-->
PAFTRUP Pia Tafdrups romandebut har en lang, fin og skæv
begyndelse, som den virkelig ikke ved, hvordan den dog skal komme videre fra
Vindeltrappistmunkens tredobbeltseng
Pia Tafdrup: Hengivelsen. 184 sider, 225 kr. Gyldendal
Af Lars Bukdahl
Mine veltrænede fordomme havde ikke problemer med at
finindstille forhåndsforventningerne til Pia Tafdrups sene og pludselige
romandebut, der for at gøre det rigtigt nemt selvfølgelig hedder Hengivelsen: Ja, ja, vældig passion med
lyrisk fernis bumlende derudad, no problemo!
Men fordommene havde kun to tredjedele ret, eller helt ærligt faktisk kun halvt
ret, og det er faktisk så for dårligt, at de må bøje sig og rulle tilbage og
overlade operationsbordet til tøvende objektiv nysgerrighed.
For ja, romanen handler om en
vældig passion, men på en i hvert fald til en start insisterende kringlet
facon, og ja, der er også en god del lyrisk fernis både hist og pist, men rent
faktisk ikke mere end som så (og måske burde forlaget bare have farvet
fernisen, pink eller limegrøn, så den var lige til at springe over for følsomme
sjæle af først og fremmest hankøn). Det er starten, der gør den klareste
forskel i forhold til fordomsautomatikken: Èn lang scene eller sekvens måske
snarere på 35 sider, fortalt af jeg-fortælleren Pascha (ja, ja, fordomme, sikke
et navn, vi går hastigt videre) i en fint fortumlet og overfølsom præsens,
meget langt fra de seneste digtsamlingers dyndtunge, hyper-retoriske tankelyrik.
Vi er snarere i nærheden af den unge firserdigters små, stærke, vibrerende
sansninger, men på prosaiske præmisser, med konkrete detaljer og klare
flashbacks og Jesus: Supsense!
- og sådan slutter den:
-->
Hele resten-af-romanen (altså alt minus den fine start)
former sig som en forbumlet blanding af 1. Juliane Preisler Classic, dvs.
højglanspoleret fernis, 2. Samtidsroman Raw, dvs. forfjamskelse med samliv og
ekskærester og forældre og erindringer, og 3. Hesselholdt Crazy. Det første er
slemt, det andet er trivielt på en i Tafdrups tilfælde forfriskende facon, og
det tredje er rigtig godt, henvisningen er til Christina Hesselholdts forelskelsesroman
fra sidste år, Du, mit du, og dens
knopskydende, fiktive og reelle fabuleren. Hos Tafdrup er det fabel-agtige de
ualmindeligt mange og grundige drømmereferater, som nemlig kun sjældent lader
sig fortolke fyldestgørende 1:1, de bevarer helst en genuin sær og skæv rest;
den første, midt inde i den fine start, ender sådan her. ”Kvinden med det lange
lyse hår gav sig til at skrive et navn uden på konvolutten. Hun drejede hovedet
og så fast på mig: ”Det afgørende er, at et brev er frankeret rigtigt.”.
Dvs. rigtig
forkert! Og den reelle handling måtte altså gerne være blevet forsynet med lidt
mere og skarpere drømmeagtighed. Som i Tafdrups andet nylige prosaforsøg,
novellen ”Syv timer imod mørket” fra 2003-antologien Kunstnernoveller, hvor en gal stalker faktisk får noget at skulle
have sagt. Og som i den fine start, hvor situationen i en evighed effektivt
holdes i ånde.
Hengivelsen er en lille, grundstødt roman-kutter, der stolt og
sympatisk holder snuden oppe. Men hvor ville det være skønt, hvis kaptajninden
næste gang rundt vovede et Titanic, der kunne og ville forlise for alvor!
- og så er det rigtig nok, at Jens Blendstrup og jeg ved en Litterær Hypnose på Roskilde Festival satte ild til et bind af hendes samlede digte, men altså, Jens var in character som en senil rockmusiker, der ikke vidste, hvad han skulle stille op med en bog, så derfor behandlede han den, ligesom Jimi Hendrix behandlede sin guitar, men straks flammerne stod op fra 80'er-poesien, vidste vi, at dette var helt forkert, bogbrænding er ALTID dårlig karma ... og her klokken 13 læser Jens op for Dansk Blindesamfund sammen med Lone Aburas ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar