fredag den 2. januar 2015

Min nye yndlingskollega: CAMILLE CLOUD

Det havde jeg ikke set komme, godt reformeret dér, red. Johannes: Til at afløse Kiosken ved siden af Blæksprutten er brevkasseredaktør Camilla Cloud fra Aidts og Knutzons og Moestrups Frit Flet (behørigt hyldet og citeret til sidst i min årsrevy) hyret, og de første 2 x breve og svar er allerede seriøst kostelige (jeg tror på en Line-kvotient på mindst 75 %, but could be wrong, og jeg ved godt, jeg skal lade være at udflette flettet (kunne ikke drømme om at hudflette det)), her nr. 1:

Hey Camille
Jeg er en spinkel person på 19 ½ år, der i al hemmelighed sidder iført skidragt og skriver digte på en rasteplads på Farum motorvej. (Mine forældre tror, jeg studerer jura). Jeg bor hjemme, hvor der ikke er nogen digte, og jeg har aldrig mødt et digt i virkeligheden. Nogle gange tager jeg ind til byen, hvor der ligger en bogbutik, som udstiller digtsamlinger i vinduet, men jeg tør ikke gå derind. Engang troede jeg, at jeg så et digt i haven, men det var en parasol, der var væltet. Mine forældre er begge aktive pilates-udøvere, og så vidt jeg er orienteret, har de begge succes med et importfirma (muligvis sæber) - hele familien er bygget op om det. Hvis de opdager, at jeg skriver digte, tror jeg, de smider mig ud. Over min fars seng hænger der et skilt hvor der står: »Vær herre over dine tilbøjeligheder, og slave af din samvittighed«. Hvad betyder dette? Hjælp.
Digtelskeren.

Til »Digtelskeren«
Jeg vil råde dig med det samme til at ophøre med dine aktiviteter på omtalte rasteplads. Der er ingen grund i verden til at skrive digte, omgås digte, ej heller skal man betragte omslag på digtsamlinger.Det fører til intet, er intet og kan intet. Du kommer nok aldrig til at forstå, hvad det er der står over din fars seng, for du er allerede i en ung alder en samvittighedsløs slave af dine tilbøjeligheder. Det eneste rigtige aktiv du har, er din spinkelhed. Jeg råder dig til øjeblikkelig reelt at begynde på jurastudiet. Så er du en slank advokat om 8 år.
Camille.

2 kommentarer: