De seks nominerede til DR Romanprisen (grimt besværligt uhuskeligt officielt navn) er (med utjekkede links til dr.dk)
Peter Høeg: Effekten af Susan
Jens Vilstrup: Opland
Helle Helle: Hvis det er
Henrik Rehr: Gavrilo Princip
Iben Mondrup: Godhavn
Peter Asmussen: Og tilsidst går verden under
Peter Høegs roman har jeg læst, og den brød jeg mig absolut ikke om, Jens Vilstrups roman har jeg ikke læst, og det får jeg nok helle ikke gjort, Helle Helles roman synes jeg var den bedste roman og for den sags skyld bog sidste år, så den bør selvfølgelig vinde, og gør det måske faktisk også. Henrik Rehrs roman har jeg slet ikke hørt om, men den har foruroligende Davici-kode-agtigt titel (jeg har så heller ikke læst Da Vinci-koden, men jeg har vistnok set filmen - HOV! NU HAR JEG UNDERSØGT SAGEN, DET ER EN TEGNESERIE / GRAPHIC NOVEL, SOM JEG DA FAKTISK HAR HØRT (GODT) OM, FRISK NOK NOMINERING! Iben Mondrup sroman har jeg læst, og den brød jeg mig absolut meget om og med-nominerede til Weekendavisens Litteraturpris, den må gerne i mangel af Helle vinde. Peter Asmussens roman har jeg ikke læst, men den har jeg stående og bør og vil jeg læse, måske faktisk i dag, den tror jeg på. Men sikke dog Island og Alt under månen og Den svævende tankbestyrer susende mangler!
Jeg nåede frem til nomineringerne via et (vistnok (og helt uforståeligt for mig) forarget) opdaterings-link til et dr.dk-interview(klip) med Helle Helle om hendes roman titel, der bliver til et helt lille og meget vidunderligt stykke kortprosa - måske faktisk et miniESSAY (den eneste genre, jeg er mere allergisk overfor end novellen) - om sprog- og titelarbejde hos en rigtig romanforfatter:
Det kom sig egentlig af, at forfatter Helle Helle stod ved køledisken i SuperBrugsen i Sorø og hørte et kald over højttaleren:
"Susanne må godt komme til kassen, hvis det er".
- Og det blev jeg ved med at tænke over, for det var virkelig et
meget malplaceret sted at bruge det udtryk, fortæller hun i
P1-programmet DR Romanprisen 2015.
Siden dengang for mange år siden har hun ofte tænkt, at hun skulle bruge vendingen 'hvis det er' i en bog.
- Jeg har bare ikke helt vidst til hvad eller hvordan.
Nu har vendingen så fået den fornemste plads på hendes seneste roman - nemlig på forsiden.
Egentlig havde hun tænkt, at den kvindelige hovedperson skulle bruge
udtrykket hele tiden, og at den mandlige hovedperson, Roar, skulle blive
irriteret over det.
- Indtil han til sidst selv kom til at tage ordene i sin mund, og
derfra skulle romanen så skride i en bestemt retning, fortæller hun.
Det endte dog med, at vendingen kun bliver brugt et enkelt sted i
bogen. Roar har en blodig vabel på sin ene fod, og han mangler noget at
forbinde såret med, så de kan komme videre. Da siger den kvindelige
hovedperson: "Du må gerne låne mit pandebånd, hvis det er"
- For mig er det faktisk et meget afgørende sted i bogen. Det
pandebånd har hun fra en, som hun ikke længere har, og derfor betyder
det meget for hende, siger Helle Helle.
Forfatteren er tit blevet spurgt, om hun går og tager noter af, hvordan folk taler, så hun kan bruge det i sine bøger.
- Og det gør jeg ikke. Men jeg kan huske det. Jeg bliver ved med at huske de der udtryk, jeg skal bruge.
Så titlen på Helle Helles seneste roman 'Hvis det er' opstod altså for mange år siden ved en køleboks i et supermarked.
- Det er jo sådan en lille sproglig konstruktion, vi lægger ind til
sidst – eller først – i en sætning. Og den kan betyde anything. Der er
noget tilfældigt over den, der kan være noget forsigtigt over den, der
kan også være noget lidt manipulerende over den. Og det synes jeg egnede
sig rigtig godt til den her bog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar