Jeg siger ikke, at litteraturverdenen er den bedste, finest ligeindstillede af alle kunstartverdener - der foregår alskens trælst kønnede transaktioner, jf. bare blogposten nedenfor om Bjørn Bredals anmeldelse af Birgitte Possings biografiportræt, den stinker langt væk af mansplaining - men grundlæggende, hvad angår kønnet på de forfattere af ny, dansk litteratur, der opnår opmærksomhed og ros og anerkendelse, står det sgu da ret totalt lige. Januar-februars foreløbigt bedste og bedst anmeldte bøger er Marianne Larsens Hændelser i stresset melankoli, Daniel Dalgaards Spejlkamel. Pernille Abd-El Dayems Inden for revet, Henning Mortensens Kvinden fra korshæren og Olga Ravns Celestine (klart spotlightvinderen - som i de kommende uger bliver udfordret af nye romaner af Stine Pilgaard og Kirsten Hammann). Men i billedkunsten er tingens tilstand åbenbart så grelt ulige som nogensinde, hvad angår alle de parallelle parametre, museumsindkøb, galleriudstillinger, simpel omtale, kanonisering, og hvad søren plager dem? Den anden dag var vi inde og se Forårsudstillingen på Charlottenborg, og uden at have talt efter oplevede vi, at der både var cirka lige mange mænd og kvinder og ca. lige mange mænd og kvinder, hvis værker vi gik ind for, fuldstændig som i Gyldendals forårsprogram og fuldstændig lige så selvfølgeligt. Og før alle forklaringerne om forskellene på kunstarterne og -verdenerne, nødvendigheden af aggressiv networking etc, er det bare lige så for underligt som det er for galt (og jeg ved godt - som du har påpeget mere end én gang - at mine (til vores fælles hjem medbragte) billeder på væggene i modsætning til mine bøger på reolen har klar mandlig slagside, så her er et slag over min egen selvgode mund: SLAM!).
- værk af kvindelig kunstner (Christina René) på Forårsudstillingen
- værk af mandlig kunstner (Marlon Worbst) på Forårsudstillingen
- (skulpturelt!) værk af en kvindelig OG en mandlig kunstner ( på Forårsudstillingen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar