Vi kan starte med et forholdsvis uskyldigt eksempel, som demonstrerer det lystfuldt tvangsmæssige i praksissen.
Det drejer sig om et af de mere forglemmelige
værker i oeuvret, En omvej til klostret,
en såkaldt ”spændingsroman” fra 1983, dengang, et par årtier før krimibølgen,
hvor det kunne være en sofistikeret overspringshandling at skrive
kriminalistisk; Henrik Nordbrandt forfattede også en spændingsroman.
Hovedpersonen, middelalderforskeren Alvar
Tang, skal færdiggøre en bog på det italienske refugium San Cesaro (=
virkelighedens San Cataldo) og hvirvles ind i en masse hæsblæsende dramatik,
som ikke skal interessere os her, og som jeg heller ikke kan huske en snus af.
Blandt refugiebeboerne er en vis Ole Galle,
”en elskeligt forbitret Rasmus Modsat altid med en tynd cigaret i munden og
inden for armslængde af en flaske Stock cognac” – som ligner Rifbjergs
generationskammerat, den stadig lyslevende digter Jørgen Sonne, til
forveksling, især da han begynder at tale (og hikste):
”- Åh, De er sgu syltet ind i metafysik … Men
man må jo sige til Shakespeares ros, at han er konsekvent, der er jo
bogstaveligt talt ikke en af de danskere, der overlever. Hieh. Sikken et
blodbad! Og trommer, hvabear, bommelomme, bommelom. Goodnight Sweet prince, jo
jeg skal sgu love for det. ”
Det er også gennem Galle/Sonne, at en anden beboer, den unge digter Børge Grøn Johansen, præsenteres – dette er noget så avanceret som bugtalt fornærmelse, karikatur svøbt i karikatur:
”Der går sgu geniet. En del englemarinade og to dele barokorgel, det er sgu en harsk blanding, men måske bliver han voksen en dag. Mærkeligt med det fugtige tusmørke, vi kommer sgu aldrig over det, tænk på Jørgensen, der sad hernede og pudsede sin helgenglorie hernede i et halv århundrede, og så på bunden var det ikke andet end synrener og Frederiksberg og ulykkelig kærlighed og lommebillard pog skyldfølelser alt sammen.”
Dér fik
Rifbjerg i forbifarten sønderknusende ram på Johannes Jørgensen også, just for the fun of it.
Hvis læseren
ikke umiddelbart kan identificere modellen til Børge Grøn Johansen, får han og
hun endnu chance lidt senere, da Grøn Johansen og hovedperson Tang er på
spadseretur sammen: Det er også gennem Galle/Sonne, at en anden beboer, den unge digter Børge Grøn Johansen, præsenteres – dette er noget så avanceret som bugtalt fornærmelse, karikatur svøbt i karikatur:
”Der går sgu geniet. En del englemarinade og to dele barokorgel, det er sgu en harsk blanding, men måske bliver han voksen en dag. Mærkeligt med det fugtige tusmørke, vi kommer sgu aldrig over det, tænk på Jørgensen, der sad hernede og pudsede sin helgenglorie hernede i et halv århundrede, og så på bunden var det ikke andet end synrener og Frederiksberg og ulykkelig kærlighed og lommebillard pog skyldfølelser alt sammen.”
”Han var lille og bleg og med et kruset hår
om hovedet, engleagtigt, faktisk (…) Grøn Johansen tjente bl.a. til udkommet
ved at skrive lange og tilpas lærde boganmeldelser i en avis med kulturelle
ambitioner, og af dem fremgik det, at hans sans for det fiktive var betydeligt
mere udviklet end for det faktive, og han var ikke bleg for at beskrive selv
prætentiøse og let gennemskuelige internationale sællerter som århundredets
mesterværker, hvis de bare havde den mindste anelse af fantasi-nimbus og var
lidt smarte. Venlig ung mand.”
Avisen med kulturelle ambitioner er klart
nok Weekendavisen og Børge Grøn Johansen er – hør navnet! – selvfølgelig Bo
Green Jensen, dengang boganmelder, nu filmanmelder. Og det virker ikke, som om
Rifbjerg har et egentligt horn i siden på Bo Green, han er bare kommet indenfor
radaren, måske faktisk dér på San Cataldo. Og Jørgen Sonne holder han decideret
af, hvilket så bare aldrig har været en forhindring for karikaturtegning, bare
spørg barndomsvennen Niels Barfoed. Troldspejlet var en permanent bygningsfejl,
kunne man sige.
Gik han imidlertid i kødet på et egentligt hadeobjekt, var der ingen grænser for grusomheden og skamløsheden; folk og røveres fysiognomi var til enhver tid fair game.
Gik han imidlertid i kødet på et egentligt hadeobjekt, var der ingen grænser for grusomheden og skamløsheden; folk og røveres fysiognomi var til enhver tid fair game.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar