Dokumentarisk proces-horrors grande gulty pleasure - en tilståelse

Jeg tog S-toget ind til Frederiksberg Station for at aflevere bøger på Frederiksberg Hovedbibliotek, der ikke længere er placeret i mine daglige omgivelser (som Gentofte og Københavns Hovedbibliotekter), jeg havde glemt at tage noget at læse i med, og det er virkelig svært for mig at sidde alene i tog og ikke læse, jeg bliver panisk bored, så jeg tog en af bøgerne, jeg skulle aflevere, og som jeg ikke havde læst, fordi det ikke var en bog, jeg havde brug for, men bare var nysgerrig. for ikke at sige nyfigen, på, for jeg havde ingen idé om, at den var god eller væsentlig (og dermed nødvendig for mit (neurotiske men også praktiske behov for) overblik over dansk lit, nemlig Astrid Saalbachs roman Klapperslangen fra sidste år, og jeg begyndte at læse løs, hvilket var virkelig dumt, fordi jeg ikke kunne nå at læse færdig, og jeg virkelig orkede at låne den igen, fordi endnu en ekspedition så var nødvendig, når jeg skulle aflevere den igen, og det var ganske rigtigt ikke, så langt jeg læste, i alt vel en solid tredjedel, nogen kunstnerisk vellykket eller ambitiøs roman, 2 spor veksler: 1 spor om en dramatiker ved navn Astrids trængsler med et nyt stykke hos flere teatre og et teateragentur (alle med virkelige navne, mens personnavne fiktiviseres), 1 spor, hvor den dramatiker drager til et californisk teaterefugium, der til forveksling ligner det californiske skriverefugium i Peter Rønnov-Jessens, i sin helt læste helhed, noget mere glimrende roman, Bréac ved den yderste rand, 2013, og i starten læste jeg pligtskyldigt begge spor, men det californiske spor kunne jeg ikke på nogen måde interessere mig, men det kunne jeg godt, i den grad faktisk, for teatersporet, som jeg, nået frem til Østerport cirka, helt skiftede spor til, og jeg tror, det, der på en lidt ækel, hvis ikke faktisk pervers måde inciterede mig i teatersporet, er noget, jeg vil kalde: Dokumentarisk Proces-Horror, det samme, der gjorde, at jeg heller ikke kunne lægge Daniel Denciks Anden person ental fra mig, selv om den heller ikke havde noget kunstnerisk at byde på: AUTENTISKE citater af psykologers,  socialrådgiveres, advokaters, direktørers, agenters kancellistil-anonymiserede og -distancerede, skamløst repressive magtsprog: det er SÅ gysende uhyggeligt - at folk kan få sig til at tale og behandle andre mennesker sådan (men kun ved at tale sådan kan de behandle andre mennsker sådan jo lige præcis). Både hos Dencik og Saalbach (og ofte også i diverse avis-features selvfølgelig): Det kunne hvornår som helst BLIVE mig, der var ofret, GODT det ikke ER mig (men IKKE godt, det er DEM, ikke skadefryd, ikke i disse tilfælde i hvert fald, de er slet ikke aversioner på det niveau), det er en grim, beskidt, skyldig fornøjelse, og derfor var jeg glad for at smide bogen, med teatersporet halvlæst, ind i afleveringsmaskinens helvedesgab og møgærgerlig over ikke at være i stand til at læse videre, da jeg helt lektureløs sad i S-toget atter.