LINEORAMA - Knyt, zen! Knutzon!

Line Knutzon, der absurd teatralsk fylder 50 i dag, TILLYKKE, er den eneste forfatter i min egen generation, som jeg små-stalkende var fan af, før jeg faktisk mødte hende. Jeg ved ikke, hvornår jeg første gang læste hende (jeg kan se, at jeg indkøbte Drama-udgaven af Først bli'r man jo født i januar 1998), men jeg tror, det var  før jeg hørte eller så noget i teater eller radioteater, og jeg var tilhænger med det samme. Jeg lyttede med store ører, når hendes bedsteveninde Naja fortalte røverhistorier om deres venskab, og jeg spejdede med store øjne, når jeg besøgte Værnedamgade, hvor jeg vidste hun boede, for at købe croissanter hos den franske bager, og et par gange fik jeg faktisk øje på hende stressende forbi på fortovet. Og så omsider, i 2001 må det have været, var vi begge gæster til en udstilling med Najas Bianca-projekt i Galleri Asbæks kælder, og Naja præsenterede os for hinanden: DAV LINE! og nogle år senere kom jeg endelig til at høre hende læse op, ved ikke helt om første gang var ØK-oplæsningen i videoen nedenfor, tvangsintroduceret af mig, måske måske, men det er de farligste forestillinger, jeg ved, fordi jeg rent faktisk kommer tæt på dø af grin hver eneste gang.

Sådan her, totalt umiskendeligt (INKL. VERSALER), begynder Lines allerførste stykke, Splinten i hjertet, opført allerførste gang som en reading i 1990 (tænk at have været til stede dér):

Lyset går op. Tynde peger aggressivt på Hynde, der sidder stiv som et bræt

TYNDE - DU SIDDER ROLIGT ... Nå. Så begynder jeg at rasle med mine sidste penge, jeg tror nok de var polske. RASLE RASLE - Og smørrebrødsjomfruen tror selvfølgelig at jeg har røven fyldt med penge ... Nå, siger jeg så, æhm ... en roastbeef ... tre rejsemadder, en æggemad, en roastbeef til og øh en flæskeroulade - og alt hvad der var i butikken var to afdankede leverpostejmadder, og han var selvfølgelig nødt til at gå ud i køkkenet bagved for at smøre dem jeg bad om ...

- Jeg rystede virkelig godt med pengene mens jeg afgav ordren og da hun så vender sig om og går ud i køkkenet - SÅ ER DET MIG - IND UNDER SNOREN - OG UD MED BAKKEN OG AF STED ... Væk løb jeg med to intetsigende leverpostejsmadder splattet ud på en blikbakke ... Jeg løb og løb ned af den store gade. Var helt sikker på at ingen var efter mig, men fandeme, da jeg vender mig om ser jeg smørrebrødsjomfruen og hendes kæmpe skinkeben flytte sig med lysets hastighed, og jeg løber og løber, ind i opgangen, op op op af trappen, satans, forbi min egen lejlighed - Kællingen er lige i røven på mig . Nå - af sted - ind i din lejlighed og der (peger på blikbakken) var engang to leverpostejmadder .... (sætter sig) Kan du overhovedet forstå hvor bange jeg blev ... hvor bange jeg kan blive når jeg er sulten ... RIGTIG BANGE (gør store gyserøjne) Og hvad værre er - nu skal man ind og sidde hele 3 måneder for røveri af madder ... 3 måneder, du, hvor de nærmest sulter en ihjel som straf ...

- MEN HVAD SKAL JEG GØRE????? Det er slut nu - Jeg har brugt alle mine penge og arbejde kan man jo ikke få. Du ved godt at de er begyndt at kræve seks fingre på hver hånd for at få arbejde ... og for at få bistandshjælp kræver de tre arme (hidser sig op) TRE ARME - Bare det at få dem monteret koster over 100.000 kroner og man skal gud hjælpe mig helt til Tyskland og få det gjort ... JAMEN har du ikke set dem, hvordan de går rundt og blærer sig med deres forpulede legemsdele - deres bistandshjælp og arbejde ...

- ÅHHHH ... Altså, mine forældre havde engang et hus, men så solgte de det til staten og flyttede i beskyttede boliger uden dørtrin, min fader havde fået en splint i foden og det var sådan et ... du ved ... gymnastikrum hvor min moder kunne suge alle sine fedtdeller ud, og så sendte hun dem ned til alle de tynde mennesker i Afrika, hun har også engang suget alle mine fars dobbelthager ud og skænket dem til udsultede narkomaner i Finland ... Jo jo .. min barndom og det hele, det har jeg også haft, nu er den selvfølgelig væk ... måske er det hele optaget i et eller andet åndeligt univers, du ved, med gener, bobler og molekyler, som indeholder alle billederne, så jeg f.ek.s kan rejse mig midt i et måltid mad og sige til min søster - "Kan du huske da vi var fire år og vi sad og kvalte en frø i sandkassen??"

- oplæsning af noget Måvens & Peder i 00'erne engang (der er alt for lidt Line på YouTube, der er faktisk ikke andet):

I den sidste tekst, der (rimelig) ubetviveligt er skrevet af Line i Frit Flet fra sidste år, er hun pludselig, for en kort bemærkning, blevet minimalist:

DRAMATIK PÅ LAGER

ER SVIGTET
(medvirkende: 3 mænd og 2 kvinder) (9. oplag)
HVORFOR ER DET ALTID MIG, DET GÅR UD OVER?
(medvirkende: 1 kvinde) (9. oplag)
FLYVEREN FALDER NED
(meedvirkende: 1 kvinde og 200 statister) (4. oplag)
DE SYNES, JEG ER LATTERLIG
(medvirkende: 1 kvinde og mellem 4 og 400 statister) (9. oplag)
JEG ER LATTERLIG
(medvirkende: 1 kvinde) (15. oplag)
HVEM HJÆLPER MIG?
(medvirkende: 3 mænd og 1 kvinde) (udgået)

- Vi er mange, her i huset hele 2, der har den dybeste, livslange tillid til Line Knutzons funny bone som den ultimative og grundlæggende, eksistentielle donkraft. TILLYKKE IGEN!