At Sparre eksemplarisk med reality

Rolf Sparre Johanssons Søvn (endnu ingen anmeldelser, men følsomme interviews, med far + børn-billeder, i både Information og Jyllands-Posten - det er ikke digterne, der forbrydere, det er kulturredaktionerne, der er gangsteriske) er et overlegent pædagogisk og pædagogisk overlegent eksempel på indhold/form i - en ikke højere enhed, ikke lavere enhed men - en enhed i øjenhøjde.

Første del: den hypnotisk/søvngængeragigt monotone, systemiske-kombinatoriske-minimalistiske far-koreografi (Rolf citerer i interview i JP i dag, som jeg ikke kan få lov at læse i sin helhed, vennen og balletfan'en dig for det ord om de tekster: koreografi).

"jeg vågner med sammenbidte tænder

hovedpinen sidder i panden

jeg afleverer vera i vuggestuen, står nede
i baggården og monterer et
barensæde bag på min cykel

jeg sidder og skider, da malou råber
at hun er på vej ud, jeg råber at hun
skal vente lidt, skynder mig
at tørre mig og går ud til hende
hun står med frakke og sko på døren
jeg giver hende den ene lille nøgle
til at låse barnesædet fast med

jeg lægger mig i sengen under hendes dyne

- den (oh! så private) virkelighed/erfaring NAILED med den form!

Anden del: den tøvende, stammende, forgrublede, velmenende fortællestrøms-rådvildhed nede på Istedgade mellem ludere og lommetyve og maniske gadeprædikanter, uddrag fra tekst 2:

"vi drejer til
ned mod
ned mod halmtorvet

en sidegade

og han går ligeud og

stopper han med at råbe
da han ikke kan se os mere

og

så er det

jeg tænker også jeg var bare sådan
tænkte
han måtte gerne råbe ad mig
men
det var bare
ikke særlig rart at jeg havde
vera
i klapvognen og han råbte mens hun var der fordi at
jeg havde ikke lyst til at hun skulle blive bange"

- den (argh! så private) virkelighed/oplevelse NAILET med den form

som tilsammen 2 blå søm som en brandoriginal, smuk og sand bog