- fra interview med Henrik Have i Berlingske, ved Morten Beiter, 2006:
Når man når denne alder, begynder man at miste venner, som er ældre end én selv, og som man altså ikke længere har som samtalepartnere. Det gør, at mit bagland hele tiden svinder ind og min mentale og intellektuelle ensomhed vokser, og det smitter uundgåeligt af på min kunst, både den visuelle og den lyriske. jeg er blevet mere uforsonlig, mere og mere en Jeronimus-type, som ikke kan falde til ro. Heldigvis er den unge lyrikergeneration begyndt at knytte sig til mig, og mig til dem, og det er en guds gave, må jeg sige. For jeg har det ikke satans godt med min egen generation, hvad enten det er malere eller forfattere. Der er faktisk kun én tilbage, som betyder noget for mig, og det er digteren Peter Laugesen. De andre er jeg kun overbærende over for, for jeg synes simpelthen ikke, at de er gode nok. Mange af dem skriver på noget, de tror er en kunstnerrolle, ud fra at de har et budskab og et publikum. Det har jeg gud være lovet aldrig nogen sinde bildt mig ind, at jeg havde. Når folk begynder at tale deres "målgrupper" siger jeg, at jeg kun skriver til bogkasser, og at mine bøger trives bedst i skumle sidegader i kælderbutikker. Og det er ikke engang løgn.
- fra interview med HH i Peter Seeberg og Hald, 2005, ved Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus:
(...) Mortensen og Smærup repræsenterer noget i dansk litteratur, som jeg overhovedet ikke kan acceptere: den fortællende roman. Men de er sjove mennesker og sjove at være uvenner med. D er også sjove at skændes med. Jeg kan for eksempel sige til dem, at jeg overhovedet ikke gider læse normalprosa. Og jeg ved ikke engang, om det er normalprosa, de laver. Men det har jeg jo altid beskyldt dem for: "I sidder og snyder mig, I prøver at få det her til at se ud, som om det er normalprosa." Og efterhånden som Smærup kommer til at se ligne Henrik Pontoppidan og Henning Mortensen kommer til at ligne Andersen Nexø - eller også er det omvendt - så kan jeg ikke med det. Jeg mener ikke, at den form for litteratur hører hjemme i litteraturen. Jeg synes, det er så højrøvet, at man vil skrive en samtidsroman. Det er ganske utåleligt for mig. Men da jeg gerne vil forsvare deres bøger, så er jeg nødt til at sige: "Alt det dér. det handler om noget helt andet" - nemlig det, der ikke beskrives, en slag socialrealisme på hovedet. En samtidsroman kan jo være udmærket, men den handler udelukkende om, hvad den ikke beskriver. Og hvis du har så meget is i maven og siger: "Okay, jeg læser titusind sider af et eller andet lort" udelukkende ud fra, hvad romanen ikke beskriver, så er den god. Men jeg nægter at tro på, at Smærup og Mortensen tro på, at de kan skrive en samtidsroman. De skriver den du fra, hvad de ikke skriver.
- fra interview med HH i Onkel Danny fortalt, 2003, ved Lars Movin og Steen Møller Rasmussen:
På et tidspunkt, mens han (Dan Turèll) sad og skrev, tænkte jeg: Nu lægger jeg mig ind under skrivebordet. Og det var jo som honning i mine ører ar høre de dér taster ... nej, nu bliver jeg lidt for sentimental ... men det var altså meget smukt at blive lullet i søvn til lyden af skrivemaskinen. Dan sad bare hele natten og skrev. Og jeg ville ikke forstyrre ham. Det var jo lyden af en mand, der arbejdede, og det er stort set ikke noget, jeg sætter højere end arbejde. Et menneske, der gider lette røven, det tager jeg hatten af for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar