Okay, min egen pinligste anmeldelse

, i mine øjne, er vel ikke en fejllæsning, men bare en uærlig læsning, nemlig min næsegrus begejstrede anmeldelse af Søren Ulrik Thomsens Hjemfalden fra 1991 i Kristeligt Dagblad, som jeg ikke umiddelbart kan komme til i mit i flyttekasser bortpakkede arkiv, men jeg kan citere de par linjer, som Neal Ashley Conrad citerer i sin store Søren Ulrik Thomsen-mongrafi, og de er slemme nok:

Søren Ulrik Thomsens digte fortjener at blive lært udenad. På forbilledlig vis taler et nådesløst musikalsk stolt og retorisk dansk et vildt og præcist billedsprog i hver eneste digt frem om vor eksistens.

Vor eksistens, really, Lars!?

Conrad kommenterer i bogen:

Sammenligner man imidlertid denne uforbeholdne, overstrømmende ros til Hjemfalden med Bukdahls lige så negative og polemiske affejning af Det skabts vaklen, er der noget, der ikke stemmer, og man spørger uværgeligt, hvad det er, der har forårsaget denne vending fra fascination til total afstandtagen. Hvad er det, der har fået Bukdahl til at skifte syn så radikalt, som tilfældet er?

Det er altså ikke et større mysterium (og slet ikke en (senere) konspiration), Neal, end, at jeg bare endnu ikke turde stå ved min ærlige smagsdom, når det virkelig gjaldt; jeg rungede lydigt konsensus efter munden som en usselig duks, og det er jeg stadig akut flov over, sorry!