Der gror ikke nødvendigvis mos på et Kritikerlav

Vil vi nok mene! Og nu har Litteraturkritikernes Lav fået en ny skrabet, men stilig og tjekket hjemmeside, hvor I kan kontrollere hvem, der er medlem (og har lov til at stemme til afstemningen om Kritikerprisen - netop afgjort! men stadig hemmeligt! men jeg ved, hvem der vandt! og yes!), men frem for alt læse kloge. eksklusive Kritiker- og Georg Brandes-pristaler fra ikke alle, men ret mange af årene; dette er fx slutningen på Erik Skyum-Nielsens 2007-tale for Hans Otto Jørgensen, da han fik Kritikerprisen for romanen Med plads til 100 køer - se bare, en pris kan godt gå ud på, at en fremragende bog er blevet læst med optimale øjne:

Og vender man så mønten eller bladet, og spørger man ikke efter virkeligheden, men efter den skrift og den stemme, der har frembragt det hele, så handler det pludselig om noget andet end den dersens rå realisme. Så drejer det sig om en dristig forfatters vilje til at brække sproget op. Udelade verberne. Sløjfe det grammatiske subjekt. Sideordne led, der ikke normalt kan stå side om side. Gå efter sætningsmusikken i stedet for den vedtagne måde at skrive på. Sætte punktum i stedet for komma, og sætte punktum for tidligt eller bevidst for sent. Bryde regler og alligevel hele tiden slippe heldigt af sted med det.
Prøv at kigge ned over en rigtig Jørgensen-side. Det hakker og haster og holder igen og hoster og pruster, tager sig en pause for så at støde og stamme og storke og stavre og stave sig frem, med den dér stive, studse omhu, som er så karakteristisk for ham, og som i sidste ende mimer hans mod til, midt i al intellektualiteten og belæstheden, at omgås det banale.
Det er bønder og Beckett. Det er Blicher og Burroughs. Det er H.C. Andersen og Lou Reed. Det er Kristensen og Creedence, altså Evald Tang Kristensen og så Creedence Clearwater Revival. Og så er det Bibelen og Broby Johansen og Björling. Og Schade og en masse sjasket mudder.
Der er gået næsten 20 år, siden Hans Otto Jørgensen udsendte Tårnet, med et af de grimmeste og mindst appetitvækkende omslag i dansk forlagshistorie.
Siden har han tit sjokket og sjappet sig hen i nærheden af Kritikerprisen. Lad mig bare nævne hans kortroman Nåden (1996) og hans novellesamling (med den uforlignelige titel) Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997).
Vi er nogle stykker, der er glade for, at man ventede med denne pris, til den føltes som et påbud fra himlen. Det er en ære og en glæde i dag at kunne overrække dig Kritikerprisen: 30.000 kr. - og en med dem en åndelig mælkejunge plaskende over af hyldest og hæder.