Ved siden af en masse nørdet informationstætte (Schnack PLUS Movin!) fodnoter er det væsentligste bonus i forhold til originaludgaverne et nyt interview med lillesøster Anne Turèll og et DOKUMENTER, fotos fra dengang, nye, stillet til rådighed af Turèll første kone, Kirsten Brand. Søster-interviewet er både rørende og informativt, her er to klip
(jeg har en kommentar i WA Bøger i morgen, der kommenterer myte-krakeleringer, apropos hardcore-interviewet med Lotus Turèll i Kristeligt Dagblad om det kulørte kunstnerhjem som et utrygt misbrugerhjem (kontra søster-interviewet - kontra selve den udødelige Dan-skrift)):
Der var engang, hvor vi sad på en bar og var helt flade og pludselig sagde han: 'Nå, søster, lad os tjene nogle penge!- Så lavede han sådan et lille skilt, hvor der stod 'Digte skrives, og så kunne folk komme hen og bestille et digt - mod at vi fik en øl til gengæld. det blev en kæmpe succes. På et tidspunkt stod folk i kø og skulle have skrevet digte om deres lille puddelhund eller et kærlighedsdigt til deres elskede og så videre. Og på en eller anden måde fik vi involveret sådan en ældre fyr, som dengang cyklede rundt på værtshusene og solgte naturmærker, således at når Dan havde skrevet et kærlighedsdigt, så kunne han tage det med hen til næste værtshus, hvor den person, det var stilet til, sad. Det var enormt sjovt
- Han valgte også at inddrage dig og (lillebror) Sem, da han skulle lave Vangede Billeder?
Ja, men det lå sådan set bare i forlængelse af den måde, vi ellers var sammen på. Vi sad tit sammen og legede med ord og ideer, også hvis Dan havde en eller anden opgave, han skulle løse. For eksempel tjente han i en periode lidt penge ved at komme med nogle tekster til et reklamebureau, og så sad vi sammen og kiggede på et eller andet grimt ur, eller hvad det nu kunne være, og forsøgte at sætte ord på, hvad det var for nogle billeder, vi fik i hovedet. Det var bare en leg, og det var det også med Vangede Billeder. Dan havde skrevet de der første digte om Vangede, og på et tidspunkt udviklede det sig til, at han og Sem og jeg mødtes fast hver tirsdag i kollektivet på Forhåbningsholms Allé og sad og snakkede og grinede, mens vi forsøgte at komme i tanke om alt, hvad vi kunne huske om Vangede.
da vi så havde gjort det i nogen tid, begyndte vi at lave research om alt det, som vi måske manglede oplysninger om eller godt kunne tænke os at dykke mere ned i. Vi delte opgaverne imellem os, og jeg kan for eksempel huske, at jeg meldte mig som frivillig til noget menighedsarbejde i Vangede. jeg mener, det var i noget, der hed Charlotte-klubben, hvor man lavede mad til de ældre og den slags, og dér kunne jeg så opsnuse alle mulige historier. det var rigtigt sjovt og folk var enomrt søde. De syntes jo, at det var spændende, at Vangede sådan skulle have sin egen historie.
- Anne, Dan, Sem
Primærkilder: Inge Turéll (mor), Anne Turèll, Kirsten Brand, Peter Laugesen, Kristen Bjørnkjær, Erik Liljenberg, Jacob Ludvigsen, Henrik Have, Per Højholt, Peder Bundgaard, Jarl Borgen, Suzanne Brøgger, Jan Kaspersen, Kenn André Stilling, Jørgen Leth, Bjarne Nielsen, Jens Christiansen, Chili Turèll - Sekundærkilder: Lars Bukdahl og Klaus Lynggaard (også Brøgger egentlig, hverken familie, ven eller samarbejdspartner))
SvarSlet(min anmeldelse af portrætfilmen Så kort og mærkeligt livet er i Ekko - uddyber min krtik af Onkel-klicheen, kort strejefet i morgendagens kommentar)
SvarSletSå kort og mærkeligt livet er
**
Af Lars Bukdahl
I 1986 udvandrede Dan Turèll fra premieren på Sune Lund Sørensens filmatisering af Mord i mørket; Turèlls første kriminalroman fra 1981; det havde jeg også mest lyst til at gøre fra pressevisningen på Anders Østergaards DT-film Så kort og mærkeligt livet er (Turèlls værk er spækket med fyndige bon mot’er, og så falder valget på sådan en flovse!), i hvert fald fra og med Samsø-strisseren Lars Bom for alvor træder ind i billedet som officiel stand-in, som nemlig fire- eller femdoblet til et helt Turèll-orkester playback-mimende til Sølvstjernernes evergreen ”Aldrig en anden som dig” (Turèll var notorisk ude af stand til at holde takten så vel som rytmen).
Hvilket så bare er groft enerverende, decideret forarget blev jeg – og det sker altså sjældent – da Halfdan E-nummeret ”Dybfrostfilm”, om ”at der er noget du gerne vil tale med mig om”, dramatiseres som et autentisk ægteskabsopgør mellem Chili Turèlls virkelige, men jo 20 år ældre Chili og Boms fiktive ca. 40.-årige Dan midt imellem mandshøje fotostater, den værste en collage af nu-Chili + Bom-Turèll + dengang-Lotus (Turèllernes datter): Sikke dog et grelt og dumt og bare rodet mash-up af kunst og virkelighed.
For en ting er som inkarneret DT-fan og DT-arkivar og DT-adept at blive enerveret og decideret forarget, det ville næsten være mærkeligt andet, men jeg er også bare så uenig i filmens kunst(ner)opfattelse i almindelighed og dens heraf genererede Turéll-version i særdeleshed: Den hygsomme outsider, der ofrer sig for almenheden ved at fortælle sin egen historie som vores allesammens (og derfor heller ingen ret har til et posthumt skel mellem skrift og biografi); Vangede Billeder’s og Storby Trilogien’s Dan Turèll ret cirka kun.
Som om det var den ægte Dan Turèll, og som om den Turèlls ægthed var en ægte ægthed, helt uden Warholske gåseøjne og Burroughske cut-up-ar. Og fordi instruktøren ingen sans har for liv & værks akutte genrebevidsthed, bliver hans Dan Turèll til syvende og sidst ren Morten Korch: Munter Barndom I Nymosen, Melankolsk Entertainer På Turné; når unge Dans opgør med sin far illustreres med klip fra gamle danske film, er ironien reelt ikke-eksisterende, eftersom hyggen postuleres 1:1 den samme, og øjeblikket efter daler kirsebærblomsterne ned over glade hippier dus med himlens fugle. DF-DT!
Filmen er overalt præget af et små-storhedsvanvittigt auteur-tyranni, fx i brugen af Bom-Turèll frem for Turèll-Turèll, men faktisk er jeg helt med på Anders Østergaards filmiske hundekunster med tegnefilm, indkopieringer, falske dialoger etc. (vs. de megettalende hoveder i Movins og Møller Rasmussens Onkel Danny, 2002), hvis de bare var brugt i en bedre sags tjeneste end denne sentimentale reduktion af et i særklasse rigt forfatterskab. Østergaards Gasolin-film blev vi klogere på Gasolin af (måske fordi kunstneren her var et kollektiv), Så kort og mærkeligt livet er gør os dummere på Dan Turèll.
For animeres burde sgu da skriftoverfloden in skarp og syret toto: fra Space Cantos over Karma Cowboy til Politiken-klummer. Men det kan godt være, at kun Pixar har modet til at stille noget op med u-hyggelige linjer som disse fra 400 sider lange Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos, 1972: ”kobberfinger i mærkelig drøm – hårdt pumpede filmtåge – separat fotofigur – bevægelse hélt igennem tid – således Elektrisk Væsen punkt for punkt”.
Nej, jeg skulle bare have lukket øjnene, for speaken er 90 % ren DT, og den er, helt tæt på, med god surround-sound, rigeligt to stjerner værd.