Nu jeg er i gang: jeg hader vag total-polemik

Peder Frederik Jensens manifest i Information for en mere (med Niels Lyngsøs gamle grimme ord) verdensvendt prosa er er meget sværere at diskutere med end Caspar Erics kommentarer, fordi den for skurkenes vedkommende nægter sig empiri og litteraturhenvisninger - som mange andre prosa-polemikere tror han, Helle Helle skriver alle danske romaner (gid hun gjorde, bare i et år, hvorefter det var Harald Voetmanns tur) og læser hende desforuden dårligt, to store citater:

(...) mange danske romanforfattere underlagt nogle dogmer, der stammer fra en kultur, der definerer en ’rigtig’ skrift, en ’rigtig’ fortælling om litteraturen. Selv tænker jeg, der mangler en ydre ambition, en verdensvendthed, at romankunsten i stedet vender sig indad, præget af et dogme om ’sætningen’, og måske af en problematisk opdeling mellem de ’fine’ og de knap så ’fine’. Måske er der tale om snobberi, snobberi, der kan have sat sig som en prosaangst, hvor forfatterne holder på sig selv af frygt for at falde ved siden af de credoer, der stilles op i kulturen og i modtagelsen? Hvad er det for credoer? Ud over det nævnte, sætningen, som er en slags subjektiv trylleformular for godt og skidt, inde og ude, interessant og uinteressant, er det en manglende interesse for fortælling, for ydre påvirkning, for dokumentarisme og for mangfoldighed. Det vil sige en skrift, der ikke kan nedlade sig til at forholde sig til verden, kun når den, som i de senere år, postulerer at være etisk, men måske bare er individualistisk og egentlig afslører sig selv som privilegeret, ikke interesseret i den verden, der ligger uden for fokus, som i dette tilfælde kunne være et københavnsk litteraturrum, der opfatter sig selv som verdens centrum. Måske overser man den væsentlige detalje, at det er et meget lille rum, et meget velstillet rum, og et meget uindtageligt rum fuld af sociale koder, der virker udgranskende og ekskluderende.
(...)
Det er en tradition, der stammer fra en god blanding af alt for skolet og selvfed universitetsattitude og lyrisk dogmatisme. Den store taber i det her land er den seriøst udfordrende roman, ikke prosa i almindelighed, men romanen. Den nye, moderne, eksplosive og globaliserede roman, der er skrevet med bevidsthed og styrke fra det tyvende århundrede, men som selvfølgelig ser anderledes ud.
Som det er nu, er dele af dansk litteratur at sammenligne med en indavlet adelsslægt, der sidder på afstand af pøblen og definerer det korrekte, det interessante. Jeg kan så tilføje, at jeg med Bolaño som mentor, ønsker mig en mindre snobbet romankunst, ikke én dårligere, ikke én, der glemmer poesien, men en, der forsøger at gøre noget andet og mere end at være bevidst om sig selv og de hierarkiske strukturer, værkerne indgår i. Jeg ønsker i stigende grad at åbne mine øjne, når jeg skriver, at se op og ud. Væk fra den praksis, der gør prosaen overfladeorienteret og romanernes karakterer til sitrende, introverte, überindividualiserede subjekter, der strejfer hinanden og deres nærmeste familie i en uendelighed.

Jensen nævner som undtagelser romaner af Jeppe Brixvold, Nielsen og Peter Højrup (Island, men den er da totalt velfærds/parforholds/miljø-indelukket og spækket med sætningspragt, så hvis den ikke er en del af problemet ...?), men nævner INGEN eksempler på dogmeundertrykte forfattere. Hvem kan det være? Det kan jo ikke bare være Helle Helle, med hendes "fine" sætninger" og "snævre", men jo ikke københavnske rum. Måske er det Kirsten Hammann, "snævert" (københavnsk) rum, men hendes sætninger er ikke særlig fine og globaliteten spøger grumt. Hvem så af praktiserende, vigtige prosaforfattere fra de sidste 3-4 år? Harald Voetmann? Olga Ravn? Pia Juul? Merete Pryds Helle? Bent Vinn Nielsen? Klaus Rifbjerg? Niels Frank? Henning Mortensen? Kamilla Hega Holst? Lone Hørslev? Bjørn Rasmussen? Stine Pilgaard? Pablo Llambías, Sidsel Falsig? Peter Adolphsen? Vibeke Grønfeldt? Lars Frost? Svend Åge Madsen? Kirsten Thorup? Lone Aburas? Preben Major Sørensen? Dennis Gade Kofod? Hans Otto Jørgensen? Jens Smærup Sørensen? Christina Hesselholdt. Måske CH! Snævert københavnsk kunstnermijø, med få blaserte rejser ud i verden, og virkelig fantastiske sætninger - hun passer faktisk allerbedst, og så altså Peter Højrup! Kunne Jensen ikke bare sige det: Jeg er imod den måde, Christina Hesselholdt og Peter Højrup skriver prosa på? I stedet for at sige, at han går ind for Peter Højrup, men ikke den måde, Christina Hesselholdt og Peter Højrup skriver prosa på! Jeg formoder heller ikke, han er for glad for sit eget forfatterskab: To sætnings- og selvoptagede jegromaner, om københavnsk kunstnerliv og om københavnsk kunstner i bådebyggerlære og én sætningsoptaget novellesamling, hvor samme københavnske kunstner patroniserende forestiller sig almindelige menneskers autentiske leben. Anonymiseret generalisering er den sjoveste boomerang.