torsdag den 23. april 2015

Jeg fik mig en gratis Bavian i dag

I da bliver der som del af kampagnen Danmark læser uddelt 100.000 gratis bøger, fordelt (ligeligt, dvs. 20.000 af hver) på 5 titler: 

Robert Zola Christensens fagbog Hævn (som jeg har læst og anmeldt positivt i WA)

Morten Hesseldahls spændingsbog Drager over Kabul (som jeg ikke har læst)

Maren Uthaugs debutroman Og sådan blev det (som jeg har læst og var OK på)

Erling Jepsens fortsættelseseroman Den sønderjyske farm (som jeg har læst og var, i relativ Jepsenhed, halvglad for)

Naja Marie Aidts novelleroman Bavian (som jeg har læst (flere gang) og har anmeldt yderst positivt i WA)

Poesi mangler kritisk i bunken, må man sige og gør det jo endnu mere eklatant og skandaløst efter Yahya-eksplosionen; oplagt chance for at fremvise ANDEN lyrik, ung eller gammel, hvad med fx Sternbergs Stenalderdigte eller et nyt udvalg Eske K. Mathiesen ved A. Schnack, nej, nej, nej, 1 ny Marianne Larsen!

Og måske en lidt mere kunstnerisk skarp - og jo ikke derfor mindre (let)læselig - debutant end Maren Uthaug: oplagt havde fx Stine Pilgaards Min mor siger været.  Og kunne man ikke også, i stedet for Erling J, have inkluderet en virkelig stærk ældre prosaist, Svend Åge M, Klaus R, Kirsten T, Vibeke G  - hvis ikke Hans Otto J, HVIS IKKE!

Men Hævn er helt i orden og Bavian er TOTALT i orden (selvom Jes Stein i Politiken synes den har for mange lag til den MENIGE (ikke)læser; fuck lagene, når overfladen duver intenst)!

Jeg fik mig en gratis e-bog-udgave af Bavian til min iPad inde på Saxo og begyndte straks at genlæse isnende, neo-gotiske "Bulbjerg", som velsagtens er den bedste (og eneste?) novelle siden "Fasaner":

Pludselig befandt vi os midt i et overraskende landskab: lysende, hvide sandbakker til alle sider, vindblæste, små træer der stod og vred sig under den store, åbne himmel

Digtsamlingen skulle selvfølgelig have afløst Drager over Kabul, som jeg skamløst fordomsfuldt aldrig får læst, men som jeg snuppede et gratis eksemplar af inde på Gentofte Hovedbibliotek ved 14-tiden, hvor det var den eneste, der var tilbage, og hvor jeg var inde for at AFLEVERE bøger, bl.a. en Dan og en Harald. Jeg tænker, at jeg en af dagene sender Hesseldahl'en videre til udendørs-Bogbørsen, hvor jeg straks efter samlede 3 lige så gratis bøger op (en Willumsen havde jeg i forvejen): Else Fischers 1965-krimi Døden står på ski (som dengang aldrig, qua genre, ville have indgået i en kulturministeriel bogbunke), en bog om Anders Bordings Den Danske Mercurius og Karen Syberg og co.'s Udsigten fra det kvindelige univers. En analyse af EVA fra til gengæld 1972 (som er til DIG!).



- spøjst logo, der skal illudere en ordblinds digtoplevelse!?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar