Den pinedød parodiske læsning

Altså som skribent på Weekendavisen Bøger med 4 tekster i dagens avis, 1 kommentar og 3 anmeldelser (af en svensk roman og 2 x 2 danske digtsamlinger) er jeg i første omgang bare egomanisk irriteret over, at Berkeley UC-Fullbright Scholar Mette Høegs afsindigt dumme og hadefulde og bare afsindige forsideartikel, "Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans", selvfølgelig løber med al opmærksomheden. I anden omgang giver det ikke rigtig mening at polemisere mod så opkørt (for ikke at sige, nu kønsklicheerne bøjes i metrotunneler, så det kan hun da bare selv være: HYSTERISK) vrøvl. Der kører en skiftevis indigneret og bare måbende tråd under Lea Løppenthins FB-omtale af artiklen, hvor digteren Oskar Sjøgren har copypastet en greatest hits over yderliggående langt ude sound bites, og den kan jeg jo bare citere:

"josefine klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til udskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab."

eller hvad med der hvor kristina nya glaffey bliver omtalt som "ligeledes lesbisk".

eller: "de kvindelige (magtfulde litterater LB) får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger"

"det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag. forfatterne blander sig gerne i samfundsdebatten uden for værket, men også her fremstår teksterne som udtryk for den forvænte teenagers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser - ikke bare anerkendt eller respekteret eller forstået nogenlunde, men forstået helt præcist som vedkommende selv føler, at vedkommende er - i al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet."

"mens de kvindelige forfattere således påstår kvindens undertrykkelse under den hvide heteroseksuelle mands dominans, modbeviser deres tekster påstanden gennem deres tydelige dominans i kulturen og udstiller dermed deres irrelevans og selvoptagethed"

"et væld af unge piger søger i disse år optagelse på forfatterskolen - alle tilhører de en generation, hvori hvert enkelt individ er blevet opmuntret i, at netop dét er noget helt specielt. der hersker hos disse yngre kvindelige forfattere en dyb optagethed af deres eget unikke indre følelsesliv og personlige historie; de føler en naturligvis relevans i ikke blot hævdelsen og fremstillingen af deres egen ordinære pigeeksistens, men også i udgivelsen heraf i bogform."

- jeg, LB, citerer den måske allerværste flovse:

Har man været indlagt på psykiatrisk afdeling eller medicineret, anses det som ekstra kvalificerende og adlende (som det blandt andet fremgår af rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias' sammenligning af eget medicinforbrug med eleven Asta Oliva Nordenhofs i den selvbiografiske Monte Lema. Nordenhof er i øvrigt sidenhen blevet ansat som fast underviser på skolen).

- det er så offensivt og grotesk offensive at det fik først dig og så mig til at tro, at der simpelthen var tale om en situationistisk PARODISK tekst og en ikke ufremragende sådan. Jeg skrev i dagens korrespondance med WA Bøgers redaktør (der primært handlede om, at vi havde modtaget Nordbrandts nye digtsamling for sent til at få den anmeldt i dagens avis):

Og så behøver du ikke at svare på min til vished grænsende mistanke om, at forsideindlægget er en grum og skidegod PARODI - som alle lige nu på Facebook forarget hopper på.
 
Det har han ikke direkte afvist (og han behøver jo så heller ikke være in on the joke)! I Løppenthin-tråden præsenterer du, mit du, Cecilie Lind, i to tempi, parodi-teorien:

men jeg mistænker - altså det må næsten være en gimmick-text!? teksten er så dum og hadsk og udfoldet i sin idioti med alle grelle ord i verden (navlepillende, kvindelige forfatteres dominans, kønsmodne piger etc. etc.(???)) at jeg ikke kan tro andet end at det MÅ være en form for parodi på det mere usynlige idioti i litteraturdækningen - altså simpelthen måske et eksperiment HVAD det rent faktisk er muligt at få trykt af komplet håbløst ævl? Eller hvad???

jeg tænker – i tilfælde af at artiklen rent faktisk fucker med os – at det er et ret så vildt greb i forhold til at vise mig (jeg har gået og været ekstremt forarget i en time, indtil det dæmrede for mig) præcist HVOR meget pis jeg (som ”kvinde” og ”ung” og tidligere ”forfatterskoleelev” og bare som person der læser aviser) til daglig finder mig i at læse – jf. jes steins ”overvægt af kvindelige forfattere” i nordisk råd nomineringerne – jf. også Jonathan Swifts ”modest proposal” (børn af fattige mennesker som foder)

I givet fald er Harald Voetmanns ironiske kommentar et jo faktisk loyalt koncentrat af den rigeligt omstændelige besærkergang: 

Stakkels danske litteratur, sølle og forslået, væltet omkuld af bissende horder af kvinder, ude af stand til at vende sig mod verden, pint under Pablo Pilatus, gennemboret af stilethæle og kvast under irrelevant formfnidder. Måske er det på tide, vi gør en ende på dens lidelser, tager den af dage på human vis? Jeg er træt af at høre om dens lidelser, er nogen med på at dræbe det sølle kræ?