lørdag den 28. februar 2015

Videre-Strunge-rungen

I kommentaren i WA Bøger i går om fornærmende tekster med navns nævnelse citerede jeg sekundkort fra afsnittet om danske politikere i lortet helvede i Michael Strunges heftigt politisk ukorrekt betitlede Nigger 2 (som jo automatisk må være værre, fordi fremturende, end første bind, der bare hed Nigger - og hvorfor er der ingen der kræver de bøger ud af bibliotekerne? Og ville Mette Moestrup og Olga Ravn synes, det var lige så uproblematisk at som at droppe Tintin i Congo?). Her er et hel omgang fra samme afsnit:

Da jeg igen så op fra mine notater, var paldsen foran mig tom. Var visionen forbi? Nej, kære læser - bag mig hørte jeg en dirrende røst, et sted mellem angst og fryd, stolthed og skam: "Op af brøndens klare vind, trækker jeg min tissemand. Den er slimet, den er slasket, mange piger har den vasket ... " (citat jo fra et børnerim i skoleantologi ved Kristen Bjørnkjær LB). Jeg vendte mig om, og ganske rigtig: der stod han, Kresten Poulsgaard (fra Fremskridtspartiet, der læste verset op fra folketinges talerstol til skam og skændesel LB), der aldrig nåede at blive landbrugsminister. Ved siden af ham lå noget, der lignede ne flere hundrede meter lang haveslange, som var rullet op. Jeg trådte diskret nærmere og kunne se, at ex-fodermesteren stod foran en uendelig stor sø af grøn-gullig kulør. På stanken gættede jeg mig til, at det var ajle. Og ved siden af den jysksyngende mohikaner stod da også en enorm so, der uafladeligt tømte sine tarme og blære ud i søen.Sine ne hånd havde Poulsgaard oppe i dyrets skede, med den anden trak han vedblivende (det var altså ikke et haveredskab) sit lem op af den gigantiske ajlepøl. Lemmet var øjensynlig uden ende og hobede sig i store ruller op ved siden af den uafladeligt syngende fremskridtsmand: "Op af brøndens klare vand trækker jeg min tissemand ..." osv. igen og igen. "Lemmedasker, slapsvans ..." var de ord der, undskyld mig ikke, faldt mig ind ved dette syn. Poulsgaard bare trak og trak, efterhånden lå flere tons slange oprullet ved hans højre hånd. Og det var tydeligt nok, at der ville komme mere, meget mere. for at sige det utvetydigt - men i sandhed: der var mere tissemand end hele Idrætsparken fyldt med nymfomaner kunne tillade sig overhovedet at drømme om!
  Jeg kunne ikke dy mig, selv om jeg vidste, at det kunne blive farligt for mig at røbe mig ved at brueg mit redskab som digter her i Helvede. Jeg måtte spørge fodermesteren: "Hvorfor river du den ikke bare af, Kresten Poulsgaard?! Han vendte sig lettere forundret og så på mig: "Hvorfor skriver du ikke på rim, Michael Strunge? I øvrigt burde du vide, at Danmark er et alt for lille sprogområde til den slags sprog. Det hedder rettelig onanere efter Onan, og hvad skulle det hjælpe i min situation. Du ka' vel se, at den ingen ende vil tage, i modsætning til de to hoveder du så på før. A har det godt med mi' so" I det samme så jeg Satans skygge, han havde opdaget mig, jeg havde så at sige "sproget" mig, og jeg begyndte en hurtig opstigning, men nåede dog forinden at høre et metallisk smæld som fra en saks, efterfulgt af et vræl: "Mi' tis'mand!"

Simpelt spørgsmål om demotivationens effekt

Hvem anmelder egentlig på Berlingske (ud over 127 år gamle Jørgen Johansen, still going strong som lyrikanmelder - og ham unge Jeppe Krogsgaard)?

Simpelt spøgsmål om demotivation

Hvordan gider nogen være litteraturanmelder på en avis, hvor litteraturredaktøren selv anmelder de synligste/vigtigste/betydeligste bøger, smalle som brede - og i bedste fald gør det middelmådigt, men helst på bogtillæggets forside (ja, jeg taler om Berlingske Tidende og Søren Kassebeer)?

Lille ordoptælling

Interviewet med Kirsten Hammann i går i Berlingske ( i dag får hun 5 stjernet anmeldelse på forsiden af bogtillægget) er på

1694 ord

heraf handler

194 ord

om bogen som litteratur eller bare bog, nemlig disse, interviewets sidste:

Men så skriver du en bog og siger det, du ikke fik sagt?
»Ja, det er en god måde at se det på. Jeg kender Pernille Melsted, der skriver om skyggearbejde, som går helt tilbage til Jung, og det handler om, at vi har alle egenskaber inde i os. Vi er både den lille forsagte mus og den store dræber, det er bare om at komme i kontakt med dem. Bare, ik'! Og de fleste romaner handler om skygger og det, vi normalt ikke er så gode til at se eller dele. Det er det totalt fede ved mange romaner: at komme ind i skallen på fremmede personer, blive forundrede over hvordan de tænker, men også at føle os genkendt. Vi kommer alle sammen af den samme grød af følelser, egenskaber og kræfter, som man mere eller mindre kan dosere til hverdag,« siger Hammann. »Det er det, som også morer mig ved at skrive. Det er sjovt og pinligt og ubehageligt at skrælle personer ned som en gulerod. Lidt som at se »Klovn«, det er top pinligt og sjovt. Jeg er fascineret af, hvor ynkelige vi er, ynkelige og i visse situationer uden værdighed.«

resten er MENINGER og atter meninger om mænd og kvinder og ægteskab og sex og sager, her en klump af det lige over de 194 ord om litteratur og bog:

»Kvinder er formentlig mere pylrede og generelt mere urolige. Jeg takker bagerst i bogen min svoger, Finn Kjær Jensen, der er risikoforsker og det eneste modstykke til min egen uro. Han ser tingene på en anden måde, ligesom Pascal Bruckner, der gør tykt nar ad al vores uro og pessimisme. I stedet for at tro på fremtiden og prøve at løse problemerne forsøger man med flæben og angst at afvikle samfundet, fordi alt er ved at gå galt.« »Måske er det bare i denne her lille perfekte boble, vi bekymrer os om dyr, der bliver behandlet dårligt, og mennesker der behandler hinanden dårligt. Alt skal være perfekt, og det er ikke godt nok, før det er paradis. Ellers må der være et sted, man kan klage. Men ting sker faktisk. Jeg har tidligere citeret Dalai Lama for at sige, at vi tror, det er en fejl, når der er sygdom og katastrofer og den slags i verden, men sådan er livet faktisk for mange mennesker. Det er ikke uretfærdigt, at nogen bliver syge. Jeg siger ikke, at man i andre lande ikke bliver kede af det og bekymrede, men det er nok mere et vilkår her. Vi lever ekstremt beskyttet.«Mens Hammanns hovedperson bekymrer sig om både stort og småt, tager hendes omgivelser lettere på tingene. Sara har svært ved at se virkeligheden i øjnene, gemmer sig under dynen og tør ikke stille de spørgsmål, der nødvendigvis må stilles.»Når der er angst i et parforhold, er det kendetegnende ved, at folk ikke tør være åbne. Man går om den varme grød og håber, at det bliver bedre. Og jeg kan godt forstå det. Det gælder alle steder, også på arbejdspladser. Man er i tvivl om, hvad og hvor meget man kan sige. Det er jo det, de fleste menneskelige problemer handler om. Vi spiller roller for at få tingene til at glide og omgås hinanden, men så kommer vi ind imellem i klemme eller til at lyve, måske i flere år, og kan ikke slippe ud af det igen.«»Jeg har da heller ikke lyst til, at alle folk gik og sagde alt, hvad de mente. Jeg ville ikke selv være i stand til at sige min mening altid. Det er der gode, sunde hæmninger, der vil stoppe. Det er jo ikke alt, man har inden i hovedet, man kan sige.«

Hammann om Winkelvir om Hammann

I  Information i dag:

- Hvor meget af dig, er der i Vera Winkelvir?

Ikke så meget mere. Hun ville hade at se, hvor gammel og tandløs jeg er blevet. Hvordan jeg får det hele til at hænge sammen og endda benytter mig af en form for dramaturgi i mine bøger.

Og om anmeldelser:

- Hvor meget påvirker anmeldelser dit humør?

Da jeg udgav min første bog i 1992 fik jeg fine anmeldelser, men jeg græd alligevel, og da jeg året efter udgav Vera Winkelvir, som blev anmeldt endnu bedre, græd jeg bare endnu mere. Jeg syntes slet ikke anmeldelserne kom omkring alt det, der stod i bogen. Det var noget, jeg skulle lære med tiden, at en avisanmeldelse er en kort form, som aldrig kan svare en bog på dens eget sprog. Men anmeldelser påvirker stadig mit humør. Jeg kan blive glad for en god læsning, hvad enten anmelderen er positiv eller ej, og modsat føle en bitter glæde over en dårlig og sjusket læsning, selv om den er begejstret.

Om Nordisk Råds Litteraturpris:

- Hvem skal have Nordisk Råds Litteraturpris?

Helle Helle.

fredag den 27. februar 2015

Farvespionage

Efter jeg havde blogget om Bannisters fremragendehed, poppede denne reklame for gud ved hvad op på min Facebook i ret nøjagtig omslages orange farve:

Værkstøj / Værktøjr - et skema

Til foredrag om "Klassikere" på Espergærde Bibliotek

Synlighed/ optik/ tid bestemmer et værks værkstatus

værker kan gennem et langt efterliv opnå indtil flere værkstatusser 
(ofte oplever man, også simultant, den dobbelte status makværk/tærskeværk - mesterværk/hovedværk: indenfor samme optik kan et værk godt være hærværk eller galmandsværk og mesterværk/hovedværk, indenfor en anden optik (som ikke er min!) er hærværk/galamandsværk det diametralt modsatte af mesterværk/hovedværk)

( ) (uskrevet)
(værk) (skrevet)
værk (udgivet)
VÆRK (kritisk reception) 

MAKVÆRK/ TÆRSKEVÆRK (som der tærskes på)

LESSER WORK (99 % af alle værker)

HÆRVÆRK (skrevet ovenpå/imod andre værker (Don Q!))
GALMANDSVÆRK (gaga, dada)

MESTERVÆRK (subjektivt absolut kanoniseret som skønt for MIG)
HOVEDVÆRK (officielt kanoniseret som betydeligt og eksemplarisk, relativeret epokalt, globalt, nationalt, forfatterskabsmæssigt)

(Hammann-eksemplificeret - ja, ja, nu basher jeg lidt igen - Lesser works: En dråbe i havet, Se på mig, Alene hjemme. Hærværk: Bruger De ord i kaffen? (pga. dens polemik, se nedenfor). Galmandsværker: Vera Winkelvir, Bannister, Bruger De ord i kaffen? Mesterværker: Mellem tænderne, Vera Winkelvir, Bannister, Chokoladeeskapade, Fra smørhullet. Hovedværker, i DK, perioden, forfatterskabet: Vera Winkelvir, Bannister, Fra smørhullet)

Lilian skoser sin egen avis i sin egen avis

Lilian Munk Rosing har en præcist skarpskydende kommentar i Politiken i dag ang. både Politikens kvindeforfatter-feature og Politikens litteraturredaktørs Nordisk Råd-kommentar, her er sidste del:

Reaktionen på at blive grupperet og kategoriseret af andre kan være at gruppere alt og alle i stadig mere specifikke kategorier. Desværre med en tendens til, at disse grupper bare ligger og kaster møg på hinanden. Som vi så det i weekenden, da den amerikanske skuespillerinde Patricia Arquette benyttede sin Oscar-tale til at plædere for ligeløn for mænd og kvinder og derefter fik en spand lort i hovedet af repræsentanter for farvede, homoseksuelle amerikanere, der ikke gad høre på en hvid, heteroseksuel, »privilegeret« kvinde.
I artiklen om generationen af »kvindeforfattere« citeres en litteraturforsker for at mene, at deres bøger ofte handler om »lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden«. Men at være et lille jeg i en stor verden lyder sådan set som et meget stort og alment litterært tema. Og måske er det lille jeg en af litteraturens forcer. Det jeg, der aldrig helt vil kunne identificere sig med prædikater som kvinde, bøsse, jøde, dansker, muslim osv. Det jeg, der er lille nok til at kunne sive ind i andre identiteter end forfatterens, ja sågar andre end menneskets.
I søndagens bogsektion blev Helle Helles 'Hvis det er' (som jeg, i øvrigt sammen med to mænd, har nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) karakteriseret som en »feminin« bog. Det er på en måde en alvorlig kritik, ikke af forfatterens køn, men af bogens litterære vellykkethed, al den stund Helle Helle her for første gang lader sin jeg-fortæller være en mand. Men det er måske en særlig »feminin« evne at kunne leve sig ind i andre, også i folk af andet køn? I så fald kan vi vist roligt udnævne litteraturen som sådan til »feminin«, for er der noget forfattere gør, så er det netop at skrive sig ind i perspektiver og stemmer som overskrider deres eget identitetsplagede jeg, ja sågar overskrider det menneskelige jeg.

Kommentarspor til kommentaren - ved KRISTIAN DITLEV

Kristian Ditlev Jensen har disse grundige, klargørende kommentarer til min kommentar i dag bag på WA Bøger om fejden mellem Yahya Hassan og alle mulige, ikke mindst Kristian, tak for dem!

1. Henrik Dahl-billedet er lavet af en af Yahya Hassans venner til lejligheden. Det var tilmed ledsaget af en tekst, der blandt andet indeholdt betegnelsen “højreorienteret svin”. Hele misæren findes på Yahya Hassans egen hjemmeside, under en deling, han selv har lavet af en BT-artikel, under overskriften Tryktes af Ytringsfriheden 2. Man kan samme sted se, at han reagerer så voldsom som han gør, på min ellers forsonende kommentar: “Så længe I ikke skyder hinanden, må I kalde hinanden, hvad I vil, bare I kalder på mig, når der er pandekager. Fuld ytringsfrihed. Enjoy” og en smiley. Efterfuldgt af Hassans svada, som jeg så svarer på med en mindre gennemgang af det, jeg formoder er fire-fem injurier, som jeg foreslår, at han afholder sig fra at skrive fremover, fordi jeg tænker, at han muligvis i anden sammenhæng risikerer en retssag.

2. Mere end den europæiske tradition skriver Yahya Hassan sig vistnok ind i en arabisk tradition for smædedigtning, som er endnu større. De mange metagentagelser minder jo en om Saddam Husseins “alle kriges mødrende ophav” og i den dur. (...)  han har jo ikke Europæiske rødder, men palæstinensiske. Og jeg tror ikke på, at han, der er højskoleelev, har læst antikkens værker. Mon ikke, han bare har lyttet til sin far? Evt. kan et opkald til Martin Larsen give en arabisk kilde. Han er ekspert.

3. Advokat Peter Hjørne erklærede i går (i forgårs LB) i radioen, at både teksten til mig og Henrik Dahl er voldsomt injurierende, og at de nærmest uden tvivl vil føre til domfældelse, hvis der lægges sag an. Straffen er typisk bøde, typisk 5000 kroner. Man anlægger dem mest af principielle årsager. 

4. En af grundene til dét - at det ikke bare er fest, men også injurier - er, at a) de er ikke skrevet i en kunstnerisk sammenhæng, som de fleste af Lars’ eksempler, men i en debat, svarende til, at det var læserbreve eller udtalelser på TV og og ikke romansider etc, og b) at de går så voldsomt på det personlige. Når Borum skriver, at Rifbjergs bog er dårlig eller når Rifbjerg laver sjov med Borums snobbede jyske, så er det henholdsvis kritik af en bog og fiktion, og læseren kan se, at det ikke primært er krænkelsen, der er hensigten, selv om det er det sekundært.

5. Hele forløbet bærer tydeligt præg af, at det foregår sådan her: a) Yahya går amok, formentlig i en rus (med slagfejl etc i teksten) midt om natten (ca. 03.00). b) han kommer med vævende argumentation. c) opbakningen styrtdykker, evt. ledsaget af henvendelse fra forlaget, da journalister begynder at ringe ind. d) sløje tilbagetog, og endelig e) flere vrede kommentarer (ansigtstabet skal genoprettes). Og spørgsmålet er altså, om det er velorkestreret eller simpelthen en stiv mand, der dummer sig.

Helt ærligt Alene hjemme-likers

Lilian Munk Rösing i Politiken (5 hjerter), Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten (5 stjerner) og i dag Kamilla Löfström i Information: Det er fint og sympatisk, at I i al relativitet (men jo netop ikke forfatterskabs-relativitet, netop kun realistisk ægteskabsroman-relativitet) er så glade for romanen, men I ville jo, helt ærligt, ikke indstille den til Kritikerprisen, vel? Og jo fordi der lige præcis mangler den nødvendige kompromisløse egensindighed i både det store og det små, indrøm! Og så stopper jeg min Hamman-bashing for nu! I promise! Jeg er bare så basltyrisk anfægtet!

PS:
I stort og småt kompromisløst egensindige, Kritikerprisfortjenende romaner fra sidste år:

Majse Aymo-Boot: Over os hænger en vidunderlig sol
Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger
Christina Hagen: Boyfrind (hvis vi siger, det er en roman, og det gør vi i dag)
Helle Helle: Hvis det er (hun har fået prisen)
Peter Højrup: Island
Maja Lee Langvad: Hun er vred (hvis vi siger, det er en roman, og det gør vi i dag) (indstillet)
Bent Vinn Nielsen: Den svævende tankbestyrer
Harald Voetmann: Alt under himlen (indstillet)

De 2 store skuffere

fra min egen generation, 90'er-generationen, er

Katrine Marie Guldager,

der skriver moralsk, magisk slægtsrealisme,
fordi hun
til forskel fra sit tidligere radikale forfatterselv (Styrt, Blank, Det grønne øje. Ankomst, Husumgade - yndlingsbøger!)
VIL være opbyggelig og tydelig og folkelig og samtidshistorisk

&

Kirsten Hammann,

der skriver kynisk, sørgmunter intim-realisme
fordi hun
til forskel sit tidligere radikale forfatterselv (se blogpost nedenfor om Bannister)
VIL hvad exactly? Er hun bare kunstnerisk ugidelig, Er det simpelthen bare for hårdt at gå til yderligheder (jfr. desperationen i Bruger De ord i kaffen - men hvordan var det egentlig at skrive Bannister? det har vi ikke fået at vide, og måske har hun glemt det, fordi hun slet ikke kan huske, at hun har skrevet den!?)

Ved Kirsten Hammann godt, at hun har skrevet Bannister?

"Poetik"-delen i Bruger De ord i kaffen?. 1997, handler (desperat) om hendes desperation over ikke at kunne lade være med at skrive vera winkelvir-agtigt om vera winkelvir fra romanen af samme titel, 1993.  Men hun har jo på udgivelsestidspunktet faktisk udgivet Bannister, 1997 - hvis eget nedskrivningstidspunkt selvfølgelig godt kan være efter poetikkens nedskrivningstidspunkt, men desperationen kommer jo unægtelig til at virke mindre uhjælpelig: det lykedes faktisk at nå videre fra vinkeelvirheden. "Roman"-delen er (kedeligere) en skematisk, prædikende historie om en forfatter i skrivekrise og i krig med den realistiske poetik, men igen: på det reale plan er skrivekrisen overstået og krigen vundet, med Bannister! Det er som om, at forfatteren faktisk ikke ved, at hun har skrevet dette mester- og hovedværk. Fra smørhullet var en storslået celebrering og undergravning af realismen i form af en momumentalt seriel klummisme, der - som jeg beskriver det i dagens anmeldelse - i de næste bøger, Svend Åge Madsen-idyllen En dråbe i havet, 2008, mega-rom-com'en Se på mig og nu den bedrøvelige "ægteskabsthriller" Alene hjemme er trivialiseret (her er det ord på plads, Stefan Kjerkegaard) til en kvik og grum, men alt andet lige helt ordinær, lineær og usprængt (kan hun heller ikke huske Søren- og Mette-begyndelsen på Fra smørhullet?) realisme, nøjagtig, på alle grundlæggende ledder, som enhver elendig kriminalroman. MEN HUN HAR TIL STADIGHED OG I AL EVIGHED SKREVET BANNISTER, DER ER ET TOTAL ORIGINALT ROMANKUNSTVÆRK: EN INDERLIG HALLUCINATORISK, SORT HUMORISTISK ALLEGORI, DER IKKE LIGNER NOGET ANDET I DANSK/INTERNATIONAL LITTERATUR, OG SOM HUN IKKE SIDEN HAR GJORT KUNSTNERISK MINE TIL AT SKRIVE VIDERE FRA, HVIS HUN ALTSÅ OVERHOVEDET VED, HUN HAR SKREVET DEN!?

Fra side 18-19. Bannister giver Ramona hendes første køretime (sammenlign med den gode slette, satiriske sex i Alene hjemme):

Koblingspunktet er vigtigt. Når Bannister bevæger sig og ud med voldsom kraft, skal Ramona overgive sig og slippe pedalen lidt efter lidt. På den måde forplanter hans bevægelser sig til hende, og hun kan begynde at gå den nye verden i møde.
  Men Ramona kan slet ikke kontrollere det. Hun rejser sig pludselig, så går alting i stå, og hun slår panden mod ruden ud til haven.
  - Kom herhen igen, siger Bannister.
  Ramona går tilbage til sengen og lader Bannister starte forfra. Stemplerne gungrer, og hun skal bare glide bagud med en millimeter ad gangen, så motoren får fat. Det er koblingspunktet, og det gør ubeskriveligt ondt at ramme det, men det vil blive lettere med tiden.
  - Er du klar? spørger Bannister.
  Ja, savrer Ramona.
  - Godt, så kører vi.
  Bannister speeder op og ramona vil gerne med på turen. Hun lukker øjnene i dybeste koncentration og slipper pedalen uendeligt langsomt. Og så kommer dét, man ikke kan blive fortalt, men er nødt til at opleve selv: "Det kan mærkes som en svag bevægelse i bilen, og det kan høres på, at motorlyden bliver dybere."
  Wrrum! Svinghjulene griber ind i hinanden og Ramona flytter fødderne, så Banniste rkan trykke speederen helt i bund. På den måde føres hans kraft videre til hende, og hans bevægelser ind og og ud ændres til en roterende bevægelse, der driver hende fremad.
  - Kom så, hurtigere! Du skal køre hurtigere! råber han.
  Bannister pisker hende fremad. han forbyder hende at stå stille og betragte det, hun har mistet.
  "Det hun har mistet". det står på et vejskilt, men de suser så hurtigt forbi, at Ramona ikke kan nå at få drejet af og se, hvad der gemmer sig bag disse ord. det er en form for hukommelsestab at køre så stærkt i en åben sportsvogn med en ny mad ved sin side. Bannister lægger hånden på hendes lår og siger, at hun skal glæde sig til middagen.
  - Jeg har bestilt bord til klokken 20, siger han.

torsdag den 26. februar 2015

Kirsten Hammann bliver ved at kritisere sin 2015-bog tilbage i 2001

i "roman"-delen af Bruger De ord i kaffen nemlig, som jeg citerer fra til slut i min egen kritiske anmeldelse af hendes nye roman i WA (og jeg sad lige i kystbanetoget og læste en 30 sider ind i geniale Bannister, der vitalt hele tiden bryder sammen) med Kenzaburo Oes En privat sag, som profetisk stand in:

Jeg henter den ene bog efter den anden ned fra bogreolen og læser spredt i dem. personerne taler sammen eller går alene rundt fra sted til sted og formulerer i tankerne, hvad de oplever.
  - Hvorfor kan du ikke bare gøre det samme? spørger Ingvarsen. Lidt ligesom Oe gør. det er sådan en god bog.
  Invarsen mener "En privat sag" af Kenzaburo Oe. Den kan vi rigtig godt lide. Hovedpersonen, Bird, er ulykkelig, fordi hans nyfødte barn er vanskabt. På de første 50 sider får vi præsenteret hans kone, hans arbejde, svigerforældrene, en elskerinde og et alkoholproblem.
  Jeg ville aldrig skrive sådan en historie. Jeg ville ikke opdigte 10 personer og sætte dem i relation til hinanden og alde dem leve et liv. Jeg ville kun kende den del af hovedpersonen og hans omgangskreds, der handler om at hans barn er førdt med hjernebrok og skal dø om 1-2 dage.
  - Der er meget mere end det, siger Ingvarsen.
  - Selvfølgelig er der det, siger jeg. - Men hvordan kan en fortæller gå gennem en lang, lang histoire uden at gøre sig selv og fortællingen til en del af hovedpersonen? Hvordan kan Oe følges med Bird på 218 sider uden at smadre kronologien og være tro mopd den rystende historie, han fortæller? HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
  - Hvad med at stille dig på en stol og råbe det én gang mere, siger Ingavrsen. - Vi kunne næsten ikke høre dig.
  Jeg burde ikke alde mig provokere, men jeg kravler op på skrivebordet og gør det igen. Så er der også chance for at, at Stilling får skrevet det med store bogstaver.
  - HVORFOR BRYDER TEKSTEN IKKE SAMMEN MED HOVEDPERSONEN?
  - Tak, siger Ingvarsen - Var der mere?
  - Ja, hvorfor bliver fortælleren stående udenfor og kigger på?
  - Det gør han heller ikke. Han går ind og lever med Bird.
  - Ja, han giver ham sig selv, trækker på sig selv. Og han går ind i Birds hoved, læser hans tanker, mærker hans kropstemperatur, han begær, hans opkastninger. Det er utrolig flot og gribende.
  - Hvad er problemet så?
  - At det stadig er dette "udefra". selve fortællingen har ikke feber og kaster op og lander på gaden. Hvis jeg skulle om en mand, der skal se sit barn dø inde for to dage og som i øvrigt føler sit liv meningsløst, så ville jeg aldrig gøre det så smukt og sammenhængende og udtømmende. Blot det at skrive i datid (Alene hjemme er skrevet i nutid, dog! LB). Ingen oplevelse som man ser tilbage på, indeholder dette væld af detaljer og lange dialoger i kronologisk rækkefølge.
(...)
- Jeg er da nødt til at tale om det ufattelige fænomen en bog er! Det er fuldstændig ubegribeligt, at man som læser kan være med i en historie, der foregår på nogle papirark. man kan blive venner med nogle bogstaver og huske dem resten af sit liv. Det fantastisk, mirakuløst. En episk roman er en ubeskrivelig smuk og god opfindelse, men stadig en opfindelse. Ingen mennesker lever og reflekterer og bliver forstået som dem i en bog. de mindes og efterrrationaliserer, de danner metaforer og sammenhænge, de står midt i det dramatiske øjeblik og husker en masse godt baggrundsstof til læserne. Løgn er det.
  - Der er forskel på tanker i hovedet og tanker på papir. Forskel på liv og bog.
  - Ja, men hvorfor kan de ikke ligne hinanden mere? Hvorfor er en roman pr. definition den ordnede virkelighed? Hvorfor går Oe ikke i opløsning med sin person? hvad er det for en natur, denne roman, at den kan gøre en mands ulykke så perfekt i bogform? Hvordan har Oe og hans tekst overskud og vilje til at vække Bird om morgenen og få ham op ad trapperne til sit arbejde?
(...)
Men hvordan kan man mene, at alle romaner og noveller skal handle om vores fælles virkelighed? Hvorfor er Inger nede fra fabrikken på Falster mere interessant end sprogets møde med hende? Hvorfor skal hun ses gennem klart glas? Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?
 Hvorfor er ralisterne ikke lykkelige for, at der er nogen der skriver "surrealistisk" eler "upræcist" eller "usandsynligt". Så er de jo fri for at gøre det selv.

- nemlig! og det er jo dig der burde gøre det til stadighed, KH! kh

Feministisk selvkritik

For at afsløre det eventuelle hykleri i min forargelse over kønningen i Politiken-artiklen om 90'er-generationen har jeg bladret febrilsk i min tykke generationsmonografi Generationsmaskinen fra 2004 og det er altså ikke meget, jeg kønner dér. Min top 12-elite-kanon for den regelrette 90'er-generation (oplistet på bagsiden) er:

Naja Marie Aidt, Solvej Balle, Christian Dorph, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Mere Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Lene Henningsen, Line Knutzon, Lone Munksgaard Nielsen og Jokum Rohde.

10 kvinder og 2 mænd.

Men først og kun på 159 er kvindedominansen en pointe i sig selv:

Den eneste litteraturhistorie, halvfemsergenerationen foreløbig har skulle optræde i, er skægt nok Nordisk Kvindelitteraturhistoire. Hvilket er helt rimeligt, når man betænker sig, at med halvfemsergenerationen er kvindelige digtere ikke bare med i generationens første række, de dominerer den faktisk suverænt. Et faktum, som kvindelitteraturhistorien imidlertid ikke selv er rigtig opmærksom på, dertil er den alt for optaget af at riste runer for minderige medsøstre fra hellige halvfjerdsere.

På side 87 gør jeg (forsigtigt) en pointe ud af Hammans og Guldagers opgør med det traditionelle kvindelige eller "kvindelige"digterjeg:

Man kan måske godt driste sig til at bemærke, at det med de frememste vitalister er første gang, kvindelige skribenter taler attitudehumoristisk om misererne, med fængende falskspil. Pia Juul fra generationen før er den eneste anden undtagelse, der så vel så også først for allernyligst har forladt ambivalensen og er sprunget ud i fuld figur som sine digtes bedrageriske hovedrolleindehaverske. . Man kunne også nævne de tidlige halvfjerdseres Kirsten Thorup, og så alligevel ikkew, hendes tekster er de grader for blanke og lukkede glansbilledverdener (i bedste forstand). Kvinder har skullet tale mystisk, skønt, oprigtigt, alvorligt, personligt, mytisk (den figur går også de encyklopædiske damer skævt ind på med deres kølige manøvrer, men dog med alvoren og en hel del af mystikke og mytikken intakt). Vitalisterne har snarere lært af Højholts Gitte end af Pia Tafdrups Pia eller for den sags skyld Vita Andersens Vita. De laver numre, skamløst og samvittighedsløst, numre der binder. .

På side 57 skriver jeg som konklusion på en omgang omstændelig statistik:

"En konsensus-udgave af alt dette listeri og tidens og mediernes almindelige åndssvaghed ville blive den absolutte superpigegruppe Solvej Balle, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Christina hesselholdt.

Lille fy for det.

Så vendte jeg mig mod mine anmeldelser/artikler 2004-2015, der ligger her på min computer, og søgte først på "90'er-kvinder" og så "90'er-damer" og fik desværre hele 4 hits på "90'er-piger":

I en Simon Grotrian-anmeldelse, der gør et nummer ud af, at han er indstillet til Statens Kunstfonds livsavarige hæderslegat ("Også Christina Hesselholdt er fortjent indstillet til det livsvarige, og det bringer antallet af livsvarige forfattere født i ’60’erne op på hele fem: Naja Marie Aidt, Thomas Boberg, Grotrian, Hesselholdt og Pia Juul. Så mangler vi lige Niels Frank og resten af 90’er-pigerne, Balle, Guldager, Hammann, Helle 1, Helle 2, Henningsen, Munksgaard (og af ældre engle bl.a. Viggo Madsen og T.S. Høeg), før vi kommer til Ursula Andkjær, som godt kan vente lidt."), i en anmeldelse af et rim&remse-bind af Strid (""
-->det er dem, der slår sig mest skævt, egensindigt i tøjret i forhold til den massivt hjemsøgende, men jo absolut godartede Halfdan-tradition, som Strid aldrig helt frigør sig fra (til forskel fra 90’er-pigerne Kirsten Hammann og Helle Helle og ikke så mange andre)"), i en samle-børneboganmeldelse (" --> (alle de lidt ældre 90’er-piger, undtagen Solvej Balle!, skriver børnebøger nu)") og i en litteraturhistorie-anmeldelse (" --> Handesten deler ”prosaen” i to, ”Korte former” = 90’er-pigerne Balle, Hammann, Heller, Hesselholdt, Guldager, og ”Samtidsbilleder” = de problematiske og uproblematiske ”realister” Sonnergaard, Q. Holm, H.V. Holst, Jessen, Boberg, Beck-Nielsen, Llambías, Weitze.").
Den kønnet patroniserende samlebetegnelse burde jeg holde mig for god til. Stort fy! Never again! 

Min mest forbryderiske tekst fandt jeg imidlertid ved at søge på "90'er-mænd" (selvfølgelig ingen hits på 90'er-drenge"), der hittede på den 4-5 år gamle kommentar "Minimalistisk mandighed", underrubrik: "90'er-generationen har brug for noget manderådgivning, herrerne farer forvildet rundt i kvindernes succesfulde slagskygge", der er idiotisk kønnet hele vejen igennem, og det hjælper ikke, at det er mændene og ikke kvinderne, der patroniseres, det idiotiske er opdelingen i køn, som ikke giver nogen som helst form for kritisk mening, indefra eller udefra. Sådan begynder idiotien (og det lyder flere steder betænkeligt meget som en afskrift af i gårs Politiken-artikel, indrømmet!):


Bortset fra at der ikke er noget, der hedder Forfatterskolelitteratur, har Forfatterskolelitteraturen SEJRET, på både kritiker- og bestsellerlisterne. Den mest solgte bog i DK lige nu er Helle Helles kompromisløst kompakte og poetiske roman Dette burde skrives i nutid; Kritikerprisen (tidligere modtagere: Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Naja Marie Aidt) 2011 gik til Christina Hesselholdt for hendes på sin helt anden, vidtløftige led kompromisløse fortællekreds Camilla – og resten af selskabet. Nordisk Råds Litteraturpris 2007 gik til Naja Marie Aidt for hendes på sin tredje, brutale led kompromisløse novellesamling Bavian. Eller rettere: De kvindelige, nogen-og-fyrreårige, helt eller halvt prosaiske medlemmer af 90’ergenerationen, der også er den første Forfatterskolegeneration. har vundet DET HELE, herunder kanon og litteraturhistorien.
  Men hvad med 90’er-mændene? Ja, de farer rundt i og udenfor manegen, desperat og forvildet og ustadigt og mere eller mindre kvalificeret. Ved Den Blå Ports jubilæumsarrangement 24. marts kunne man opleve to bud på en 90’er-mandlig kunstnerisk praksis anno 2011. Første bud var Janus Kodals såkaldte happening ”Vand på en gås”, hvor han iført et kostume fra sin 13 år gamle (bedste) bog, Fyrsten Zibebes bekendelse, hældte vand på det eneste medlem af aftenens kritikerpanel, der havde anmeldt hans seneste bog. Andet bud var Niels Lyngsøs performance af en håndfuld rap-numre fra den cd, sigdetvidere, han har udsendt under kunstnernavnet Stemmejernet, og som foreløbig kun er blevet anmeldt (rimelig skidt) af musikanmeldere.

Og sådan, fuldt ynkeligt, slutter idiotien (med en cykelmetafor i stedet for en løbemetafor, det er ikke bedre): 


Det er svært at udtale sig om, hvorvidt kvindernes massive profilering og flid og konsekvens har betydet noget for mændenes flaksende rådvildhed og flugtforsøg, men det vil ikke være hverken uforståeligt eller urimeligt, hvis der har været en effekt; 90’er-generationen er immervæk den første generation i litteraturhistorien, hvor kvinderne fra første færd tog teten og uden at blinke har fastholdt og forstærket førerpositionen; selv når de i nærværende generationskritikers øjne er kommet på afveje, som nu bare fx K.M. Guldager, er de ikke til at holde nede!
  Og det kan da sagtens føles uretfærdigt, at de bare hjuler sejrssikkert af sted, kvinderne, når man, som også er MIG, LB, med uldne mellemrum bakser rundt med sine små, insisterende mumlerier. Måske faktisk føles det endnu mere uretfærdigt, når det faktisk ER retfærdigt, når de ustandseligt vinder både enkeltstarter og bjergetaper.
  Kunne de ikke være blevet ved festsangene (som Lyngsø nu har taget op) langt, langt borte i provinsen, som den cyklende hovedperson i bestselleren Dette burde skrives i nutid: ”Jeg kørte med en konfirmationssang inde i hovedet, jeg afprøvede forskellige rim på ordet hestepige, bedste pige, næste pige.”

STORT, TVETULLET UNDSKYLD!

90'erne sent og dumt kønnet

i Politiken-artiklen dér. Der opretter en gruppe på 6 kvindelige 90'er-digtere, grimt, grimt kaldet "kvindeforfattere "i underrubrikken:

Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Pia Juul

Pia Juul hører selvfølgelig ikke hjemme her, hun debuterede i 1985 og knyttede sig til (/ blev knyttet til) andre sen-80'er-digtere som Thomas Boberg, Niels Frank, Simon Grotrian, Juliane Preisler, Mortri Vizki (redigerede fx Den Blå Port med Frank og Vizki og Marianne Stidsen). I selve 90'erne var den sjette stærke 90'er-digter/prosaist Solvej Balle, pga, af frem for alt Ifølge loven, som hun nægtede at skrive videre fra, det blev i stedet til ultra-minimalsimer, kunstteori og moralsk slægsfortælling og kanonisk-journalistislk usynlighed.

Og dengang i 90'erne var det et så usynligt faktum, at generationens ikke bare stærkeste, men også synligste digtere var kvinder, at jeg flere gange følte, jeg måtte gøre opmærksom på det, simpelthen fordi det var et litterturhistorisk novum med et flertal af kvinde på center stage.

Der har været en træls kønning i gang et stykke tid, først og fremmest rettet mod Helle Helle, kulminerende i Jes Stein Pedersens monumentalt patroniserende Nordisk Råd-kommentar, der betegnede Helles seneste roman som "meget feminim". Og formeligt eksplodererende i generations-artiklen, hvor journalisten Anne-Bech Danielsen har fået tre ellers kloge litterater, Anne Marie Mai, Jo Helt Haarder, Stefan Kjerkegaard, klistret fast til sin limpind, der lige præcis er den primære, definerende kønning af grupperingen - = de mest succesfulde, finlitterære forfattere, født 1962-1966 (og hvorfor er Ida Jessen egentlig ikke taget med i stedet for eller ved siden af Pia Juul, hun har lige så lidt som Naja Aidt (og Juul) gået på Forfatterskolen?) - OG, endnu værre, af form og indhold i deres bøger. Litterat-trioen siger udmærket kloge ting, men fordi de accepterer at sidde fast på den kønnede limpind, kommer de hele tiden til at sige pænt åndssavge ting også; har Helt Haarder virkelig taget ordet "kvindeprosaist" i sin mund? jeg kvier mig ved at tro det:

De står for en række stilistisk gennemarbejdede bøger med meget stærk fortællekraft og med det til fælles, at de trods modet til at eksperimentere med former og formater har formået at fange brede læserskarer«, siger ph. d. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet Stefan Kjerkegaard.
En anden litterat, lektor og ph. d. i litteratur ved Syddansk Universitet Jon Helt Haarder, taler om »en falanks af skarpe, højtprofilerede, æstetiske kvindeprosaister« og tøver ikke med at sammenligne generationens betydning for litteraturen med den, prominente forfattere som Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Ivan Malinowski viste sig at få. Og hovedredaktøren bag en ny nordisk kvindelitteraturhistorie under udarbejdelse, professor i litteratur Anne-Marie Mai, er overbevist om, at de stærke nutidskvinder vil stå distancen, også når fremtidens litteraturhistorier skal skrives: »De her forfattere er simpelthen med til at forny skildringen af liv, køn, krop og seksualitet«, siger professoren.

Hvad i alverden er "fortællekraft" og hvordan passer det på NOGEN af forfatterne?  Det er vel kun Guldager sit sene forfatterskab, og Merete Pryds Helle, i sine mursten og krimier, der efterstræber en eller anden form for gammeldags, plotdrevet narrativt drive (og ja, ok, så fucker Juul med krimien i Mordet på Halland). Og hvad vil det sige, at kvindeprosaisterne er "æstetiske? At de er formbevidste og skriver godt? De et er og gør alle gode forfattere, Det ser ud som om, Mai ikke selv har brugt ordet "nutidskvinder", et endnu slemmere (og grimmere) ord end "kvindeprosaister" og "kvindeforfattere", men limpinden klæber tæt til fornyelsen af "skildringen af liv, køn, krop og seksualitet", og så meget fylder tematisering af køn, krop, seksualitet heller ikke i de seks forfatterskaber, og hvert fald fylder det helt vildt forskelligt på helt vildt forskellige måder. Den kønnede limpinds enkle lighedsmageri - de er alle kvinder! duh! - snyder/hjælper journalist og litterater til at tro/foregøgle, at de syv forfattere på alle andre ledder ligner hinanden lige så enkelt, og det gør de ikke - og til at tro/foregøgle, at de nemme og falske ligheder er kønnede ligheder. De komplekse og forskelligartede udviklingsfigurer i forfatterskaberne tages der så godt som ingen hensyn til. Jeg citerer videre:

Forfatterne skriver, som Anne-Marie Mai understreger, med hver sin »særlige, personlige stemme«. Men de har klangbund til fælles. »De fortæller alle om nutidens mennesker. Samfundet spiller en rolle, men der er fokus på det liv, vi lever med hinanden i familierne«, siger hun. »Samtidig foregår mange af fortællingerne i en nær fortid, som mange husker, og litteraturen har appel til os, når den tilbyder en fortolkning af noget, vi har tumlet med og kender fra vores eget liv. Den slags går rent ind hos måske især de kvindelige læsegrupper rundt om i landet«. Stefan Kjerkegaard, der har specialiseret sig i succesforfatterne som underviser ved Aarhus Universitet, har bemærket, at »middelklassens familier fylder meget«. »Og så handler det ofte om lille mig i en stor, globaliseret og uoverskuelig verden. Temaerne er genkendelige og ofte ret banale, men de behandles på en kunstnerisk interessant måde«, siger han. »Det er på ingen måde triviallitteratur, men forfatterne fastholder trivielle emner, og det appellerer til den brede læserskare«.

Altså, du kan jo selv være triviel, Stefan, når du reducerer så massivt - hvem andre end Hammann skriver EGENTLIG om lille mig i stor, globaliseret verden (ok, måske også Guldager, i en slægtsromanvinkling (plus Afrikaerne tidligere i forfatterskabet, men hov, nu bliver det kompliceret))? Og hvad betyder trivielle emner? Er skriftlighedens fødsel hos Pryds Helle et trivielt emne? Den fede, litterære kønskliché, der som billig chokolade smelter ned over limpinden, er selvfølgelig denne: Det er kvindeligt (eller med Jes Stein: feminint) at skrive om det nære, hverdagslige, familiære, og må vi da alle sammen være fri for den nedsmeltning: 

Med en undtagelse som Helle Helle, der søger ud i provinsen og kredser om underklassens eksistenser, noterer også Jon Helt Haarder, der både som underviser i dansk på Syddansk Universitet og som anmelder ved Jyllands-Posten har læst sig ind på forfatterne, et højt fokus på middelklassens familieliv. »I norsk litteratur havde man i 1990' erne en stærk tendens, som blev kaldt uro i reden. Det handlede om familiestrukturens forvitring, og det kan være, at det er den tendens, vi også ser her. Merete Pryds Helle har tidligere skrevet meget drastiske fortællinger om livet i familierne, og Guldager er i gang med at skrive hele familieinstitutionen igennem over et meget langt stræk«. Ikke mindst hos Helle Helle og Kirsten Hammann er den usikre, utjekkede kvinde en gennemgående karakter, vurderer Jon Helt Haarder, og han ser et paradoks gå igen: »Der er en modsætning mellem de her forfjamskede kvinder, der går til globryllup og forstiller sig og ikke ved, hvad fanden de vil med livet - som så fortælles af kvindelige forfattere, som i den grad ved, hvad de vil med deres historier«.

Hvad hvis nu hvis det bare er forfjamskede mennesker? Og igen, igen kommer jeg til at tænke: Hvor ligner de faktisk hinanden meget mindre end de ligner hinanden, forfatterne, og hvor er de også forskellige fra sig selv. Nå, men nu kommer vi til formen, hvad mon forener her, fra Hesselholdt over Juul til Helle?

Forfatterne har ikke bare tematik, men også til en vis grad form og genre til fælles. Stefan Kjerkegaard lægger vægt på, at 90' er-kvinderne et langt stykke ad vejen har holdt fast i prosaformen og den rene fiktion. Et fællestræk er den fængende historie og ofte korte, stærke, stilsikre tekster, der er »gennemarbejdet ned i hver eneste sætning«. »Hvor mange mænd fra 90' erne har holdt ved poesien, har flere af de her kvinder skrevet prosa, og det appellerer til et bredere publikum. Desuden fastholder de i høj grad den rene fiktion«, siger litteraten.»Nogle af dem har flirtet med det selvbiografiske, men det er snarere deres mandlige kolleger, der har excelleret i det. Kvinderne har haft vægt på fiktionen, fortællingen og det, litteraturen traditionelt set kan, og det er ikke ment nedladende, for de har leget med bare at gøre det endnu bedre«. Kvinderne lægger sig »i slipstrømmen på den meget markante 80' er-generation« af digtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup. »80' er-litteraturen var kendetegnet af en meget høj æstetik, og man skrev poetikker og holdt den fane højt. De her kvinder har villet gøre noget andet«. Og 90' er-generationen har en høj standing i det litterære establishment, siger litteraturforsker Jon Helt Haarder, som også noterer sig noget andet bemærkelsesværdigt: Generationen er i høj grad rundet af forfatterskolen.»De har ikke taget afsæt i det brede kredsløb og har ikke skrevet krimier. De lægger sig tæt op ad litterære eksperimenter, og en del af dem har stået i skole hos Poul Borum (tidligere leder af Forfatterskolen, red.) og lært om litteraturen som en form for grundforskning«. Også Haarder hæfter sig ved de kondenserede, »små, hårde firkanter af tekster«, som engang fik anmelderen Lars Bukdahl til at skrive om Ritter Sport-generationen. Og så er det karakteristisk, at skribenterne balancerer på kanten af det, der på den ene side er »mainstream nok til, at det er til at gå til« og på den anden side har kant. Som når Helle Helle på en gang er minimalistisk og fylder op i den store, danske bogreol.

Hvad angår det autofiktive, hvad fanden så med Hesselholdts Camilla-kredse? Pryds Helle har udgivet en decideret mailsamling, og Aidt & co.'s Fri flet, og onklerne i Avuncular (og hvilke mænd fra generationen har "excelleret"? ud over evige Nielsen?)? Det er så vrøvlet og atter vrøvlet: "Fængende historie"? Helle, Hesselholdt? "Korte tekster"? Både Hammann og Pryds har skrevet mursten på + 400 sider. "Prosa"? Aidt og Juul er 50/50 prosaister og lyrikere. "Den rene fiktion"? Juul og Hesselholdt hybridiserer for vildt. Og lige før var generationen æstetisk, nu vil de noget andet end den høje æstetik? De har ikke skrevet krimier! Nej, det er der fandeme mange, der ikke har! Og som sagt i blogposten nedenfor: Ritter Sport-firkanterne blev forladt af så godt som alle i forrige årtusind. I alt fra syntaks til tone er de seks blevet mere og mere forskellige, især måske dem, der havde væsentlige karaktertræk til fælles til en start (= tilhørte samme undergruppe i Generationsmaskinen), som fx Hammann/ Guldager og Pryds/Hesselholdt. Jeg kan slet ikke udstå det intimiderende i formlen: eksperimenterende, men "mainstream nok til, at det er til at gå til", som om værkerne er spekuleret frem til den perfekte mellemting eller mellemvare - og her er der også bare stor forskel på Helles og Hammans og delvist Aidts reelle popularitet og Juuls og Hesselholdts stærk relative kendthed, med umulige Pryds et omkringvæltende sted midt i mellem: hvis det er noget hendes forfatterskab ikke, så er det sikkert, herligt nok (det samme gælder den pædagogiske popularitet (der omtales længere nede, men nu gider jeg ikke sakse mere) hvor Juul, fordi hun har skrevet noveller, overhaler Hammann). Og igennem det hele atter og atter kvindificereingen; 90'er-kvinderne, de her kvinder, kvinderne, de her kvinder - det er så komplet meningsløst.

Stort, mandigt kritikersuk!

onsdag den 25. februar 2015

Slik/snack-generationsnavne der ikke er slået an

(tidligt i i dagens Politiken-artikel om kvindelige 90'er-digtere misbruges for 117.000. gang mit kælenavn Ritter Sport-generationen:

Vi taler om 90' er-generationen af kvindelige forfattere eller Ritter Sport-generationen, som en anmelder engang kaldte dem på grund af deres små, stærke, komprimerede tekstformater.

Men der har aldrig været noget kønnet ved den betegnelse - flere mandlige 90'er-digtere var mindst lige så firkantede som de kvindelige (der langt fra var firkantede alle sammen), Christian Dorph, Morten Søndergaard (i Ubestemmelsessteder), Carsten René Nielsen - og under alle omstændigheder ophørte firkantetheden, punkterede, blev rund eller fem-, seks-, syvkantet ved 90'ernes slutning (helt præcist: 1998))

Slik/snack-navne til generationerne efter Ritter Sport-generationen, der ikke er slået an:

Chokofant-generationen

Barbecue Chips-generationen

Snørebånds-generationen

Hubba Bubba-generationen

Kinder Æg-generationen

Bide-halsbånd (hvad hedder sådan et)-generationen

Popcorn (med smag)-generationen

Bland selv-generationen

Lakrids (i alting)-generationen

KVINDERNE LØBER MED DET HELE!

Overskrift på Jes Stein  Peersens mandigt sukkende Politiken-kommentar til indstillingerne til Nordisk Råds Litteraturpris den anden dag:

Kommentar: Kvinderne løb med de nordiske litteraturnomineringer

- overskrift på netudgaven af dagens håbløst kønnede Politiken-artikel om  90'er-generationen af "kvindeforfattere" (sakset af Christian Yde Frostholm på FB):


 

 - tænker, at Politiken må synes, at danske kvindelige forfattere er selvskrevne til at vinde dette her:  

OdenseAarhusKøbenhavnAalborgFredericia
ALT for damerne løbet 2015
Så er tilmeldingen startet til Danmarks største kvindeløb
Tilmeld dig nu og få en specialdesignet løbe T-shirt, en flot taske, ALT for damerne, ½ liter vand samt overraskelser fra vores sponsorer til en samlet værdi af over 500 kr.
* Ved tilmelding før 30. april 2015 er prisen 195 kr. Herefter stiger prisen til 235 kr. Der tillægges gebyr på kr. 19,95 ved betaling.
  • Stor løbsplads med boder og aktiviteter.
  • Chefredaktør Tina Nikolaisen byder velkommen.
  • Chris MacDonald giver en peptalk.*
  • Der er fælles opvarmning med fitnessekspert Anne Bech.
  • Der er mange flotte præmier fra vores sponsorer.
  • Efter løbet er der mulighed for picnic og shopping.
  • Der er mulighed for firma- og holdtilmelding.
Eksklusive tilbud til dig ...

tirsdag den 24. februar 2015

Johannes-top 5

Johanneser, der har / har haft indflydelse på mit liv

1. Johannes Baun, redaktør for Weekendavisen Bøger

2. Johannes L. Madsen, afdød mesterdigter

3. Johannes Riis, litterær direktør for Gyldendal

4, Johannes H. Christensen, filmanmelder på JP, min fars gamle ven, der med sit filmmedarbejderforeningsmedlemskort, der skaffer adgang til alle biografforestillinger for to personer, fik mig til at drømme om at blive anmelder

5. Johannes Møllehave, også min fars gamle ven - og Johannes Møllehave jo

- boblere: Johannes Ewald og Johannes V. Jensen, i den rækkefølge

Taberforlaget imploderer som aldrig før

Lindhardt & Ringhof, som jeg engang, da de stoppede en digtbog, der var på vej til trykkeriet, kaldte for et taberforlag, og som hele tiden synes at relancere sig selv, senest med ansættelsen af den temmelig seje Gyldendalredaktør Lene Wissing, og hele tiden uden held, har atter undergået sig selv:

De udgiver i foråret 2015

1

ny, dansk skønlitterær bog, denne:

Lone Theils:
Pigerne fra englandsbåden

To danske piger forsvinder sporløst på englandsbåden i 1985. Årtier senere dukker et foto af dem op i en kuffert hos en antikvitetshandler i kystbyen Brine. Den danske journalist Nora Sand, som arbejder for bladet Globalt i London, rodes tilfældigt ind i en gammel sag med en engelsk massemorder, der afsoner livstid i det berygtede fængsel Wolf Hall. De bestialske mord viser sig at trække spor tilbage til Danmark, og snart frygter Nora for sit eget liv. Lone Theils er dansk korrespondent for bl.a. Politiken og bor i London. Pigerne fra englandsbåden er hendes debut.
Udkommer 20. marts 2015. 352 sider. 249,95 kr.

 

L & R holder af at kalde sig Danamrks næststørste forlag, men lige nu er de Danmarks mindste forlag for dansk skønlitteratur; både Antipyrine og Kroinstork har allerede udgivet flere bøger. Gyldendal udgiver i foråret 18 nye, danske skønlitterære titler.  

(og så kan man sgu godt forstå, at Johannes Riis bliver lidt knotten i en politken.dk-artikel i dag, hvor det problematiseres, at Gyldendals både sælger og udgiver flest bøger (og måske også får de bedste manuskripter først): »Vi har akkurat lige så mange debutanter og udgiver akkurat lige så mange digtsamlinger, som for 10-15 år siden – ikke mindre end 13 digtsamlinger sidste år. Der er ikke tale om, at vi har nedprioriteret den smalle litteratur. Jeg kan ikke med min bedste vilje forstå, at der skulle være noget skamfuldt i at udgive gode bøger, der sælger godt – slet ikke for et forlag som Gyldendal«)

Inde på hjemmesiden har L&R oplistet en uimponerende praleliste:

Leif Davidsen, Jens Christian Grøndahl, Anne Marie Løn, Benn Q. Holm, Jørn Riel, Knud Romer, Johannes Møllehave, Stig Dalager, Preben Mørkbak, Vagn Lundbye, Peter Poulsen, Michael Katz Krefeld, Gretelise Holm, Iselin C. Hermann, Kathrine Assels, Karl Ove Knausgård, Linda Boström Knausgård, Linn Ullmann, Herbjørg Wassmo, John Irving, Fay Weldon, Carlos Ruiz Zafon, Ernest Hemmingway, Mikael Niemi, Nick Hornby, S.J. Watson, Bernard Cornwell, John Grisham, Kate Atkinson, Margaret Atwood, Saint-Exupéry, Claus Meyer, Mette Blomsterberg, Adam og James Price, Miriam og Jan Glæsel, Louise Lorang, Jens Andersen, Ulrik Wilbek, Martin Lindstrom, Jamie Oliver, Gordon Ramsay, Chad Robertson, Antony Beevor, Ian Kershaw, Bill Clinton, Barack Obama, Halfan Rasmussen, H.C. Andersen, Peter Madsen, Cecilie Eken, Mette Finderup, Anders Morgenthaler, Kim Fupz Aakeson, Dina Gellert, Katrine Hauch-Fausbøll, Hr. Skæg, Pixi, Rasmus Klump, Svend Nordqvist, Margaret & H.A. Rey, Tove Jansson, Stephenie Meyer, Christopher Paolini og Rick Riordan.

Katrine Guldager, der er gået til Politiken, har de fjernet (men måske er listen så gammel, at hun aldrig er blevet tilføjet: Hassan Preisler - L&R's eneste betydelige fund i 10 år - glimrer blændende ved sit fravær), men ikke Grøndahl, der er tilbage på Gyldendal, og Møllehave er da vist måske også (blevet) forduftet, og Jens Andersen var kun på dronningebesøg, og hvad med Merete Pryds Helle, er hun der stadigvæk, ved hun det selv? Så er der de døde, forkert stavede Hemingway og Saint-Exupéry, Halfdan (uden d) og HCA, og fiktionspersonen og serienavnet, Rasmus Klump og Pixi. 

(Du har med én hånd, den højre, tastet et forslag til en ny Pixibog, der måske kan få lov til at udkomme til efteråret; illustratorforslag: Hilma af Klint:

tysser på ormene der ormer sig alt for højlydt I DINE INDRE ORGANER væm dig i det skær af hyperborn babygirl for evigt indtaget i det der dæmrer for en orm og om jeg selv skal sige det - jeg hvisker det i den sovendes øre: at sol ikke står op uden at jeg har påbudt den det morgenbebuderhverv klart nok og i sigte ikke engang en sjælden tøjte på udkig efter stråler at bade sit kridhvide legeme i, læberne der hænger på grene og som er aflagte kys, kan jeg lige klare at samle dem i min kurv, jeg vandrer bort og går med tøjten ind i lyshavet, anemonehavet, her hører vi til, her samler vi os, og i varmen fra de døde kys - vi slider os trætte med leg med bryster

)

Bare en flok navne (fra travløb i Charlottenlund i søndags)

Thea Stensbæk
Ocean
Ramous Crown
Terecia Fønix
Rapsodi
Pure Poison
Borups Majesty* (S)
Mylan Salløv
Magnus Tax
Pere Palema* (S

Mini* (S)
Torpedo W F (IT)
Vakse Viggo
Wish Me Luck
Turbo Soldal
Barbar Hornline (S)
Walkabout
Woody Simoni
Unbelievable S (S)
Champagne du
Nord* (S)
U Two
Temptation Garbo
 
Cassin Rozz (S)
Sweet Above
Sailfish* (S)
Jeff Regndal
Scott Salløv
Photo Night Star*
(S)
Connory Boko (S)
Rocket Hill
Power Blue Moon
Passion for Bambus
Soul Man Hal
 
Queen Naturell* (S)
Wayne Brogård
Minute Man P C*
(S)
Vega Simoni
Douglas Palema (S)
Veronica Derm
Vivi Ringhøj
Lookh Pixel* (S)
Ambitex Chining
 
Four Strong Winds
(S)
Bourbon Newport*
(NL)
Tian Bakkely
Arc de Triomphe
(NL)
Ståhlebos Dream*
(S)
Silke Dalimo
Running Again (S)
Shiraz
Ariel T Dream*
 
Rella
Rohan
Princess Svenstrup
Twin Peaks
Scott Laser
Tulle Ringhøj
Ravello Gt
Princess De Hess
Running On Faith
Regitze Gold
Ronja Park

I øvrigt ... DJ Romeo Pelle!

- fra Villabyerne klumme "I øvrigt ..." (grusomt med jobbetegnelsen midt i den gloriøse første sætning ...) - fundet af dig -

- er entertaineren Jokeren blevet hesteejer som parthaver i Romeo Pelle. Jokeren har to gange optrådt på scenen i Lunden, og han er også i spil til at underholde på derbydagen i år. Dansk travsport har tidligere haft glæde af, at kendte navne har haft interesse for travheste. Navnlig de danske fordboldeuropamestre fik foræret hesten To-Nul June som sidegevinst for den overraskende finalesejr  vover Tyskland. En anden "fodboldhest" var derbyfinalisten Dupont, som Peter Schmeichel var parthaver i.

mandag den 23. februar 2015

Tillykke til FORFATTEREN Jens Martin Eriksen

der gudhjælpeme fylder 60 i dag, og som de senere år har været kraftigt overskygget af debattøren JME, der altid er skrap og altid saglig - man kunne godt savne at han bare en gang imellem gik fra koncepterne, debattøren, og syrede hidsigt ud, men det er nok meget godt, at han ikke gør, hvis altså bare forfatteren JMEfår lov til ikke at blive helt væk. og heldigvis kommer det snart en ny roman, den første siden meta-mosntrummet Forfatteren forsvinder ind i sin roman, en af de tykkere bøger, der har været indstillet til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris - og ifølge Gyldendal, som Eriksen er tilbage hos, hedder romanen

Et hvidt reb til Philippe Déprez


meget fed titel, og har dette fuldt ud lovende plot (brune notesbøger er altid en god ting):

I sommeren 2002 forsvandt den engelske journalist og forfatter Philippe Deprez efter en kaotisk rejse i Kosovo og Albanien.
Ti år senere begynder hans ven, forfatteren til denne beretning, at rekonstruere de sidste uger af den efterforskning, Philippe Deprez havde fortalt ham, at han var i færd med at foretage, efter at hans veninde, den albanske fotograf Tereza Halili, var forsvundet efter et politiforhør.
Det eneste spor, Philippe Deprez havde at gå efter, var hendes brune notesbog om en reportagerejse til lokaliteter, som hun ikke selv kendte betydningen af. For at løse mysteriet måtte han derfor søge hjælp. Det blev en rejse, der ledte ham ind i et tusmørkeland mellem politiske konspirationer, uhyrlig kriminalitet og vestlig uvidenhed.
Forfatteren søger at afdække og beskrive Philippe Deprez’ motiver for at efterspore Tereza Halili og forstå, hvorfor der ikke var nogen vej tilbage for ham, da historien først var begyndt.

Jeg tillader mig at glæde mig.

På min strengt destillerede bogreol står der 3 bøger af Jens Martin (som jeg, da jeg var purung digterspire, syntes var den cooleste coole pga. hans slæbende, verdenskloge, ærkekøbenhavnske mæle (transformeret fra aalborgensisk - har jeg senere fundet ud af, men selv, hvis jeg vidste det dengang, have det ikke gjort min drengebeundring mindre), debutbogen Nani, 1985 (30 års jubilæum!), måske det eneste genuine stykke 80'er-prosa, Entusiatiske historier, 1987, måske den eneste genuine samling postmodernistiske noveller, og Forfatteren forsvinder ind i sin roman, der er en slags sequel til Frank Morris-historierne i Entusiastiske, den første af hvilke slutter eller "slutter" sådan her (Frank Morris er, som I ved, hovedpersonen i Postbuddet ringer to gange) - det er Eriksen som eksistentielt-skriptuelt intensest:

Frank Morris ligger nu bundet på guillotinens bænk, og som han tænker, fatalistisk, så har ikke engang sætningerne andre muligheder end at gå ad den logiske vej til enden. Men han kunne også blive liggende her i evigheder, lade verden stivne, lade folkene i fængselsgården stivne i verden af salt og sten. Men på denne vis ville verden også dø, og han selv med, for på denne måde ville han aldrig få andre muligheder i noget andet liv. Og derfor, tænker han, må handlingen føres til ende, ritualet må afsluttes så alle kan fortsætte og verden blive ved med at leve sit liv. Men ikke kun som offer tænker han det, for han ved, at med sin død har han sin eneste mulighed for at genopstå og elev endnu et liv i ulykkelig kærlighed- Og et liv i ulykkelig kærlighed er bedre end intet, når han lige at tænke som kniven kommer rasende ned over hans nakke, ja et ulykkeligt liv, og kniven der kommer rasende ned, gennemskærer først kødet ved hans barberede nakke, og siden går den ind til benet, gennemskærer det, og det sortner for Frank Morris' øjne, og han når lige, som et sidste glimt, at se himlen, og tænke, at han nu denne dag kunne være en anden, og i det næste øjeblik ryster hans fastsurrede krop på bænken i spasmer, og du af decapiterede krop vælter blodet ned over kniven og sætningerne, som er faldet i slag. Og hovedet, der triller ned i kurven foran kniven, tænker, som i en trance der ikke kan standses, at der må hvile en eller anden forbandelse over livet, at noget må være bestemt, og at ikke andre muligheder for kærligheden kunne være blevet givet. det er blevet sådan, fordi det fra den tidligste begyndelse har været en bestemmelse, og hovedet tænker igen på bladene, på bladene, som blæser ud over markerne, og natten og regnen og kulden, og det vidunderlige i at komme lige ind i verden og tage den som i en drøm, før livet blev til. Og uanset hvilke omveje han har søgt, så har alting været bestemt fra dette vidunderlige og forbandede øjeblik, fra hvor han trådte ind i verden. Og sætningerne må tages i opløbet, hvis historien nogensinde skal skrives om. Men friheden er umulig når hovedet at tænke, som det blinker med øjnene for sidste gang, og øjenlågene sitrer, overlæben fortrækker sig, og bøddelen tager hovedet op af kurven og smider det ned i sækkens mørke.

Mine egne mildere Kristian Ditlev-cirkler

Jeg undgår helst og som regel med held at omtale og karikere og håne forfattere og kritikere for deres udseende (påklædning er er et grænsetilfælde: Jens Christian Grøndahls charmeklud, Peter Høegs bondeskjorte, begge dele ligner, i mine øjne, bevidste poetologiske allegorier), men det kan selvfølgelig gå galt, og så fortryder jeg det bitterligt, og så får jeg retfærdigt nok ikke lov til at glemme det. Tilbage i 2006, da Kristian Ditlev Jensen havde skrevet en vældig (som sædvanlig eksempellløs) bandbulle mod mit anmelderi i Weekendavisen, svarede jeg ham fra mit sommerhus med en (hvad angår det hallucinatoriske helt ærlig) halvhallucinatorisk bevidsthedsstrøm, hvor KD's rundhed spillede en central billed-genererende rolle, og det burde jeg nok ikke have gjort, og Kristian blev i et gensvar pænt meget sur (vist mest over at jeg på uklar vis gjorde mig lystig over, at han skrev for Ud & Se - det burde jeg heller ikke have gjort), men han udstedte NB ikke en fatwa mod mig. Så vidt jeg kan læse, er det netop en tekst, der ikke orker at være polemisk og med en vis sløv desperation forsøger at agere poetisk i stedet. Men som Steve Martin plejede at sige: Excuuuuuuuuuuuuuuuuuse me! (jeg er startet med at rable om en ny bpog af Pia Juul, som jeg har drømt):

Og uden tvivl spiller drømte bøger af Pia Juul en meget, meget større rolle i ikke bare mit liv, men selve Nationens liv, end hvad som helst, Ud&Se-korrespondent Kristian Ditlev Jensen kan finde på at skrive i virkeligheden, herunder ikke mindst hans indlæg i sidste uges WA Bøger, »Dagen derpå«, der vistnok gik ud på, at mine anmeldelser er »en værre omgang pjat«, som redaktøren ugentligt burde give mig skæld ud for eller bare helt sætte en stopper for. Det indlæg har han skrevet et par gange før, og første gang for ca. tre år siden, da jeg var kommet til at give en lille bog om grøn te, søde kager og dybe haiku, som han havde skrevet, før han blev korrespondent for Ud&Se (måske som en ansøgning om at blive korrespondent for Ud&Se? og nej, der er ikke noget grinagtigt ved at være korrespondent for Ud&Se, for hvis der er, hvorfor er der så det? det kan jeg nok ikke svare på!) en dårlig anmeldelse.
Og jeg havde virkelig heller ikke tænkt mig at svare, for der var ikke skyggen af konkret kritik i indlægget og i den trætte, genbrugte, abstrakte kritik af intet som helst, jeg kunne genkende fra min i realiteten sørgeligt fredsommelige anmelderpraksis. Men så satte et billede sig fast i mit hoved, som ikke var et drømmebillede, eftersom det kom til mig i vågen tilstand; på den anden side var det heller ikke resultatet af den slags Målrettet Polemisk Billedarbejde, som jeg - indrømmet - ofte klør på med. Med et kom det drønende ind på lystavlen og var ikke til at zappe bort fra. Jeg er bange for, at jeg må konkludere at der var tale om en Poetisk Sandhed, indiskutabel og absolut: Kristian Ditlev Jensen som en stor, gennemsigtig badebold, der flyver hid og did mellem turisterne oppe på Råbjerg Mile her ved siden af sommerhuset. Jeg vil ikke udfolde eller nærmere argumentere for billedet, for jeg mener faktisk ikke, at det har noget med mig at gøre, og egentlig passer det ikke bedre end som så, og slet ikke rent fysisk, for Kristian Ditlev Jensen er da f.eks. ikke gennemsigtig i virkeligheden. Hvis jeg bare et minut eller to skulle gør ham til offer for Målrettet Polemisk Billedarbejde, ville jeg snarere nå frem til noget i retning af en blå boule- eller bocciakugle af plastic, der sidder fast i et nedløbsrør på det ydre Østerbro. Ikke fordi der er noget galt med Østerbro, dér har Pia Juul også boet engang, oplyser min leksikalske automatpilot, på Dag Hammarskjölds Allé, og mon ikke en af de poetiske topografier i hendes nye, drømte bog, der næsten hedder Land og by, handler om Østerbro? Jeg kan ikke huske det! Men i morgen, når jeg cykler ind til Hulsig efter morgenbrød, vil jeg gøre mit bedste for at ignorere den store, gennemsigtige badebold, der flyver hid og did mellem turisterne oppe på Råbjerg Mile og som er og bliver Kristian Ditlev Jensen.



Debattøren er død, digteren lever (og lever bedst beskidt)

Yahya Hassans amokløb på Facebook de senere dage - genpostnningen af collagen med Henrik Dahl som nazist, hans egen tekst om/mod Kristian Ditlev Jensen og talrige defensive/aggressive kommentarer desangående  (inkl. en viderebearbejdning af en rectified Dan Park-collage)m har på trods og på grund af den situationistiske hensigt for et godt stykke tid selvopløst ham som debattør.  For det første fordi, sådan taler vi ikke sammen, når vi selv nok så heftigt debatterer, hvis vi ikke er Klaus Rifbjerg eller Morten Sabroe eller (når han i Thailand) Ib Michael. For det andet fordi det så åbenlyst er rådne æbler og håndgranater, han sammenligner: at håne navngivne debattører for at være nazister og overvægtige er ikke det samme som at tegne en tegning af profeten eller gå ind for, at den tegning bliver trykt eller genoptrykt, eller, som de gjorde i Krudttønden, debattere, hvorvidt tegningen skal trykkes. Og fordi det hykleri, de konstruerede situationer skal forestille af afsløre, i stedet afsløres som ikke-eksisterende: de forhånede svarer faktisk kun med at ryste på hovedet og trække på skuldrene. Ikke meget kreativt ved nazi-collage-genpostningen, men jeg oplever faktisk en god, grim energi i Diltev-teksten, også mere end i det artigt paradoksale stole-langdigt faktisk - en tweeter, Mads Kjeldgaard, kom til at tænke på Celine (og hvad med Strunges Nigger-bøger og deres politiker-grotesker) - i slægt med akkurat (de som debattører for længst diskvalificerede) Rifbjerg og Sabroes mest og bedst amokgående tekster, og debattør-selvopløsningen tillader os jo netop at nøjes med at betragte og vurdere teksten æstetisk, som et skønt stykke totalt usmagelig og fejlslagen, situationistisk polemik:

Hej Kristian. Du deler virkelig meget højreorienteret lort. Hvad med at tage dig sammen eller i det mindste tørre dig i røven i stedet for at gå rundt og lugte af lort og lade som om du er så diplomatisk og velsoigneret og venlig når du i virkeligheden skammer dig over dig selv når du skider mens du skammer dig over at du skammer dig over det. Skriv en ny bog dit overvægtige kadaver af et overvægtigt kadaver at være. Helt ærligt. Behøver jeg at sige mere? Udgiv din bog for dig selv. Jeg er forlagsredaktør på Gyldendal og du bliver ikke udgivet på min vagt, din Ditlev Jensen agtige idiot. Jeg er maler og jeg maler højst din vom eller din stomi hvis du vil portrætteres, der er desværre ikke plads til mere af dit døde dyr på lærredet. Jeg er journalist og jeg undersøger kun hvad der understøtter din undergang. Jeg er pisse ligeglad med dine likes og dine falske venner, hvis tilfældighederne flasker sig bliver du ikke spor sur over dette fordi det bare er ytringsfrihed. Hvis du er lige så dum som Henrik Dahl hjælper du mig med at illustrere hykleriet. Hvis du spiller flink og overbærende kan du stadig ikke bære din egen overvægt og bliver alligevel hyklerisk og til grin. Hvis du forbliver passiv og lader dine falske venner svare for dig så kan det ikke svare sig fordi I alle højst sandsynlig er nogle usandsynlig fede svin, og så sviner jeg dem til i ytringsfrihedens navn og nævner aldrig andet end ytringsfriheden.

BREAKING NEWS:
YH har netop postet en slags disclaimer på Kristian Ditlevs profil (som vel netop på klodset vis claimer teksten som en slags debat-kunst - men hvis pointen er, at YH og Muahmmed-tegnere og alle andre bør holde sig for gode til at benytte sig af den fulde og totale ytringsfrihed, så undergraves den pointe jo netop af tekstens onde energi (for nu slet ikke tale om den massive og brutale uhøflighed, som Yahyas familie og alskens muslimer og svenskere har oplevet, at YH's digtsamling udviste overfor dem og deres, HALLO!):

Det skal bekendtgøres at den sjofle tekst rettet mod Kristian Ditlev Jensen ikke er et kæmpe statement, blot en sidebemærkning som kommer i forlængelse af en kommentar af Kristian Ditlev Jensen hvor han argumenterer for "fuld ytringsfrihed". Den pågældende tekst er et eksempel på fuld ytringsfrihed, og hvor idiotisk noget sådant er. Men konteksten er ikke længere til at finde på Kristians side. Jeg kender ikke Kristian personligt og har aldrig læst hans bøger. Han er sikkert et fint menneske og en god forfatter. Jeg håber ikke I tager mine eksempler alt for ilde op, jeg giver ikke udtryk for mine holdninger, hverken hvad angår Henrik Dahl billedet eller denne tekst, jeg forsøger blot at eksemplificere egen argumentation. Hilsen Hassan

- og for 5 minutter siden på sin egen væg: 

Den eneste person jeg umiddelbart hæfter mig ved, som har bevaret overblikket og anstændigheden, forstået min hån, spot og latterliggørelse som de eksempler på fuldstændig ytringsfrihed de er, diskuteret og argumenteret helt sagligt og objektivt, uagtet uenigheder, overrasket med fortolkningsevner og ydermere undgået de værste og uværdigste lappeløsninger og bortforklaringer, er Kristian Ditlev Jensen, på trods af at han er den jeg har været grovest ved. Det respekterer jeg, og mener Mads Brügger og andre borgerdyr (undskyld hvis det er injurierende) kan lære noget af denne mand. SALUT, SALAM, SHALOM.

søndag den 22. februar 2015

Jeg stoler ikke på stolene

Jeg stoler ikke på kontorstolen
Jeg stoler ikke på lænestolen
Jeg stoler ikke på sækkestolen
Jeg stoler ikke på kurvestolen
Jeg stoler ikke på savbukkekstolen
Jeg stoler ikke på safaristolen
Jeg stoler ikke på foldestolen
Jeg stoler ikke på klapstolen
Jeg stoler ikke på barstolen
Jeg stoler ikke på køkkenstolen
Jeg stoler ikke på spisebordsstolen
Jeg stoler ikke på havestolen
Jeg stoler ikke på barnestolen
Jeg stoler ikke på rullestolen
Jeg stoler ikke på den elektriske stol
Jeg stoler ikke på talerstolen
Jeg stoler ikke på kongestolen
Jeg stoler ikke på skriftestolen
Jeg stoler ikke på lærestolen
Jeg stoler ikke på hovedstolen

lørdag den 21. februar 2015

Jeg kan lide, at folk mener noget om et digt, hvillket de lige nu gør

Også Yahya Hassan mener bare noget mere eller mindre dumt og viist - og vel akkurat noget både dumt OG viist i en skøn og uskøn blanding - når han bliver interviewet i Politiken. Inkluderet i net-udgaven er en video, hvor YH oplæser sit nye alenlange langdigt, Og ved siden af at mene noget om meningerne, mener folk rundt om på sociale medier også noget om digtet, og det synes jeg til og som en afveksling er meget forfriskende, Min mening om digtet er, at det er fedt, at det er så monotont monstrøst, monstrøsitet er altid et plus, men at det til gengæld også når at blive ret kedeligt i sin opremsning af ting, Yahya-jeget ikke stoler på, fordi effekten og effekterne (enslydende ord / modsætninger, konkreter vs. abstrakter), på trods af mange lækre og sjove enkelt-ryk, i længden bliver for gråmeleret ens og uoverraskende, og fordi det grundlæggende format, opremsningsdigtet a la Dan Turèll, ikke opleves som egentlig originalt og personligt, som action-digtene og frem for alt det helt vildt energisk komplekse "Langdigt" i debutbogen stadig gør det; hvis det var en Digterdyst om at skrive den bedste Turèlske raga-rutine, så ville Yahya helt sikkert vinde suverænt, og det er det så bare ikke. Men lad os, fordi vi tror på talentet, tro på, at langdigtet er en motorvej af en genvej frem mod ny, genuin egenskrift. Jeg kan godt lide, hvad han selv mener om det, digtet nægter at mene noget om:

Så hvad stoler han på?
»Jamen, nok alt det, der er imellem tingene. Hvis jeg ikke stoler på formanden og bagmanden, må jeg jo stole på det imellem. Jeg stoler vel på det hele, samtidig med at jeg ikke stoler på en skid«.
Han læner sig tilbage i stolen.
»Det er fandeme svært at svare på«, siger han. »Hvad stoler jeg på?
Din egen fornemmelse måske?
»Nej!«, griner han.
»Den stoler jeg overhovedet ikke på! Det skriver jeg også til sidst i digtet«.
Så slår han over i versaler:
»JEG STOOLER IKKE PÅ SELVTILLIDEN. JEG STOOLER IKKE PÅ LIGESINDEDE«