RIFLET FLØJL
Klaus Rifbjerg udgiver en samling professionelt læseværdige, hele og halve
kronikker, der aldrig nåede frem til Politiken
For 250 kr.
broget
Klaus Rifbjerg:
Blandede bolsjer. 204, 250 kr. Tiderne Skifter
Af Lars Bukdahl
Klaus Rifbjerg -
der fylder 83 til december og for længst har Danmarksrekorden i udgivne bøger,
selv Morten Korch og Villy Breinholst kan ikke følge med - synes at være mere
produktiv end nogensinde. Sikke dog et udmattende
eksempel til efterfølgelse han er for yngre forfattere.
De senere år har manden set sig nødsaget til
at fordele sine bøger mellem to forlag: Bøger, der mere eller mindre rimeligt
bærer de klassiske genrebetegnelser ’Roman’, ’Noveller’ og ’Digte’, udgiver
Gyldendal. Bøger, der indeholder hybride prosastykker, midt mellem prosadigt og
dagbogsnotat og læserbrev, uden genrebetegnelse, udgiver Tiderne Skifter.
Den sidste slags har vi fået tre bind af,
2011-13, senest Året vender fra
sidste forår. Dette forår udsendte Gyldendal en halvskøn digtsamling, Fut fut fut, og nu kommer så en ny bog
med i gennemsnit lidt længere, hybride prosatekster, der har fået den klassiske
genrebetegnelse ’Essays’ og den uprætentiøse titel Blandede bolsjer, på Tiderne Skifter.
Det behøver ikke være faktuelt rigtigt, men
jeg oplever, at de små, genreløse –
lad os kalde dem – almanaktekster, er
det, der bliver skrevet midt imellem og som overspringshandlinger fra de
genrefikserede værker, fordi
Rifbjergskriften simpelthen ikke vil eller kan holde pause. De længere
hybridtekster, der ifølge forlaget (men det fremgår også af mange aktuelle
referencers uaktualitet) er skrevet
”gennem en del år”, ligner små hybridtekster, der utidigt er gået over gevind,
overspring, der springer stangspring, springer over det øjeblikkelige, notatagtige
og nærmer sig essay- eller bare kronikformen – i princippet i hvert fald; reelt
kan det, ud over størrelsen, være svært at se forskel.
Indholdsreferat: Rifbjerg erindrer punktvist
og tematisk, Rifbjerg mindes familiemedlemmer, Rifbjerg mindes gamle venner,
Rifbjerg sukker med og uden selvironi over forskellen mellem dengang og nu,
Rifbjerg ser gamle film i fjernsynet, Rifbjerg læser gamle bøger, Rifbjerg går
på jagt, Rifbjerg rapsoderer over evige emner, Rifbjerg mener noget om akutelle
emner.
Hele tiden skriver Rifbjerg gedigent gyngende
og elastisk Rifbjergsk, nu og da skriver han fænomenalt fræsende, decideret
blæret Rifbjergsk. Mit yndlingsstykke i bogen handler om dengang, Rifbjerg i
Spanien, hvor mange stykker udspiller sig, blev ”ufrivillig æselejer”. Hvilket
producerer en grandiost barok sammenligning:
Ӯselskryden er ikke som nogen anden lyd her
i verden, og når de forstørres op, kan man forestille sig, hvordan det måtte
lyde, hvis nogen med munden prøvede at puste en sammenklemt oceandamper op til
naturlig størrelse.”
Min yndlingspassage er, apropos lyd, disse lynportrætter på rad og række af, hvordan gamle venner lød - så øm en præcision:
Min yndlingspassage er, apropos lyd, disse lynportrætter på rad og række af, hvordan gamle venner lød - så øm en præcision:
”Paul Hammerichs lyse,
højt-løftede-øjenbryn-fuld-af-skæmt-tenor, Leif Panduros rumlende, varme, dyb
bronkietræs-klukken, Ol Sarvigs bas, Villy Sørensens ufrivillige, men også
svagt kokette fistel, Thorkild Bjørnvigs marsmands-latterbrøl, Uffe Harders stankelbens-mezzo
og Tove Ditlevsens uforskammet høje og sexede kællingehvin.”
Hvis Rifbjerg havde kunnet holde på skriften
som Peter Seeberg eller var død ung som Gustaf Munch-Petersen eller midaldrende som Dan Turèll,
havde vi hæget hysterisk om sådanne skriftsteder. Nu bobler de bort i det
løbende vandfald. Det er ikke fair. Der er stadig god grund til at juble over
overoldingen mindst én gang om året.
- der bliver arbejde til 'udvalg' mange generationer frem. Måske har der i Rifbjergs samtid været nogen, der fulgte med hele vejen, selvom jeg tvivler. Næppe nogen vil gøre det igen, så der vil være plads for at gøre fund for enhver, hvis bøger overhovedet bliver ved med at eksistere...
SvarSlet