afrim/pårim

Vi er netop blevet færdige med at afrime fryseren, ligesom konfrontationsmodernisterne omkring 1960 omsider fik afrimet den danske poesi, hvor rimene meget som i vores fryser sad som store, grimme, grimede klumper af is og fyldte det hele (ikke-rimende digtere var rent faktisk undtagelsen frem til 1960, jf. bare Hvedekorn). Men det er jo på den anden side heller ikke sjovt med en helt nøgen fryser, det er fint med bare enkelte pårimede istapper, de første originale kom med Laugesens og Turèlls rim og remser og Høecks og Inger C's systemdigtning og et hel ny muterende overmund af vampyrtænder fremkom og er blevet siddende grinende med RAPPEN naturligvis, men med al den gode plads til alskens poetiske frysevarer.

Og her er Nordbrandts isnende sonet i flammer, igen fra Ormene ved himlens port:

Væmmelse ved rim

Obskøniteten ved det som ligner:
Et rim, der minder om at noget var
lige ved at være, og velsigner
denne næstenhed. Som stod der et kar

boblende, fuldt af indvolde og slim
på alteret, for det som skal komme.
Er forberedt. det jamrer som et rim.
Netop det rim. Ekko af det tomme.

Hvor jeg hader det: Fotografiet
af det som var dødt et sekund efter
de selvskabte, usynlige gæster

som suger af det. sengen med liget.
Jeg vil ikke have det galehus her.
Mig selv, lagenet og de kolde tæer.