Rifbjerg! Sådan lyder et ’digt’ i al enkelhed i Klaus Rifbjergs digtsamling Fædrelandssange (1967), et stednavn, forundret fundet og i selvbevidsthed udråbt. Og navnet kom virkelig tidligt i folkemunde som et udråb, der vakte og stadig vækker mange forskelligartede følelser – af begejstring, glæde, beundring, irritation, forargelse, afsky, men i hvert fald en forundring over den vitalitet, udtryksevne og ubegribeligt stedsevarende udfoldelse i skrift og tale og personlig udstråling.
Rifbjerg! Nu et udråb af chok. Klaus Rifbjerg er her ikke mere. Er det muligt at dette livsoverskud i omgang og nærvær er slut. Denne stemme, der selv let kunne få udråberklang eller bare have sit eget emotionelle eftertryk. Sygdom har slået ham omkuld. Hans højstammede figur kan ikke længere ses, stemmen skal ikke høres ansigt til ansigt, den lysende begavelse er slukket. Livsværket er gjort færdigt på hen ved 60 år med dobbelt så mange bogudgivelser og flere i arkiv ved siden af indsatser i andre medier, film, revy og teater, radio og tv, aviser, tidsskrifter. Han var den første af sin tids digtere, der på den måde tog alle meddelelsesmidler i brug og dermed en vigtig og karakteristisk del af den kulturændring og fornyelse, der fandt sted i Danmark efter krigen. Efterkrig, kaldte han den opsamling af digte, han fik udgivet året efter den humørfyldte og forbavsende debut med Under vejr med mig selv (1956). To titler med tydelig signalværdi, tid og sted og jeg.
De første digte så dagens lys i det legendariske tidsskrift Hvedekorn, hvor jeg arvede den litterære redaktion efter Halfdan Rasmussen, og vi vedtog at holde Hvedekornsfester. Dér fik vi øje på hinanden, han med sin kloge og livsvarigt elskede Inge, der gjorde dem til et fællesbegreb, og festen begyndte at gløde.
Rifbjerg vovede sig gerne ud også i ukendte egne, men fortrinsvis er det erindringen, som er drivkraft i både poesi og prosa og fortrinsvis i forbindelse med den uudtømmelige barndom i huset på Amager, Ingolfs Allé, som hans læsere må kende fra kælder til kvist med barnepigen Agnes, den dominante mor og stilfærdige far, begge lærere, genkendt så mange steder i forfatterskabet. I en samlet form skildret i Huset (2000), som nærmest er en prosaversion af Camouflage og noget nær en nøgle til digtets lyriske montage. Broerne er hjerteklapper til Amagerbrogade, som er ”aorta i min traumatiske kærlighed/ hovedstrømmen blandt mine længslers floder”.
Skal vi tale om Marcel Proust og hans opsporing af den tabte tid? Javel, men det er en anderledes utålmodig-tålmodig konfrontationslængsel og grokraft, der styrer Rifbjerg mod rødderne og mod stederne i hans liv. Hvor Proust samlede sin livsdrift i et storværk af varierede generobringer, og hvor Joyce fik samlet sin længselsfærd i Ulysses, er det muligt at se så godt som hele Rifbjergs punktoplevende, blandede forfatterskab som én Odysseusrejse, en hjemkomst med utallige stationer, og så at sige altid med det skrivende jeg som en mere eller mindre tydelig og aktiv medoplever og identifikator. En satyr, som viser sin bukkefod, en gendigter, en alvidende hersker. Faste personlige motiver og emnekredse støbes i fortælleform, som i den vistnok underkendte trilogi, Esbern, Hovedløs og Rod (2005-08), stykker af det 20. århundredes historie med en vis Kim i hovedrollen, en kunstnerskikkelse med træk af bl.a. Gustaf Munch-Petersen og ham selv.
Leif Panduro fortalte engang, at han tog på arbejdsophold sammen med Klaus Rifbjerg på en jysk kro. Fra naboværelset hørte han, hvordan Klaus straks gik i gang med sit skriveri, der blev ved og ved som serier af geværsalver. Selv sad han lammet og sønderknust og stirrede på det hvide papir. I desperation gav han sig til at hamre endnu hurtigere på to-tre tangenter bare for lydens og konkurrencens skyld.
Sådan har mange måske følt det.
Selv oplevede jeg noget lignende. En kold januarmåned i 1970 sad jeg i et sommerhus i Rørvig og skrev på en bog om Klaus Rifbjerg. Pludselig kom han uanmeldt og bad om husly og ro til at skrive et filmmanuskript. Han logerede i overværelset og gik i gang fra den årle morgen, højtlydende ved skrivemaskinen. Jeg, som er en langsom starter, sad og stirrede på alle Rifbjerg-bøgerne, der lå på bordet, og da jeg endelig var kommet i gang, ville han ud og spise på kro efter at have kredset lidt om mit skriveri. Dagen efter kom folk i bil fra Danmarks Radio med lamper og champagne for at interviewe ham efter nyheden om, at han havde fået Nordisk Råds Litteraturpris. Vi fik kort besøg af vores koner og gik på kro. Efter et par dage i samme taktart tog han hjem med sit færdige manuskript og gik videre med sit forfatterskab, som jeg møjsommeligt prøvede at indhente.
– Sådan skulle man altid have det! sagde han.
Og det havde han.
Rifbjerg! Et sted og en mand, varigt hjemmehørende på Danmarkskortet, egentlig en fædrelandssanger, kærlig-kritisk, mangfoldigt prisbelønnet, kendt og oversat i mange lande, skal ikke mere røre hjerterne og tangenterne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar