Prosa lige så lovende som holdende

Og her er et tekststykke fra den pågældende roman, som jeg skrev af til dig i går i ren læsefryd, og romanen er, kan det afsløres, Ina Munch Christensens debut Nielsine, der udkommer på fredag, og som du kommenterede (efter du havde kaldte stykket fint og fantastisk - nemlig!): "rart at der er en udgave af den "tematik" der beviser sit værd IKKE som tema men som text"; og den dér på 6 linjer fra nu af udødeligt uhyggelige udlejer: 

Ligesom da hun boede på kollegie, drømte om at bo i lejlighed med Elise, være fri for kravet om fællesspisning og rengøringsdage, ikke at behøve gå rundt med paranoide forestillinger om at når hun kom hjem, så havde nogen fået ransagningskendelse og endevendt hendes værelse, for at se om det ikke skulle være hende der havde stjålet bestikket, være angst for at blive smidt ud og blive hjemløs, ligesom hun, da hun havde lejet et værelse, drømte om at bo på kollegium hvor hun ikke delte køkken og badeværelse med en mand der stank af røgelse og gik meget sært, med underlivet skudt frem og armene dinglende, ansigtet udtryksløst indtil han fik sine ideer om indbrud og tyveri. Hun havde forestillet sig overskrifterne, pige parteret af paranoid udlejer, det var efter han havde skældt hende ud for at have venner på besøg der stjal i hendes stue, selvom hun ikke havde haft nogen gæster, og hun hørte ham råbe for sig selv, ting som for sent og aldrig dig selv når du ryger og mord og forpulet teenager, forpulede kvinder og løgnere. Og ligesom hun, da hun boede hos sin far, drømte om at bo et hvilken som helst andet sted med hvem som helst andre end ham og slippe for at blive råbt af hele tiden, og ligesom hun, før det, boede hos sin mor og drømte om at bo hos sin far for at komme ud af provinsen og ind i større mangfoldighed og ikke bo med moren der bekymrede sig om hendes rygning og sovevaner, at bo hos faren, kunne være ligesom at bo alene, tænkte hun.