mandag den 8. december 2014

Oskars finale-dystdigte

1. digt (juledigt hvor ordet jul indgår, skrevet derhjemme - jeg kan ikke finde ud af at lave den lige højremargen, sorry, Oskar!)

noget ved sne der minder om at vågne, det 
virker så utrolig åbenlyst. jeg kunne godt 
tænke mig at gå i seng men det kommer 
sandsynligvis ikke til at ske, jeg er lige 
kommet hjem til lejligheden efter jul hos 
min bror og det her er min i gåseøjne 
søvnløse periode. hjem. implikationerne. 
iphonen ligger på bordet sort og vægtet 
ligesom noget man kunne tage sit liv med. 
jeg tænder alt lyset i lejligheden. tænker på 
den her person jeg vågnede ved siden af 
hver morgen i så lang tid, to år hvor jeg 
stod ved siden af mens hun balancerede på 
kanten af sig selv. selv nu, hvor jeg kun er i 
stand til at nærme mig hende i tredje 
person. alle de gaver jeg gemte på hendes 
værelse, som en hund der henter en pind. i 
chicago lige nu er trafikken gået i stå, det 
kunne næsten ligne et juleoptog med alle de 
kroppe i kulden, ligesom det der var på 
amagerbrogade for nogle uger siden da de 
tændte pynten. der er noget smukt over 
hashtagget #icantbreathe. jeg har lyst til at 
stå blandt alle de kroppe, trykke mig frem 
mellem dem, den her selvlysende 
menneskelighed. søge efter en midte der 
måske måske ikke er der. jeg tænker på om 
annie er ude, ringede til hende sidste år 
over skype da jeg kom hjem efter 
julemiddagen og fik fat i hendes mor, oh 
you’re so wonderful, oh, annie’s told me so 
much about you. nej jeg har ikke hørt fra 
hende siden, annie altså, ikke mary som er 
moderens maiden name. johannes er
begyndt at snakke om at skrive om kroppe 
ud fra en bog om ballet han fik og nu ved 
jeg at det kommer til at smitte af på mit 
eget mælk og havregrynsagtige arbejde. 
hvad ellers, jo, selvfølgelig savner jeg 
linea. jeg sendte hende et billede den anden 
dag hvor jeg stod foran spejlet i hendes 
mørkeblå bodystocking, efter et par timer 
skrev hun tilbage: men først og fremmest er
det et billede af en pik sluttede sætningen. 
jo jeg savner hende, måske lige så meget 
som jeg savner mig selv.

2. digt (digt der begynder med linjen: Sneflokke kommer vrimlende, skrevet på stedet)

sneflokke kommer vrimlende,
så på et tidspunkt stopper bevægelsen.
under den friske sne forstummer lydene,
og vores indenfor bliver et enklere kosmos,
der hvor vi ender og begynder.
er det en metafor for en macbook?
et punkt hvor følelsen af "jeg"
forsvinder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar