Tillider

Det er så mærkeligt og forskellig med med ens tillider. Adda Djørups nye bog, en digt-indrammet novellesamling, Poesi og andre former for trods, havde jeg (dømt ud fra min læsning af hendes tidligere bøger, især fra nr. 2 og frem - nr. 1 er og bliver da vist meget fin) ingen synderlig tillid til, og selvom den blev voldsomt rost af blandt andet Erik Skyum i Information og Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter) og Line Maja Ernst hjemme i WA bevarede jeg min skepsis, troede simpelthen ikke anmeldelserne over en dørtærskel; jeg er ikke helt sikker på, jeg præcis forstår formuleringen af - omsider! - en skepsis i Victor Ovesens litteratur.nu.dk-anmeldelse, men jeg nærer tillid til den: 

Novellerne er effektivt struktureret. De korte plots genkommende figur er, at de tilforladeligt realistiske karakterer overmandes af mental ubalance og reagerer udad på radikale måder, f.eks. en læge, der valfarter mellem togperroner for at græde ud. En småkriminel langturschaffør, der lader sit eget korthus vælte. Titlens ‘trodsformer’ må vel læses som et fællesskab mellem det egensindige og det afsindige. Et kreativt galskabsmoment, der slår flænger i den ordnede virkelighed. Så selvom teksterne fungerer, står jeg lidt af på den måde Djørup administrerer sin tematik. Hun sigter ikke som sådan efter at anråbe en eksistentialistisk højdeskræk – karaktererne er ligesom bare fra den, patologisk. Og i stedet for så at motivere sammenbruddene æstetisk, at lade dem udmønte sig i vildskab i skriften, bliver galskaben mobiliseret som narrativ drivkraft – og endemål. Men hvorfor det? Når vanviddet sådan iscenesættes med sentimental fortrydelse eller fandenivoldsk fryd, sidder jeg tilbage uforstående over for den i bedste fald vage omsorg for de karakterer der skal martres. Og over, hvad der manifesterer sig i disse ‘former for trods’ – andet end provokation af det normale.
Tag f.eks. novellen ‘Helvedes gratier’, hvor en dygtig, men oversensitiv kunstvæver er i langsom bedring fra et sammenbrud. I sin bedring lader hun sig flyde i en slags middelmådighed. Midt i en efterårsfarvet sommerhusidyl får hun så et tilbagefald og ser pludselig kitschede gogo-dansere. Det føles på én gang sorgfuldt og småperfidt, det fremskrevne sammenbrud smager af psykologisk voyeurisme. I så fald er det en galde, jeg vil nøjes med at betragte gennem det glas, der stilles foran mig – og høfligt afstå fra at sluge.

Helt omvendt med Kamilla Hega Holsts roman På træk, der udkom i går og fik en rent positiv anmeldelse ved Nanna Goul i WA, en lettere skeptisk ved Lis Garsdal i Politiken og en stærk skeptisk ved Tue Andersen Nexø i Information. Holsts roman havde jeg stor tillid, og selv om jeg synes, både Garsdal og Nexø taler lidt rigeligt og unødvendigt om autofiktion (hvilket forfatteren meget selv er ude om: kort før udgivelsen skrev hun kronik om sin bogs nære mellemværende med virkeligheden), blev jeg modvilligt overbevist af Nexøs skepsis, ikke mindst fordi den var parret med en påskønnelse af og et stærkt blik for de særlige Hega Holstske kvaliteter, hvilket ærgrede mig enormt - men selvfølgelig har jeg et stærkt behov for at læse med egne øjne (det har jeg i langt mindre grad i Djørups tilfælde): 

Reelt zigzagger På træk afsted uden at lægge et ordentligt fokus. Midt i alt det andet handler den pludselig - og ret umotiveret - om Kayas familiehistorie, om oldeforældrenes og bedsteforældrenes og forældrenes rodede familieforhold. Hvordan de alle sammen mødte hinanden, hvordan der var i de forskellige barndomshjem, den slags. Skildringen af Kayas forhold til sine egne børn sitrer af en uforløst energi, men jappes meget hurtigt af i romanen. Til gengæld får vi scener fra den samme utroskab mindst fem forskellige gange. Reelt er pointen den samme hver gang, litterært set er det temmelig uøkonomisk - og føles derfor noget monotont, også selvom det lyder som om, Kaya har sig noget god og skyldbetynget sex. Og så hører man om livet i Thailand, uden at hverken læseren eller bogen egentlig interesserer sig for det. Så er der en mand dernede, der måske kunne være interessant, men På træk kan ikke rigtig tage sig sammen til at forfølge den historie. Der er alt for meget fyldstof og alt for lidt fremdrift, kort sagt. Man savner virkelig et greb, der kan give noget energi og fokus. Det er synd, især fordi Kamilla Hega Holst faktisk skriver en helt udmærket, realistisk prosa, måske ikke ligefrem skøn, men i det mindste uden klicheer og selvfølgeligheder.Og fordi hun er frygtløs i portrættet af sin hovedperson. Kaya er en hård, interessant skikkelse, fuld af ubehag og skam, både helt undselig og skrøbelig, nærmest livsuegnet, og fuld af en vild, ødelæggende energi.Der er en dump smerte i skildringen af skilsmissen og især årene op til den, i skildringen af et forhold, der ultralangsomt går i stykker. Det er virkelig fint at læse en historie om en familie, der falder fra hinanden, og hvor ingen er skurkene og ingen heller er andet end mennesker fulde af fejl. Man sidder og ønsker sig en bog, der bare holdt fast i det, et portræt af Kaya og Carsten og hvordan det gik itu for dem. Sådan skulle det ikke være.

Tredje bog er fjerde bind i Christian Dophs og Simon Pasternaks samtidhistoriske krimiserie, Tal til mig - og hvor ville jeg denne uge langt hellere have anmeldt Hega Holst og Dorphernak end, som tilfældet er, Tafdrup Jørgensen og Grünfeld - den skal jeg bare læse i en vis fart og vil jeg, lige meget hvad nogen siger, helt sikkert nyde i fulde drag, men jeg synes, Linea Ernst, hvis 2. læste krimi det er, siger nogle dejligt præcise ting om de kitschede og kunstneriske fornøjelser i duoens praksis:    

Det er også virkelig dejligt, at Dorph og Pasternak stoler på, at læseren godt vil være med til, at realismen skrider en gang imellem, så sproget kan flotte sig: »Hendes indre føltes som et stort spejl, som om hun var de her omgivelser, de her tage, tårne og kirker og kunne række ud og tage dem.« Til gengæld kom jeg til at grine ad det tegneserieagtigt hårdkogte sprog, når en politimand »griber knoglen«, giver vognen »fuld rulle« eller beskriver et skygget subjekt: »Lidt efter var han ude igen med en rullecigaret i flaben. Han fik ild på den og tog et hvæs.« Yes, politimester Striks. Det var en underholdt og anspændt fryd at læse den her plotdrevne omgang tjubanglitteratur, som både er omhyggelig med det historiske bagtæppe og fantastisk ligeglad med at leve op til nogen krav om sandsynlighed: Når forfatterne lader en død mand chokgenoplives med startkablerne fra en brun Ford Taunus, må man bare grine og overgive sig.

(men kuriøst, hvordan den sproglige/litterære kvaliteter kan opleves som direkte benspændende for den kriminalistiske effektivitet, Jesper Beinov i Berlingske: "Ingredienser som mord, opklaringsarbejde, intriger, voldsomme scener indgår ganske vist. Men der er en langt mere poetisk kraft bag Dorphs og Pasternaks prosa end i den traditionelle krimi: Uortodokse ord og udtryk dukker op hulter til bulter, en anløben kriminalkommissær refererer den postmoderne franske filosof Baudrillards tanker om, at vi er overladt til selv at skabe mening i vores liv. Der er en fortættet, ja, ligefrem minimalistisk sproglighed i forbindelse med voldsomme episoder. Sidehandlinger, der forgrener sig bagud til de foregående romaner. Aktionmæssige scener, der flere steder fungerer rigtig dårligt. Den slags vil klart irritere die hard-krimilæsere." - ja, heldigvis, og må de dø blødt og snart og uden for hørevidde!)