Ingen ville man hellere karikeres af (ørnenæsen som en spætte)

- fra Rifbjergs sommerføljeton ,"Stop Hother - en sommerfarce", i Information, juli 1998, en slags sequel til udødelige Marts 1970, som (måske rimeligt nok) aldrig udkom i bogform:

Mens kriminalkommissæren prøvede at stave sig igennem Overlærerens ældgamle værk og rystede mere og mere på hovedet, jo længere han kom frem, var der anderledes gang i galocherne ude på Forfatterskolen, hvor unge Bukdahl var midt i sit foredrag om den ny kunst. Han så ved nærmere eftersyn lidt medtaget ud, men det var kun, fordi han havde mødt Erik Skyum-Nielsen nede i porten, og der var opstået den sædvanlige shoutingmatch mellem de to, hvor den ene kritiker først råbte: 'Du er dum', hvorefter den anden svarede: 'Du er dum', og når de blev trætte af det, tog de fat på variation to, hvor den ene fortsatte med at råbe: 'Du er dum', mens den anden svarede: 'Det kan du selv være' og vice versa. Desværre (for ham selv) havde Bukdahl på et tidspunkt overtrådt spillereglerne ved at indføje ordet 'brilleabe', men det var kun fordi Skyum netop havde holdt et foredrag i radioen om, hvor glad han var for at være bælgøjet. 'Bonk', sagde det, og så sad Informationskritikerens lige højre i øjet på Bukdahl, så han selv kunne prøve, hvordan det var. Det lagde dog ingen dæmper på den unge mands entusiasme, han strøg blot Søren Kierkegaard-håret op i en endnu højere valk, så det glimtede i sygekassebrillerne, og huggede løs mod forsamlingen med ørnenæsen som en spætte på vej ind i et træ. ­ Vrøvl, sagde han, ­ det er sateme det bedste. Ikke bare sådan i almindelighed, men saligt, sublimt vrøvl, det er det, der er sagen, sgu, så har jeg ikke sagt for meget, kraftedme nej. Vrøvl og fjol, guddommeligt, uendeligt saligt fjol, det er det, der skal til! Bare læs Grotrian, venner, der er hverken hoved eller hale på det, men det er sådan det skal være, sgu, ingen pointer, ingen mening, men glimtet, det er det, der tæller, det herlige, fjollede glimt, hej, hvor det suser, det er saftsuseme dér, vi skal hen, og det er jo en hel flok, jeg taler om, en hel hær af fjollerister, der myldrer frem, læs dem dog for satan, læs Arnhøj og Vimmelskaft og Sønderborg og Malstrøm og Vibeke Nielsen, sikke et talent, tør jeg sige det, selvfølgelig tør jeg sige sige det, og Ingeborg Mutte, hun er sgu den bedste, for satan, sikke en masse vrøvl... Med skinnende øjne fulgte de unge kursister det kritiske lys og forestillede sig selv i hans rolle. Tænk, at sidde der som dommer i Weekendavisen og kunne se frem til en karriere dér! Det var en ønskedrøm, og de så for sig Bukdahl som fyrreårig, halvtredsårig, tresårig og halvfjerdsårig og stadig med strømmen af ord flydende fra læberne, stadig med denne henrivende entusiasme for det sublime sludder, der var poesiens inderste kerne. Og så fik han endda penge for det, masser! Hvis kriminalkommissær Mortensen ikke havde stukket begge fingre i ørerne for helt at koncentrere sig om bogen, ville han sagtens kunne høre det bifald, der lød på Forfatterskolen efter Lars Bukdahls foredrag. Det var bragende, ja så voldsomt, at dueflokkene overalt i byen både reelt og symbolsk gik på vingerne. Til gengæld syntes Mortensen absolut ikke, der var noget at råbe hurra for. Han havde ­ for at sige det kort ­ nået bunden. Ikke i sin lange karriere havde han læst noget så udfordrende åndssvagt som Overlærerens roman 'Marts 1970', og tanken om at han gennem læsningen skulle få et praj om, hvor han fandt et spor, der førte til pågribelsen af en vis Hother Christoffersen, fyldte ham med kvalme. Hother Christoffersen fandtes ikke!