(foto: prismodtagerens far)
Med så stærke, selvfølgelig prismodtagere som sidste år Theis Ørntoft for Digtet 2014 og i går Olga Ravn for Celestine gider jeg ikke længere findes det kuriøst med Michael Strunge-prisens sene identitet som pris-for-fremragende-bog-nr.-2. TILLYKKE TIL OLGA med prisen og til prisen for at give mening! Celestine udkom helt tilbage i februar, så det giver ekstra god mening at erindre os allesammen om, hvor forrygende og vellykket manierisme-autofiktion-smash-uppende den er.
Michael Strunge skrev et par glimrende noveller og inkluderede i Nigger 2 en seks sider kort roman-parodi, her de første 4 kapitler:
M I N F Ø R S T E R O M A N
(den handler om en ung mand.)
1. kapitel
George blev født en morgen, hvor solen sov længe. det var vidner, og faren blev glad. Jordemoderen hed fru Sørensen og havde et overskæg af hormonal karakter, tapetet var blåt og hvidt. Danmark havde lige vundet over Sverige (Ole Madsen, you know, tidskolorit). George var en dreng, og faren lærte ham at spille fodbold. Moder var i køkkenet, snart skulle hun maltraktere. der var lagt op til noget med sovs. Da George fyldte fem år før tiden, fik han et slips i fødselsdagsgave af sin onkel, Arne Bruun (noter: navnesymbolik). Det var aflangt og prikket, røde og blå prikker på sort. Der var fugle i luften og fjernsyn i tv. George hængte slipset væggen i sit værelse ved siden af et billede en engel af ubestemt køn (aha). Tæppet var mønstret og ublødt (aha). Gardinerne var blå og sorte og gule og grønne og røde og blå, og stolen ved det lille bord var meget lille og lavet af billig træ. Det var en billig familie, George dér var kommet ind i.
Kort efter blev der revolution, selv om det langt fra var sidste kapitel. Alt forblev dog det samme.
2. kapitel
(er kedeligt, vi springer det over)
3. kapitel
"God morgen, George, du skal i skole og der er cornflakes og en fiskefilet til din mave og har du læst? I øvrigt er din far død. Han prøvede at sluge sin skjorte for at få en nyere. Usle dyr. OP!" Og Geroge stod op. Radioavisen, Kennedy skudt. Igen. "Jeg hedder Kurt," sagde Kurt til læreren Erik Kaj. For han var træt af at være en George.
4. kapitel
Nemlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar