For så ville jeg jo ikke have været til som mig, men som en eller anden uklar blanding af mig selv og Sune Auken - min far var nemlig i flere år forlovet med Margrete Auken, inden han heldigvis fandt min mor, heldigvis for mig og min søster, for ikke et ondt ord om Margrete, som fylder 70 i dag og som jeg totalt godt kan lide. I Jyllands-Posten har min fars gamle ven, Johannes H. Christensen, mellem venner Jonas, skrevet et fødselsdagsportræt, og jeg elsker hans lettere patriarkalske eufemisme for at være kærester: præget af - jeg tænker, man i den situation præger hinanden:
Margrete Auken er vokset op med fire søskende i et kristeligt hjem af
grundtvigsk tilsnit med bordbøn og fordomsfri lægeforældre, der generøst
og gæstfrit stillede hjemmet til rådighed for børnenes under tiden ret
støjende fester med de mange venner.
Hendes
mor, der som en af de første i landet beskæftigede sig videnskabeligt
med seksualoplysning, døde allerede i 1968, kun 54 år gammel. Margrete
Auken er bekendt med store sorger og har som præst begravet tre nære
familiemedlemmer: Sin far, Gunnar i 2002, sin bor Svend i 2009 og senest
- i januar sidste år - sin bror Jens. Som ung stud. theol. blev hun præget af tidens mest originale og bedst begavede teolog, Jørgen K. Bukdahl, og siden både teologisk og litterært af sin mand, litteraturforskeren dr. phil. et theol. Erik
A. Nielsen. Parret blev gift i 1969 og har tre børn. Han har stået last
og brast med hendes politiske engagement, og det har næppe huet dem, at
datter Ida, der var miljøminister, midt i SF's ragnarok sidste år
pludseligt sprang til De Radikale.
Umiddelbart
efter sin eksamen blev Margrete Auken i 1972 præst ved Frederiksberg
Kirke, et kald, hun har bestridt på deltid sideløbende med sit politiske
arbejde, og som hun forlader i denne måned. Hun
er rodfæstet i evangelisk luthersk kristendom og en klog prædikant, der
holder en stilfuld gudstjeneste uden politisk agitation, men præget af
hendes nidkære omsorg for den af Gud skabte verden. Kirkepolitisk ivrer
hun for en synode, hvad der fremgår af bogen "Kirkens mund og mæle"
(1992), som hun skrev sammen med bl.a. sin mand. Kirken skal hæve stemmen i både samfund og politik - et udbredt, men også stærkt kritiseret standpunkt. I protest mod Danmarks indmeldelse i 1972 i EF meldte hun sig ind i SF og kom i Folketinget i 1979. Efter
en længere årrække - afbrudt af en enkelt periode - opnåede hun valg
til Europa-Parlamentet i 2004, blev genvalgt i 2009 med et imponerende
stemmetal og i 2014, hvor hun trods SF's sammenbrud høstede 153.000
stemmer. Nu er hun lidenskabelig tilhænger
af EU, sidder i parlamentets grønne gruppe og har gjort grøn omstilling
og social lighed til sine mærkesager. Gennem
årene har hun hævdet en del kontroversielle standpunkter - imod
Farøbroen og - selv i dag - metroen. Hun har et iltert temperament og
kan i sin polemik være grov, docerende og kategorisk. I
familiens univers er Søren Krarup Den Store Satan. Det kan gå så
gnistrende hedt til i diskussioner med hende, at folk har tænkt: Nu kan
vi ikke ses mere, indtil hun pludseligt med en hjertelig latter kaster
sig bagover i en dyb stol med ordene: "Nu ska' vi ha' en bajer"! Hun har
et stort hjerte, er sine venners trofaste ven og har op til 50 år gamle
ubrudte venskaber. Det skyldes ikke mindst den sjældne egenskab, at hun
kan samle sit rige væsen i givende opmærksomhed og varmt nærvær i
fortrolig samtale. I 2008 udgav hun en livlig og veloplagt erindringsbog: "På cykel gennem seks årtier".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar