Albertineprisen 2014 er en jack in the box i den knægt i Eske! (DIDELIGOI!)

I morgen klokken 17 på Forfatterskolen - alle særlige læsere er velkomne - uddeles den af Knud Steffen Nielsen stiftede Albertinepris yderst fortjent til Eske K. Mathiesen; et uoverskuelig antal, dvs højst 3, taler vil blive afholdt, herunder traditionen tro en koncepttale ved mig eller én, der ligner, til forveksling.

De suverænt seje tidligere prismodtagere: Frank Kjørup, René Jean Jensen, Christina Hagen, Majse Aymo-Boot.

Allernyeste Eske-tekst er hans gode lærkedigt i Asger Schnacks enqute-antologi, Ny trækfuglene, i anledning af fotograf Lars Gundersens 60 års dag, der stille og roligt, vittigt og informativt, arbejder sig frem til at blive en uimodståelig lærkesang: 

Der kan siges en del om lærker
jeg har selv prøvet på det i
adskillige digte, de fleste handler
om lærkens forbavsende sang. Så
vidt jeg husker, var den daværende
Fugleminister lige ved at gøre
lærken til nationalfugl. Men så
gjorde folketingest udvalg for
indfødsret opmærksom på, at lærken
ikke var i landet hele året,
nærmest var sæsonarbejder.
Så valgte de vist svanen. Eller var
det platuglen? Den har i alle
tilfælde indfødsret i landet.

Må jeg have lov til at fremhæve
et træk, der er fælles for alle
verdens 76 lærkearter: Hannen
hjælper hos dem alle med til at
opfodre ungerne! Tænk engang.
Dette fine træk kunne man fejre
ved at nynne en lille fordringsløs
sang, jeg har skrevet.
Melodien har Kjærbølling lyttet
sig til i hedelærkens lokkesang.

Let at høre,
svær at finde.
Dideligoi.
Snart skjult i græs,
snart fjern som et minde.
Dideligoi.
Kærken er den
usynlige sanger,
som kun det skarpeste
øje fanger.
Dideligoi.
Trillerne højt
som en tanke når.
Dideligoi.
Bliver det mon
et lærkeår
dideligoi i år