Mig uden andre 1

(fra FB-tråden under Kristina Stoltz's link, omtalt nedenfor)

Lars Bukdahl Kære Kristina, Trisse, Nis, Jan & co. Sikke danske forfattere har ordet i deres afmagt; pastiche-voldstrusler, really? Hvorfor er det så pinligt at sige, at en bog er dårllg? Og hvorfor er det sadisme at gentage det? Projektet kunne jo være at forpligte sig på at diskutere - og opliste, NÆVNE - ikke bare god kvalitet, men også dårlig kvalitet, som ofte gør os klogere på, hvad litteratur er og kan være, end god kvalitet, der i sagens natur har det med at være unik. Som en selvfølgelighed ægger det til polemik og yndlingsaversioner, når bøger, jeg ikke bryder mig om, roses til skyerne af andre kritikere og kanoniseres af Den Litterære Institution, ikke fordi dårlig litteratur er vigtig for mig, men fordi god litteratur er. Se iø dagens blogpost - kh

Rygterne om min kritiske avisdød er stærk overdrevne ... Men kunne forfatterforeningerne ikke oprette et kursus med titlen (og det eneste budskab) DU ER IKKE DIN BOG. Så vidt jeg kan læse, skriver jeg om forfatterenes bøger - mens alle mulige forfattere her på tråden tror, jeg skriver om dem (Sonnergaard: personangreb, Stoltz: lade mig håne): til gengæld sviner de gladelig min person til som perverteret, sadistisk, falleret, småkorrupt og spøger med voldstrusler. Mine primære forbrydelser er 2, tror jeg: 1. Jeg insisterer hinsides anmeldelsen på at blive ved at tale om (og tænke over) de dårlige bøger, 2. Jeg forsøger at underholde mine læsere og tilhørere (og mig selv), (også) når jeg skriver og taler om dårlige bøger. Foredraget om yndlingsaversioner bestod sidste gang (på Egmont-højskolen - der er en højskole særligt for fysisk/psykisk handicappede) af 1 times generel snak om, hvad der gennem tiderne er blevet anset som litterære dårligdomme og en halv times opfisken af dårlige bøger, som jeg via teksteksempler kritiserer (fx gennem omstændelige metafor-gennemgange). Det er en strengt litterær øvelse, der forhåbentlig - SHOOT ME - også er underholdende-

tja selv, Tine, aversionen er nok udgangspunktet, men det kritiske projekt - ellers havde det ikke ret til at kalde sig kritisk - er jo så at begrunde og kvalificere aversionerne: hvorfor er disse bøger i mine opspilede øjne og ifølge mine chokerede smagsløg så forbandet dårlige; så godt som alle bøger på min liste i blogposten har jeg anmeldt eller skrevet om på anden måde, nogle op til flere gange, og som sagt er selve show-delen af Yngdlingsaversionerne noget så tørt som en serie af tekstlæsninger; at argumentere for og ræsonnere om sine aversioner oplever jeg ikke som synderligt perverst. 

Men hvorfor er det smagsløst? Det ville du jo ikke synes, hvis det var en liste over min seneste yndlingsperversioner (den slags lister laver jeg mange af). Det er vel en helt nøgtern øvelse: hvilke bøger komme jeg i tabnker om, når jeg skal fylde en pose med (helst eksemplarisk) dårlige bøger?, også fordi jeg har anmeldt eller på anden måde omtalt langt de fleste bøger på listen. Jeg temaiserer selv den dpårlige karma i blogposten, men hvorfor

hov, teknisk uheld - tanker, ikke tbanker, dårlige, ikke dbårlige - og så forsætter jeg sætningen: hvorfor er artikuleret negativitet så helt ekstremt upassende, selv og måske især i intellektuelt og kunstnerisk selskab?

Altså, listen er jo også en tekst, om (mine) aversioners brogethed og ekspansivitet (og idiosynkrasi), fra Big Rif (når han skriver barndomssdigte)) over Tafdrup og Peter Høeg til Leine og Klougart - med klar slagside til de af andre kritikere og den litterære institution kanoniserede forfattere; på den led er listen også et manifest polemisk rettet mod Den gode Smags automat-hierarkier

Futurister, dadaister og surrealister elskede at skrive lister over deres yndlingsaversioner, ingen havde mere stil end dem