En kriminalroman kan godt have stil og vid, tænk engang!

Hvis den altså er skrevet er Christian Dorph og Simon Pasternak, og nu læser jeg bare Tal til mig, læser, læser, læser, lige meget hvad jeg ellers skal forestille at lave, af anmeldelser af færøske digtsamlinger og DR2-interviews om olie i litteraturen og SAGER, og gør det med en uforfalsket føljetonglæde - over både det påhitsomt plottede (!!!!) flow, de kulørte, genstridige personer og de gale, skægge detaljer - som jeg nu omstunder ellers kun kender fra forbandede tv-serier, lige nu House of Cards som (for længst ) alle andre og lige før The Americans (gefundenes fressen for de 2 krimidrenge, den burde de virkelig være på: KGB, in the suburbs, in the 80's).

Hvordan i alverden kan milliardær-dilettanten Jussi Adler-Olsen overhovedet leve i det samme genre-KOSMOS uden at dø af, hvis ikke kunstnerisk, så bare håndværksmæssig skam!!??

Bare 2 gloriøse sætninger på den allerførste side:

Hele den grå garde af sværbebrillede tølpere, Honecker, Krenz, Schabowski, og hvad de hed, var der stadig.

Han havde været for hård ved Inger, da hun kom hjem fra læseklubben og ville fortælle om Mikkel Ib, eller hvad han hed, og han hellere ville se fjernsyn.

- klip fra Gy-interview med Pasternak:

Det var Dorph der førte mig ind i skrivningen – og det var en stor ting at få hul på det. Jeg har siden skrevet romaner og film selv og også arbejdet sammen med andre, men der er noget særligt ved samarbejdet med Dorph, der gør det har holdt så mange år. Selvom vi kan irritere hinanden grænseløst, er vi enige om, hvad der virkelig holder. Og så er det sgu meget sjovt, at vores bøger ikke ligner noget vi skriver hver især. De har deres egen tone – og hvem har skrevet den? Chrimon?«

Man mærker, som hos rapgrupper som Malk de Koijn, at, før de vil more læseren, vil de more og overrumple og imponere HINANDEN.

Jeg læser, læser, læser bare videre, har lige nydt ondt portræt af Frank Aaen i Dronningens Tværgade ("den fede smilerynke om munden") og pinligt (givetvis Dorph-autofiktivt) teeenage-flashback til cello-konfrontation med distræt Per Nørgaard ("han humpede sig igennem soloen, og Nørgaard havde siddet med et kosmisk smil")