Lørdag kan jeg så i Information LÆSE et slags Gensyn med hvidhedsdebatten under titlen "Mette Høeg er en hvid mand", hvor selvsamme Elisabeth Friis skriver følgende om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad (hvis Jeg er vred først udkom efter debattens to akter - jeg LÆSTE hendes første bog Find Holger Danske (heller ikke Glaffeys Mor og Busser fandtes dengang, jeg LÆSTE hendes Padder og krybdyr):
" (...) det drejer sig om Yahya Hassan, Maja Lee Langvad og Athena Farrokhzad – altså forfattere som også spillede en væsentlig rolle i den debat, som kørte i 2014, og som fik navnet »hvidhedsdebatten«, og som handlede om identitets- og minoritetsspørgsmål primært i litteraturen.
Se, hvad angår spørgsmålet om ’identitet’, er det for mig slående, at de forfattere, som jeg lige har nævnt, i deres litterære værker gestalter begrebet ’identitet’ på en flydende, mangesidig måde. Teksterne fremstiller ikke jeg’er, der er konstitueret af en fastforankret ’identitetskerne’. Hos Yahya Hassan tales der – som Niels Lyngsø i øvrigt så præcist har beskrevet det – med mange forskellige stemmer. I bogen tales der eksempelvis med en barnestemme, en institutionspræget stemme, en traumatiseret stemme, en racistisk stemme, en poetisk stemme, en ’Trillegårdsdansk’-stemme – og flere til.
I Maja Lee Langvads bog Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption tales der med helt overvældende mange forskellige stemmer, fordi der er så mange forskellige personer, der har fået deres udsagn gengivet i bogen. I hvert fald en 30-40 stykker. Der tales også med andre former for stemmer: En akademisk stemme (bogen er også en hvidbog om transnational adoption – fuld af noter og henvisninger til adoptionsforskning), der tales fra et dansk perspektiv, fra et koreansk perspektiv, der tales fra et datterperspektiv, fra et kvindeperspektiv, fra et lesbisk perspektiv – og der tales selvfølgelig også fra den transnationalt adopteredes perspektiv.
I Athena Farrokhzads Vitsvit er stemmerne, bortset fra i bogens første tekst, flyttet helt uden for jeg’et. Bogens greb er at gentage den samme sætningsindleder: Min mor sagde, min far sagde, min bror sagde, min mormor sagde, min morbror sagde – og de udsagn, som disse ’personaer’ citeres for, er også uhyre forskellige, hvortil kommer, at en del af udsagnene faktisk er citater fra kilder, som jeg’et i hvert fald ikke kan være i familie med: Der citeres for eksempel fra Johannesevangeliet, Adrienne Rich og Paul Celan. Hvis et jeg skrives frem, er det et jeg, som består af andres udsagn om det – det er et jeg konstitueret af en uendelig række spejle – (...) Den ’identitet’, som vi møder i teksterne, er altså flydende."
Sikke fornuftigt og skarpt! Men forklar mig venligst, Elisabeth eller nogen, den essentielle, fundamentale FORSKEL på denne læsning af flerstemmighed (endnu en Bakhtinsk term) hos de tre forfattere og så mit begreb om og LÆSNING af identitetskarnevalisme, som jeg forklarede det/den i en kommentar i WA Bøger? - nuanceforskellen i forhold til det karnevalistiske i min læsning har jo at gøre med det SPECIFIKT vrængende/satiriske/parodiske/humoristiske attak i Yahya Hassan, Find Holger Danske, Padder og krybdyr (og Hassan Preislers Brun mands byrde); vi har endda spejlmetaforen til fælles:
"For nogle uger
siden kom jeg på en Facebook-kommentartråd til at opfinde to ord, som helt
fortjent har forfulgt mig siden. Anledningen var den svenske digter Athena
Farrokhzads korreksende anmeldelse i Aftonbladet af Yahya Hassans debutbog:
”Jeg vil foreslå at tale om en
identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-hvid, kvinde, rødhåret,
bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke deler denne
identitet, er ude af stand til kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en identitetskarnevalisme
hos Yahya, hvor der peges fingre af og påtages og leges med alskens og alles og
alle hans egne identiteter.”
Bagefter udnævnte jeg i en blogpost to af
mine yndlingsforfattere i den yngre generation, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee
Langvad, til skabs-identitetskarnevalister. Fordi de i deres seneste bøger vitalt
kløjes i deres identiteter som henholdsvis lesbisk mor og adoptionsbarn fra
Korea
I et ”åbent brev” i
Information frabad Glaffey & Langvad sig imidlertid på det bestemteste at
blive associeret med mit konstrukt. De forstod identitetskarnevalisme som et
normativt, nyliberalt krav til minoriteter om at gøgle lystigt derudad med alle
deres kulørte, udskiftelige identiteter. Hvilket sandt nok lyder temmelig
trælst.
MEN SÅDAN ER DEN
OVERHOVEDET IKKE, MIN
IDENTITETSKARNEVALISME! NIKKE NIKKE NEJ!
For det første er
den ikke normativ, men deskriptiv, og rent litterært deskriptiv: Jeg har set
nogle bøger opføre sig på en særlig måde, som jeg i mangel af et bedre ord har fundet denne
klonket uelegante term til at betegne. For det andet er den bestemt ikke
lalleglad eller bare lystig, selvom den gerne og helst benytter sig af humor og
ironi og sarkasme, den er snarere desperat og anfægtet, stresset og aggressiv.
Frem for nogen ”essentiel”
identitet, lige meget hvor kropsligt forankret og uundslippelig, går
identitetskarnevalismen i krig med italesættelserne
af identitet, både ens egne og de andres, udstiller dem og vrænger af dem og
vender dem på hovedet. Og jo mere uhjælpeligt fanget identitetskarnevalisten er
i en givet identitet, jo vildere skal den karnevaliseres naturligvis.
Der er måske nok en
drøm om, at identitetskarnevalismen kan forløses i en attituderelativisme (et
ligedannet ord, Hans-Jørgen Nielsen livet igennem led under at have opfundet –
i 1967), men den drøm støder hele tiden på muren af cementerede stereotyper;
klovnenæsen er ergo en blodtud!
Yahya Hassan er for
rundhyls-rasende til at slippe alt for meget sorg ind i sin sorte bog, men den
er der hele tiden, lige om hjørnet i den juleudsmykkede børnehave. 25 år ældre,
men ikke mindre identitetskarnevalistiske Hassan Preisler (udklædt som lille
sorte Sambo på sin forside) ironiserer fermt over sin identitets-agilitet i autofiktionen Brun mands byrde – ”Når jeg rejser,
klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet” – men finder
også plads til at berette om rå racisme på et aarhusiansk værtshus og - ultimativt
sørgmodigt - naturaliseret racisme hos brune børn: den hvide dukke forbliver
pænest.
Både Hassan 1 og 2 erfarer,
at der er mange slags brunhed, fra brun kriminel til brun
integrationskonsulent, der hver for sig clasher og allierer sig med al muligt
andet identitets-skrammel, men det gider de hverken klynke eller teoretisere
over. De vil holde karneval i spejlkabinettet, iklæde sig skarpe og blinkende
troldsplinter og træde dansen, være den pogo eller lancier."
Er det ikke på tide, at Langvad & Glaffey skriver et nyt, åbent brev, denne gang til Elisabeth (som de givetvis ikke får konfronteret over dåseøllene ved Forfatterskolens sommerfest på fredag) om deres og andre minoritetsforfatteres åh så "flydende 'identitet'", og at bloggeren idnetitetskarnevalisten opretter en ny blog ved navn 'idnetitet'sflyderen? Just askin'!
(det meget irriterende og misvisende ved, at Mette Høeg (som et af kostbart få citater) citerer indledningen til Glaffey & Langvads åbne brev til mig, er jo, at hun debatmæssigt mere ligner dem end mig; det er hende og dem, der aggressivt generaliserer al specificitet, herunder specifik LÆSNING, helt bort: de er selvoptagede, politiske korrekte, litterært artige, yngre kvinder, jeg er patroniserende, hvid, heteroseksuel, ældre, mandlig, uendelig blind kritiker - læses skal vi under ingen omstændigheder, og da slet ikke nærlæses)
Bare en fodnote, så hverken Lars eller andre ikke kommer en dag for sent: Forfatterskolens sommerfest er på fredag, ikke lørdag.
SvarSletTjek!
SvarSletSamme indlæg er for øvrigt på Promenaden hvor jeg har forsøgt at gå i rette med denne tanke om at man ikke må udtale sig om andet end sig selv fordi man ikke må risikere at påtvinge andre en sandhed.
SvarSlethttp://prmndn.dk/oplaeg-fra-dagens-debat-om-vaerdikampe/
id'n'titskaramelisme-bloggen, er det ikke bare Nellie?
SvarSlet