Mette Høeg taler! med Berlingske - og hun mente åbenbart, hvad hun hvæsede på forsiden af WA Bøger, trist og besynderligt nok, men hun er stadig ikke meget for at læse og bare UDPEGE de konkrete. katastrofalt kvindelige og fælt feminine værker. Men åbenbart er Asta Olivia Nordenhof, der mildest talt er/agerer privat udkrængende, OK, hvilket reducerer gruppen af mistænkte betydeligt (hvis de også skal bare være bare en smule synlige/markante/kanoniske), ellers er Høegs good guys, hvad angår bekendelsesbranchen, naturligvis guys:
»Tendensen til inadskuen og selvbiografisk beskæftigelse er generel
og findes indlysende også hos mandlige forfattere, som f.eks. Karl Ove
Knausgård og Tomas Espedal. Men den forekommer hos langt flere
kvindelige forfattere. Dels i deres værker, dels i deres offentlige
meningstilkendegivelser. «
»Men mere end interessen i og inddragelsen af det selvbiografiske,
som jeg mener sagtens kan fungere og forløses overordentlig flot i
litteraturen, f.eks. hos Knausgård og Espedal, og desuden forfattere som
Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og Claus Beck-Nielsen, så er det
håndteringen og fremstillingen af det personlige og partikulære –
kønnet, kroppen, det indre følelsesliv – som jeg i skuffende mange
værker finder kedelig, uvedkommende og uambitiøst selvoptaget.«
»Der udgives for tiden en mængde værker, hvori et utrolig banalt og
uvedkommende personligt indhold – oplevelser med ekskærester og
barndomsminder, gerne iblandet lidt naturindtryk og flora- og
fauna-betegnelser – tilføjes et skin af dybde og kompleksitet gennem en
sproglig og formmæssig bearbejdning. Og disse overfladiske,
formfikserede værker, der ikke udtrykker andet end individets behov for
at blive set i alle sine partikulære nuancer, og som kredser om
konventionelt feminine tematikker, er i dag langt oftere skrevet af
kvindelige forfattere end af mandlige.«
Hvilke og hvis værker består denne mængde af - i WA tale er Høeg ligefrem om "en veritabel syndflod af banalt-forfængelig litteratur i formbevidst indpakning". Kun fem kvindelige digtere nævnes ved navn i WA-artiklen: Maja Lee Langvad, Kristina Nya Glaffey, Josefine Graakjær Nielsen, Olivia Nordenhof (hvis digtekunst. forstår vi nu, er i orden) og Josefine Klougart. Heraf repræsenterer Langvad og Glaffey den anden af de to beklagelige tendenser, Høeg hysser mod, den politisk korrekte. De eneste VÆRKER, der omtales er Langvads Jeg er vred og Klougarts Om mørke (og JK's forfatterskab generelt). Høeg citerer og forholder sig til debatindlæg/interviews af/med Graakjær og
Løppemthin - det fremgår ikke, om hun overhovedet har læst deres debutbøger, hvoraf Graakjærs (og vi ser her bort fra kvaliteten (jeg kan LIDE hvad Langvad, Glaffey, Graakjær, Løppenthin skriver - jeg forholder mig skeptisk overfor Klougarts bøger), vi kigger på kvantitet vs. indholdsmæssig/formel karakteristik) godt kan siges at virke som en æstetisk (men kaotisk/kokset snarere end formfuldendt/slebet) bearbejdning af banal autobiografi (et forlist forhold), mens Løppenthins nok tager udgangspunkt - som så godt som alle DIGtskrivere - i hverdagslige hændelser, men lige så meget grubler hun (mandligt?) eksistentielt, men okay, vi tager begge med i første omgang. Klougart passer alt for perfekt, og det virker som om, det er den eneste forfatter, Høeg reelt har læst og (ikke uforståeligt) er blevet enerveret på - indskuddet, der begynder "oplevelser med ekskærester ..." hentyder direkte til hende. Men hvem andre af kvinder under 40, der har udgivet bøger de sidste halvandet år? Debutant Pernille Abd-el Dayems Ved revet kan vel godt rime, banal hverdag/barndom, forfinet formuleret. Og knap og nap debutant Ina Munch Christensens Nielsine, banal ungdom, vilter form. Olga Ravns roman Celestine bearbejder (både kokset og forfinet) skilsmissebarndom, lærerjob, kæresteproblemer, men det er for fanden også en SPØGELSESroman. Måske Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling Fælleden, der udkommer næste uge, som parallelt med Løppenthin, men minimalere, hvisker og mumler sirligt om hverdag Hvem ellers? Vel ikke Amalie Smiths Marble (fuld af naturvidenskab) eller Signe Gjessings visionære Ind i det u-løse (og hendes næste bog lige om lidt) eller Christina Hagens formvrængende boyfrind eller Ninette Larsens Hybrid eller Lene Asps Lille håndbog for fortabte eller Hanne Højgaard Viemoses Helhedsplanen eller Stine Pilgaards Lejlighedssange (som jeg ikke læst)? Og så kan jeg ikke lige nu komme i tanke om andre (vigtige) under 40-årige kvindelige bøger fra 2014-15 (der er også nogle trælst kokette romandebuter, mere eller mindre baseret på banalt leben, som jeg ikke gider nævne, de er ligegyldige og lader ikke som om, at de ikke er det). Grov optælling (og faktisk burde Om mørke ikke tælles med, den er fra 2013): Klougart, Graakjær, Løppenthin, Abd-el Dayem, Munch Christensen, Ravn, Lidegaard. 1, 2, 3, 4, 5, 6 på halvandet år (+ 1), 2 hver sæson. Reel optælling, hvis de bare skal ligne karikaturen en lille reel smule: Klougart, Abd-el Dayem, (Lidegaard), (1 +) 1 og 1/2, Det er altså en bitte mængde og en sølle syndflod (af "politisk korrekt" litteratur kan jeg slet ikke få øje på ANDRE yngre værker ned Langvads - Glaffeys familie-humoreske Mor og busser passer hverken her eller der ).
Men SELV HVIS der var en syndflod, og den bestod af lige så (ifølge mig, der påstår, at jeg ikke tager andet end litterære hensyn (hvilket ikke betyder, at andre pinedød skal være enige i mine smagsdomme, men lad dog være med at beklikke dem)) stærke værker som de nævnte, HVAD SÅ? Så var det jo bare på den måde og om de slags ting, der stærkt blev skrevet af nogle forfattere af kvindekøn på det her tidspunkt, ved siden af de mænd, der skrev/skriver stærkt om de samme slags ting på de samme måder, og de kvinder og mænd der skriver om andre slags ting på andre måder, og så måtte vi jo bare deale med det, dvs. LÆSE LØS OG LÆSE TÆT. Vi har den stærke litteratur, vi fortjener, bortset fra den altid er stærkere END vi fortjener.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar