Jeg henter den ene bog efter den anden ned fra bogreolen og læser spredt i dem. personerne taler sammen eller går alene rundt fra sted til sted og formulerer i tankerne, hvad de oplever.
- Hvorfor kan du ikke bare gøre det samme? spørger Ingvarsen. Lidt ligesom Oe gør. det er sådan en god bog.
Invarsen mener "En privat sag" af Kenzaburo Oe. Den kan vi rigtig godt lide. Hovedpersonen, Bird, er ulykkelig, fordi hans nyfødte barn er vanskabt. På de første 50 sider får vi præsenteret hans kone, hans arbejde, svigerforældrene, en elskerinde og et alkoholproblem.
Jeg ville aldrig skrive sådan en historie. Jeg ville ikke opdigte 10 personer og sætte dem i relation til hinanden og alde dem leve et liv. Jeg ville kun kende den del af hovedpersonen og hans omgangskreds, der handler om at hans barn er førdt med hjernebrok og skal dø om 1-2 dage.
- Der er meget mere end det, siger Ingvarsen.
- Selvfølgelig er der det, siger jeg. - Men hvordan kan en fortæller gå gennem en lang, lang histoire uden at gøre sig selv og fortællingen til en del af hovedpersonen? Hvordan kan Oe følges med Bird på 218 sider uden at smadre kronologien og være tro mopd den rystende historie, han fortæller? HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
- Hvad med at stille dig på en stol og råbe det én gang mere, siger Ingavrsen. - Vi kunne næsten ikke høre dig.
Jeg burde ikke alde mig provokere, men jeg kravler op på skrivebordet og gør det igen. Så er der også chance for at, at Stilling får skrevet det med store bogstaver.
- HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
- Tak, siger Ingvarsen - Var der mere?
- Ja, hvorfor bliver fortælleren stående udenfor og kigger på?
- Det gør han heller ikke. Han går ind og lever med Bird.
- Ja, han giver ham sig selv, trækker på sig selv. Og han går ind i Birds hoved, læser hans tanker, mærker hans kropstemperatur, han begær, hans opkastninger. Det er utrolig flot og gribende.
- Hvad er problemet så?
- At det stadig er dette "udefra". selve fortællingen har ikke feber og kaster op og lander på gaden. Hvis jeg skulle om en mand, der skal se sit barn dø inde for to dage og som i øvrigt føler sit liv meningsløst, så ville jeg aldrig gøre det så smukt og sammenhængende og udtømmende. Blot det at skrive i datid (Alene hjemme er skrevet i nutid, dog! LB). Ingen oplevelse som man ser tilbage på, indeholder dette væld af detaljer og lange dialoger i kronologisk rækkefølge.
(...)
- Jeg er da nødt til at tale om det ufattelige fænomen en bog er! Det er fuldstændig ubegribeligt, at man som læser kan være med i en historie, der foregår på nogle papirark. man kan blive venner med nogle bogstaver og huske dem resten af sit liv. Det fantastisk, mirakuløst. En episk roman er en ubeskrivelig smuk og god opfindelse, men stadig en opfindelse. Ingen mennesker lever og reflekterer og bliver forstået som dem i en bog. de mindes og efterrrationaliserer, de danner metaforer og sammenhænge, de står midt i det dramatiske øjeblik og husker en masse godt baggrundsstof til læserne. Løgn er det.
- Der er forskel på tanker i hovedet og tanker på papir. Forskel på liv og bog.
- Ja, men hvorfor kan de ikke ligne hinanden mere? Hvorfor er en roman pr. definition den ordnede virkelighed? Hvorfor går Oe ikke i opløsning med sin person? hvad er det for en natur, denne roman, at den kan gøre en mands ulykke så perfekt i bogform? Hvordan har Oe og hans tekst overskud og vilje til at vække Bird om morgenen og få ham op ad trapperne til sit arbejde?
(...)
Men hvordan kan man mene, at alle romaner og noveller skal handle om vores fælles virkelighed? Hvorfor er Inger nede fra fabrikken på Falster mere interessant end sprogets møde med hende? Hvorfor skal hun ses gennem klart glas? Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?
Hvorfor er ralisterne ikke lykkelige for, at der er nogen der skriver "surrealistisk" eler "upræcist" eller "usandsynligt". Så er de jo fri for at gøre det selv.
- nemlig! og det er jo dig der burde gøre det til stadighed, KH! kh
Ingen kommentarer:
Send en kommentar