noget ved sne der minder om at vågne, det
virker så utrolig åbenlyst. jeg kunne godt
tænke mig at gå i seng men det kommer
sandsynligvis ikke til at ske, jeg er lige
kommet hjem til lejligheden efter jul hos
min bror og det her er min i gåseøjne
søvnløse periode. hjem. implikationerne.
iphonen ligger på bordet sort og vægtet
ligesom noget man kunne tage sit liv med.
jeg tænder alt lyset i lejligheden. tænker på
den her person jeg vågnede ved siden af
hver morgen i så lang tid, to år hvor jeg
stod ved siden af mens hun balancerede på
kanten af sig selv. selv nu, hvor jeg kun er i
stand til at nærme mig hende i tredje
person. alle de gaver jeg gemte på hendes
værelse, som en hund der henter en pind. i
chicago lige nu er trafikken gået i stå, det
kunne næsten ligne et juleoptog med alle de
kroppe i kulden, ligesom det der var på
amagerbrogade for nogle uger siden da de
tændte pynten. der er noget smukt over
hashtagget #icantbreathe. jeg har lyst til at
stå blandt alle de kroppe, trykke mig frem
mellem dem, den her selvlysende
menneskelighed. søge efter en midte der
måske måske ikke er der. jeg tænker på om
annie er ude, ringede til hende sidste år
over skype da jeg kom hjem efter
julemiddagen og fik fat i hendes mor, oh
you’re so wonderful, oh, annie’s told me so
much about you. nej jeg har ikke hørt fra
hende siden, annie altså, ikke mary som er
moderens maiden name. johannes er
begyndt at snakke om at skrive om kroppe
ud fra en bog om ballet han fik og nu ved
jeg at det kommer til at smitte af på mit
eget mælk og havregrynsagtige arbejde.
hvad ellers, jo, selvfølgelig savner jeg
linea. jeg sendte hende et billede den anden
dag hvor jeg stod foran spejlet i hendes
mørkeblå bodystocking, efter et par timer
skrev hun tilbage: men først og fremmest er
det et billede af en pik sluttede sætningen.
jo jeg savner hende, måske lige så meget
som jeg savner mig selv.
2. digt (digt der begynder med linjen: Sneflokke kommer vrimlende, skrevet på stedet)
sneflokke kommer vrimlende,
så på et tidspunkt stopper bevægelsen.
under den friske sne forstummer lydene,
og vores indenfor bliver et enklere kosmos,
der hvor vi ender og begynder.
er det en metafor for en macbook?
et punkt hvor følelsen af "jeg"
forsvinder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar