1 dags-udvalg af glemteste

Arne Herløv Petersen har i dag på sin FB-profil optrykt to hårdt forrygende tekster, en kronik og et læserbrev, af Tove Ditlevsen, der åbenbart ikke er at finde i det nye Gyldendal-udvalg af "glemte tekster", som ifølge AHP mestendels indeholder allerede bogopsamlede sager (og som anmeldes i Inf. af Solvej Daugaard med en sund skepsis overfor Sort Samvittighed-forglitringen: "Med lange øjenvipper og sorte strømpebånd sat sammen med hvide brudeslør, indskriver de Ditlevsens persona i en luder-madonna-dikotomi, som jeg, hverken i hendes dæmpede fysiske selviscenesættelse eller i teksternes følsomme og råt humoristiske selvfremstilling oplever, at hun placerer sig i. I mit hoved er Ditlevsen hverken en Blixen, en Brøgger eller en Beyoncé og bruger faktisk, hvis man sammenligner med den gennemsnitlige visuelle iscenesættelse af kunstnere i dag, i befriende lille grad den seksualiserede, tilgængelige kvindekrop i sit kunstneriske udtryk."). Læserbrevet, trykt i Politiken, er skrevet i anledning af rygterne om sammenhængen mellem hendes selvmordsforsøg i 1974 og tildelingen af Akademiets Store Pris til Sven Holm; meget apropos mit ønske nede i kommentar-snakken med Peter Laugesen om at kende arkiv-"sandheden", hvis en sådan findes, om den manglende Pris til TD:

En skamplet på dansk journalistik

Endnu ikke hjemkommen fra hospitalet erfarer jeg, at der i mit fravær har fundet en vis tankevirksomhed sted i nogle ellers ret så tågede journalistiske hoveder, og at resultatet af denne anstrengelse er blevet en besynderlig historie om mig, akademiets pris, Sven Holm og Karl Bjarnhof. Lad mig da slå fast, at Det Danske Akademi aldrig har interesseret mig mere end neglen på min storetå, og at jeg heller aldrig har fulgt med i disse årlige 1. prisuddelinger, der synes at beskæftige så mange mennesker. Jeg havde, før jeg foretog mit livs mest alvorlige og i hjertets stilhed længe forberedte handling, ikke hørt en lyd om, at jeg denne gang. skulle have været ærens genstand.
Heller ikke vidste jeg, hvilken af mine kolleger der i år havde modtaget prisen.
Den plumpe og frit opdigtede historie trækker min handling og motivet til den (som for en gangs skyld ikke angår offentligheden) ned på så tarveligt et plan, at der for bestandig ville gå noget i stykker inde i mig, hvis jeg ikke protesterede.
Da jeg for nogle år siden indrykkede en ægteskabsannonce i dette blad, erfarede jeg for første gang, at der var dukket en ny form for journalistik op, dyrket af en helt ny type journalister, der udmærkede sig ved ikke at kunne skrive, samt ved en total mangel på begavelse, fantasi og humor. Det gør de stadig, men bevægelsen er siden blevet befriet for det famlende og amatøragtige, der prægede den i starten. Dengang hæmmedes og besværliggjordes den endnu af visse hensyn i retning af at få de skandaløse afsløringer bekræftet af ofrene selv, før de bragtes ud til alt folket. Det gør den ikke mere. Er det ikke muligt at ryge offeret ud af hulen, griber man et par løse ender fra et par endnu løsere rygter og brygger af det en drink, der ikke er for sarte ganer, men ligger lifligt på tungen hos alle dem, hvis tankegang er lige så lav og beskidt som revolverjournalisternes egen. 'Kendte personer’ er blevet et jaget og. forsvarsløst folkefærd, der ikke er fredet på nogen tid af året eller nogen time i døgnet. Jeg har længe vidst, at Billed-Bladets journalister mister den sidste svage rest af menneskelighed, når de vejrer liglugt, men først nu ved jeg, at utøjet har bredt sig til BT og dagbladet Aktuelt. Jeg skylder sandheden at sige, at mange hæderlige journalister i sine dage skammede sig på hele standens vegne og i stedet for natlige iltelegrammer til et menneske, der stadig lå i respirator, sendte blomster og gode breve. Alligevel forekommer det mig, at der i disse år er sat en skamplet på dansk journalistik, som det vil blive vanskeligt nogen sinde at få fjernet.

Tove Ditlevsen