i Politiken-artiklen dér. Der opretter en gruppe på 6 kvindelige 90'er-digtere, grimt, grimt kaldet "kvindeforfattere "i underrubrikken:
Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Pia Juul
Pia Juul hører selvfølgelig ikke hjemme her, hun debuterede i 1985 og knyttede sig til (/ blev knyttet til) andre sen-80'er-digtere som Thomas Boberg, Niels Frank, Simon Grotrian, Juliane Preisler, Mortri Vizki (redigerede fx Den Blå Port med Frank og Vizki og Marianne Stidsen). I selve 90'erne var den sjette stærke 90'er-digter/prosaist Solvej Balle, pga, af frem for alt
Ifølge loven, som hun nægtede at skrive videre fra, det blev i stedet til ultra-minimalsimer, kunstteori og moralsk slægsfortælling og kanonisk-journalistislk usynlighed.
Og dengang i 90'erne var det et så usynligt faktum, at generationens ikke bare stærkeste, men også synligste digtere var kvinder, at jeg flere gange følte, jeg måtte gøre opmærksom på det, simpelthen fordi det var et litterturhistorisk novum med et flertal af kvinde på center stage.
Der har været en træls kønning i gang et stykke tid, først og fremmest rettet mod Helle Helle, kulminerende i Jes Stein Pedersens monumentalt patroniserende Nordisk Råd-kommentar, der betegnede Helles seneste roman som "meget feminim". Og formeligt eksplodererende i generations-artiklen, hvor journalisten Anne-Bech Danielsen har fået tre ellers kloge litterater, Anne Marie Mai, Jo Helt Haarder, Stefan Kjerkegaard, klistret fast til sin limpind, der lige præcis er den primære, definerende kønning af grupperingen - = de mest succesfulde, finlitterære forfattere, født 1962-1966 (og hvorfor er Ida Jessen egentlig ikke taget med i stedet for eller ved siden af Pia Juul, hun har lige så lidt som Naja Aidt (og Juul) gået på Forfatterskolen?) - OG, endnu værre, af form og indhold i deres bøger. Litterat-trioen siger udmærket kloge ting, men fordi de accepterer at sidde fast på den kønnede limpind, kommer de hele tiden til at sige pænt åndssavge ting også; har Helt Haarder virkelig taget ordet "kvindeprosaist" i sin mund? jeg kvier mig ved at tro det:
De står for en række stilistisk gennemarbejdede bøger med meget stærk
fortællekraft og med det til fælles, at de trods modet til at
eksperimentere med former og formater har formået at fange brede
læserskarer«, siger ph. d. og lektor i nordisk litteratur ved Aarhus
Universitet Stefan Kjerkegaard.
En anden
litterat, lektor og ph. d. i litteratur ved Syddansk Universitet Jon
Helt Haarder, taler om »en falanks af skarpe, højtprofilerede, æstetiske
kvindeprosaister« og tøver ikke med at sammenligne generationens
betydning for litteraturen med den, prominente forfattere som Klaus
Rifbjerg, Villy Sørensen og Ivan Malinowski viste sig at få. Og
hovedredaktøren bag en ny nordisk kvindelitteraturhistorie under
udarbejdelse, professor i litteratur Anne-Marie Mai, er overbevist om,
at de stærke nutidskvinder vil stå distancen, også når fremtidens
litteraturhistorier skal skrives: »De her forfattere er simpelthen med
til at forny skildringen af liv, køn, krop og seksualitet«, siger
professoren.
Hvad i alverden er "fortællekraft" og hvordan passer det på NOGEN af forfatterne? Det er vel kun Guldager sit sene forfatterskab, og Merete Pryds Helle, i sine mursten og krimier, der efterstræber en eller anden form for gammeldags, plotdrevet narrativt drive (og ja, ok, så fucker Juul med krimien i
Mordet på Halland). Og hvad vil det sige, at kvindeprosaisterne er "æstetiske? At de er formbevidste og skriver godt? De et er og gør alle gode forfattere, Det ser ud som om, Mai ikke selv har brugt ordet "nutidskvinder", et endnu slemmere (og grimmere) ord end "kvindeprosaister" og "kvindeforfattere", men limpinden klæber tæt til fornyelsen af "skildringen af liv, køn, krop og seksualitet", og så meget fylder tematisering af køn, krop, seksualitet heller ikke i de seks forfatterskaber, og hvert fald fylder det helt vildt forskelligt på helt vildt forskellige måder. Den kønnede limpinds enkle lighedsmageri - de er alle kvinder! duh! - snyder/hjælper journalist og litterater til at tro/foregøgle, at de syv forfattere på alle andre ledder ligner hinanden lige så enkelt, og det gør de ikke - og til at tro/foregøgle, at de nemme og falske ligheder er kønnede ligheder. De komplekse og forskelligartede udviklingsfigurer i forfatterskaberne tages der så godt som ingen hensyn til. Jeg citerer videre:
Forfatterne skriver, som Anne-Marie Mai understreger, med hver sin
»særlige, personlige stemme«. Men de har klangbund til fælles. »De fortæller alle om nutidens mennesker. Samfundet spiller en rolle, men der er fokus på det liv, vi lever med hinanden i familierne«, siger hun. »Samtidig
foregår mange af fortællingerne i en nær fortid, som mange husker, og
litteraturen har appel til os, når den tilbyder en fortolkning af noget,
vi har tumlet med og kender fra vores eget liv. Den slags går rent ind
hos måske især de kvindelige læsegrupper rundt om i landet«. Stefan
Kjerkegaard, der har specialiseret sig i succesforfatterne som
underviser ved Aarhus Universitet, har bemærket, at »middelklassens
familier fylder meget«. »Og så handler det ofte om lille mig i en stor,
globaliseret og uoverskuelig verden. Temaerne er genkendelige og ofte ret banale, men de behandles på en kunstnerisk interessant måde«, siger han. »Det
er på ingen måde triviallitteratur, men forfatterne fastholder
trivielle emner, og det appellerer til den brede læserskare«.
Altså, du kan jo selv være triviel, Stefan, når du reducerer så massivt - hvem andre end Hammann skriver EGENTLIG om lille mig i stor, globaliseret verden (ok, måske også Guldager, i en slægtsromanvinkling (plus Afrikaerne tidligere i forfatterskabet, men hov, nu bliver det kompliceret))? Og hvad betyder trivielle emner? Er skriftlighedens fødsel hos Pryds Helle et trivielt emne? Den fede, litterære kønskliché, der som billig chokolade smelter ned over limpinden, er selvfølgelig denne: Det er kvindeligt (eller med Jes Stein: feminint) at skrive om det nære, hverdagslige, familiære, og må vi da alle sammen være fri for den nedsmeltning:
Med en undtagelse som Helle Helle, der søger ud i provinsen og kredser
om underklassens eksistenser, noterer også Jon Helt Haarder, der både
som underviser i dansk på Syddansk Universitet og som anmelder ved
Jyllands-Posten har læst sig ind på forfatterne, et højt fokus på
middelklassens familieliv. »I norsk
litteratur havde man i 1990' erne en stærk tendens, som blev kaldt uro i
reden. Det handlede om familiestrukturens forvitring, og det kan være,
at det er den tendens, vi også ser her. Merete Pryds Helle har tidligere
skrevet meget drastiske fortællinger om livet i familierne, og Guldager
er i gang med at skrive hele familieinstitutionen igennem over et meget
langt stræk«. Ikke mindst hos Helle Helle og Kirsten Hammann er den
usikre, utjekkede kvinde en gennemgående karakter, vurderer Jon Helt
Haarder, og han ser et paradoks gå igen: »Der er en modsætning mellem de
her forfjamskede kvinder, der går til globryllup og forstiller sig og
ikke ved, hvad fanden de vil med livet - som så fortælles af kvindelige
forfattere, som i den grad ved, hvad de vil med deres historier«.
Hvad hvis nu hvis det bare er forfjamskede
mennesker? Og igen, igen kommer jeg til at tænke: Hvor ligner de faktisk hinanden meget mindre end de ligner hinanden, forfatterne, og hvor er de også forskellige fra sig selv. Nå, men nu kommer vi til formen, hvad mon forener her, fra Hesselholdt over Juul til Helle?
Forfatterne har ikke bare tematik, men også til en vis grad form og genre til fælles. Stefan
Kjerkegaard lægger vægt på, at 90' er-kvinderne et langt stykke ad
vejen har holdt fast i prosaformen og den rene fiktion. Et fællestræk er
den fængende historie og ofte korte, stærke, stilsikre tekster, der er
»gennemarbejdet ned i hver eneste sætning«. »Hvor mange mænd fra 90'
erne har holdt ved poesien, har flere af de her kvinder skrevet prosa,
og det appellerer til et bredere publikum. Desuden fastholder de i høj
grad den rene fiktion«, siger litteraten.»Nogle
af dem har flirtet med det selvbiografiske, men det er snarere deres
mandlige kolleger, der har excelleret i det. Kvinderne har haft vægt på
fiktionen, fortællingen og det, litteraturen traditionelt set kan, og
det er ikke ment nedladende, for de har leget med bare at gøre det endnu
bedre«. Kvinderne lægger sig »i slipstrømmen på den meget markante 80'
er-generation« af digtere som Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup. »80'
er-litteraturen var kendetegnet af en meget høj æstetik, og man skrev
poetikker og holdt den fane højt. De her kvinder har villet gøre noget
andet«. Og 90' er-generationen har en høj standing i det litterære
establishment, siger litteraturforsker Jon Helt Haarder, som også
noterer sig noget andet bemærkelsesværdigt: Generationen er i høj grad
rundet af forfatterskolen.»De har ikke
taget afsæt i det brede kredsløb og har ikke skrevet krimier. De lægger
sig tæt op ad litterære eksperimenter, og en del af dem har stået i
skole hos Poul Borum (tidligere leder af Forfatterskolen, red.) og lært
om litteraturen som en form for grundforskning«. Også Haarder hæfter sig
ved de kondenserede, »små, hårde firkanter af tekster«, som engang fik
anmelderen Lars
Bukdahl til at skrive om Ritter Sport-generationen. Og
så er det karakteristisk, at skribenterne balancerer på kanten af det,
der på den ene side er »mainstream nok til, at det er til at gå til« og
på den anden side har kant. Som når Helle Helle på en gang er
minimalistisk og fylder op i den store, danske bogreol.
Hvad angår det autofiktive, hvad fanden så med Hesselholdts Camilla-kredse? Pryds Helle har udgivet en decideret mailsamling, og Aidt & co.'s
Fri flet, og onklerne i
Avuncular (og hvilke mænd fra generationen har "excelleret"? ud over evige Nielsen?)? Det er så vrøvlet og atter vrøvlet: "Fængende historie"? Helle, Hesselholdt? "Korte tekster"? Både Hammann og Pryds har skrevet mursten på + 400 sider. "Prosa"? Aidt og Juul er 50/50 prosaister og lyrikere. "Den rene fiktion"? Juul og Hesselholdt hybridiserer for vildt. Og lige før var generationen æstetisk, nu vil de noget andet end den høje æstetik? De har ikke skrevet krimier! Nej, det er der fandeme mange, der ikke har! Og som sagt i blogposten nedenfor: Ritter Sport-firkanterne blev forladt af så godt som alle i forrige årtusind. I alt fra syntaks til tone er de seks blevet mere og mere forskellige, især måske dem, der havde væsentlige karaktertræk til fælles til en start (= tilhørte samme undergruppe i
Generationsmaskinen), som fx Hammann/ Guldager og Pryds/Hesselholdt. Jeg kan slet ikke udstå det intimiderende i formlen: eksperimenterende, men "mainstream nok til, at det er til at gå til", som om værkerne er spekuleret frem til den perfekte mellemting eller mellemvare - og her er der også bare stor forskel på Helles og Hammans og delvist Aidts reelle popularitet og Juuls og Hesselholdts stærk relative kendthed, med umulige Pryds et omkringvæltende sted midt i mellem: hvis det er noget hendes forfatterskab ikke, så er det sikkert, herligt nok (det samme gælder den pædagogiske popularitet (der omtales længere nede, men nu gider jeg ikke sakse mere) hvor Juul, fordi hun har skrevet noveller, overhaler Hammann). Og igennem det hele atter og atter kvindificereingen; 90'er-kvinderne, de her kvinder, kvinderne, de her kvinder - det er så komplet meningsløst.
Stort, mandigt kritikersuk!
)
