Slagterkollegerne fra Pilestræde

Selv er jeg bare begejstret for for Larsen og Ulgilterne og høflig overfor Norèn i WA Bøger, men mine kolleger Klaus Rothstein og Nanna Goul er behørigt og - ser det ud til - helt rimeligt grusomme overfor henholdsvis Kristen Bjørnkjær og Erik Svendsen (hvis jeg skulle have anmeldt den bog, ville min anmeldelse givetvis bare have én lang, uartikuleret biden i luften), Klaus, den rare mand lidt mere underspillet end Nanna, der flabbergasted bare slagter løs:

Ang. Bjørnkjær (der har skrevet om at være embedded journalist på et Mærskskib):

Invitationen fra Mærsks kommunikationsdepartement var et smågenialt spinologisk træk - og gad vide, om ikke man kan sætte en Stockholmssyndrom-diagnose på manden? Måske får han et Mærsk-slips, og det fortjener han, men Kristen Bjørnkjær vinder ingen priser for sin temmelig usaltede og vægelsindede prosa, der består af sætninger uden megen sproglig omsorg, for eksempel: »Så tit det lod sig gøre, benyttede jeg enhver given anledning...« Eller hør bare, hvor uambitiøst sludrende, han skildrer temperaturen i maskinrummet: »Der er varmt, meget varmt, 30 grader. En slående hede som på kongens slot, da Klods Hans red ind på sin gedebuk for at fri til prinsessen, der forklarede den med, at de stegte hanekyllinger og derfor havde lagt ekstra meget brænde i kakkelovnen.« Med eller uden knæk: banalt.

Ang. Svendsen (der har skrevet om ny dansk prosa):

Lad os starte med første kapitel om minimalismen, »Minimalisme som litteratur?«. Her kunne man nok forvente, at Erik Svendsen ville beskrive fællestræk for den danske litterære minimalisme 1990-2010, men det er ikke tilfældet. I stedet skriver han stolpe op og stolpe ned om, hvorledes »den rigtige minimalisme«, der opstod i den amerikanske billedkunst i begyndelsen af 1960erne, er meget forskellig fra det, vi kalder for dansk skønlitterær minimalisme i perioden 1990-2010. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af, at 1960ernes Minimal Art adskiller sig væsentligt fra en litterær minimalisme, der udspiller sig på et andet kontinent 40 år efter? Jo, mener Svendsen, fordi man ikke skal kalde det for noget, som det ikke er. Okay, fair nok - men kan du så ikke bare kalde det noget andet? Nej, det har Svendsen åbenbart hverken fantasi eller lyst til. I stedet skriver han lidt om Helle Helles debutbog, Eksempel på liv, der ifølge Svendsen er den eneste morsomme bog, forfatteren har skrevet (what?!), og Christina Hesselholdts trilogi om Marlon - for så at genoptage kampen mod prædikat-vindmøllen, så læseren aldrig får noget at vide om minimalismen i dansk prosa, for det burde det slet ikke hedde!

De står tydeligvis godt for hug begge to, men det betyder ikke, at mestermand og -kvinde ikke fortjener ros for deres præcise, lystfulde hug.