ONKEL ER HJEMME

(og okay, det her er spooky - lige inden jeg påbegyndte denne planlagte blogpost om Pia Juuls  Avuncular (betyder onkelagtig på engelsk), som jeg omsider har fået fingre i, klikkede jeg ind på en minde-blogpost om Robin Williams på New Yorkers hjemmeside, der begynder sådan her - jeg fremhæver et enkelt ord:

Robin Williams was, despite his varied career, and perhaps above all else, a children’s performer—and because of that he was also a teacher. In the wake of his death, many are taking comfort by rewatching scenes from movies like “Dead Poets Society” and “Good Will Hunting,” in which he played figures of mischievous authority. In these roles, and elsewhere, Williams was avuncular and mostly benevolent, but with an edge of grown-up cynicism that appealed to young people because it seemed faintly dangerous, honest, and real. Yet Williams could be a teacher even when he wasn’t playing one—and could instruct even in silly roles. For me, and for people my age, he was a guide into a more adult world in what was likely his very silliest performance: as the voice of the Genie in Disney’s 1992 animated movie “Aladdin.” It is no diminishment to say that I will always remember Williams as a bright-blue cartoon.)

Jeg påbegyndte læsningen på WA, fortsatte den i Irma ved Nørreport og afsluttede den herhjemme i Hellerup, og det er både en ny digtsamling af Pia Juul og en onkeltekstsamling af Pia Juul og grænserne er flydende, og den er sær og hård og vild og sjov og bevægende og selvfølgelig et hoved/mester/galmandsværk, og her er de første tre opslag (efter avuncular-ordforklaringen) i selve onkel-encyklopædien (10 sider uden det indledende * (som alle de øvrige tekster indldes md, hvilket automatisk gør dem til Juul-digte, også når de er prosadigte og handler om onkler (hvis der er tre *er, og det er der ingen steder her, det er der kun i sagde jeg, siger jeg, er det gargouille-digte, og de er yderst farlige))):

Archibald Alexander Leach

Jeg var barn og forelskede mig i Cary Grant, det var en overvældende pludselig kærlighed der ramte mig som et dolkestød. Filmen hed Only Angels Have Wings Kort efter så jeg ham i Billed-bladet. Gråhåret, gammel, iført bar lasket overkrop og cigar. Endnu et dolkestød, men denne gang ikke "som". Tiden.

Birger, Asgeir og Thøger

Tre mænd betragtede jeg som mine onkler, skønt de ikke var det. De hed Birger, Asgeir og Thøger, og boede alle tre i Skælskør, min barndoms forjættede land. De var min fars venner, og selv hed han Holger. Det var da pudsigt, som i et broderskab. "Det har jeg fortalt dem," sagde han. "Men de syntes vist ikke, det var så sjovt som vi to gør."
Vi to.

Børnelærdom

Hvad har farfar?
En Caravan
Hvad har morfar
En Fiat Venezia
Hvad har Onkel Knud?
En Volvo
Hvad har Onkel Tage?
En Anglia
Hvad har Onkel Thøger?
En folkevogn
Hvad har far?
En cykel