- fra Vild Hvede 3, 1951
SAMTALE
Jeg er den gæve kritikus
som tænder åndens fidibus.
Jeg læsker åndens spejdertrops
sørgmodige med sure drops.
Jeg gir de små poeter råd:
Lad gråden ikke blive gråd!
Hvad rager det en rigtig skjald
at denne verden står for fald?
Dans linedans på sværdets æg.
Bind sløjfer i dit digterskæg.
Se, der er bundløs poesi
i dyndet som vi hænger i,
og bag hver flækket pandeskal
gror tusindfryd i tusindtal.
Vist er her mørkt og gråt og og trist.
men hva' - det lysner nok tilsidst.
Vi har da lov at håbe på
det nok skal gå som det kan gå.
En digter:
Du sidder på et bladkontor
og laver nips af små grå ord.
Du strikker glad og uerfarn
med lyserødt magistergarn
en sjælevarmer (rigtig uld)
til poesiens unge kuld.
Men hva ska vi med sjælefred?
Den brur man til at kvæle med!
Du ønsker mere sang og gøgl
og bumseskæg og buksefløjl.
Og kan man ikke gi dig det
så blir man ål i din gelé.
Nu vil jeg ikke tale om en kås,
men det bør ikke misforstås!
Den kås jeg taler om er den
som driver min og andres pen.
En slig pegas skal drives frem
i mørket for at finde hjem.
Man standser ikke dyrets flugt
og spiser drops hvor der er smukt.
Der findes større perspektivt
for dem som rider for sit liv
end den kan fatte, som kan stå
i ro og mag og glo derpå.
En magister:
Du er personlig, tror jeg nok -
En digter:
Gok-gok! Gok-gok! Og gokkenok!
En magister:Hvad er nu det for noget pjat=
En digter:
Det er et meget kendt citat!
En magister:
Hvem skriver dens lags ting på prent?
En digter:
En ikke ukendt rescensent!
En magister:
Sig frem, hvad er det for et pjok?
En digter:
Gok-gok! Gok-gok! Og gokkenok!
En magister:
Han teer sig som et nyfødt barn!
Hvor er mit lyserøde garn?
- og et håbløst paradoksalt og præcist forfatterskabsfigurativt Halfdandigt: Et sjovt digt om, at digteren har ret og pligt til at være trist (hvad end krtikeren, fx mig, der også syens Halfdan er bedre som sjov (men bedst som banrlig), siger), der afslutningsvis, på digterens side, går totalt og drilagtigt i barndom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar