Mild patroniseren er OK overflødig

som her til sidst i Tue Andersen Nexøs ellers gode-gode anmeldelse af Caspar Erics 7/11, som jeg er lige så misundelig på som på Lilian Munks Rösings anmeldelse og af samme grund: detaljerig, sproglig sensibel karakteristik, hvor jeg skramler mig frem:

Men det, der føles nyt eller bare interessant i 7/ 11 er alligevel den måde, strategisk planlægning af de mindste handlinger og konstant selvanalyse næsten, men så også kun næsten, falder sammen med en spontan hudløshed.
Den sammenfletning er fremstillet konsekvent og med en fin, hverdagslig humor og ømhed.»og du ligger her/ i sengen igen/ der er lidt spor/ af shawarma og sæd/ som jeg prøver at skjule/ selvom det plettede lagen/ også sagtens bare kunne betyde/ at jeg er en person/ der nyder livet/ og er ligeglad/ med hvad du tænker/ og at jeg er klar/ til at få en ny kæreste/ som kan skabe motivation eller noget/ omkring at være en hygiejnisk person/ du siger at du har taget t-shirten med/ den med printet/ der ligner en elefantpik.«.
Men er det nok? Selvom Caspar Eric på sin vis skriver en antiformel poesi, så tror jeg ikke, 7/ 11 havde fungeret uden sine formelle greb. Her tænker jeg ikke på den demonstrative mangel på præcision i sproget (»eller noget« ) eller de mange, overraskende sjove billeder og sammenligninger, der dukker op undervejs, men på dens linjeskift.De skift sker altid ved naturlige pauser i sætningerne - ved overgang fra hovedsætning til bisætning, ved adverbialled, ved konjunktioner - men samtidig er der ingen punktummer i bogen .Resultatet er som at overhøre en nærmest uendelig småsnakken, en tankestrøm, der i digtene nok begynder og stopper et sted, men i princippet kunne fortsætte i det uendelige. Det er konsekvent gennemført. Men man sidder til slut og er bange for, at bogens digte ganske vist er stilsikre, men også er begrænsede. Den her form kan kun så meget, og det meget har Caspar Eric måske allerede ramt her i sin debut.

- men der er jo andre strengt konsekvente formaliteter end linjekiftene og punktumløsheden (og den gennemsnitlige digtlængde), som vi burde opregne, og som medvirker til den eneløse og systemiske og formelle (de to sidste ord hentet fra min anmeldelse) effekt, ingen store bogstaver (overhovedet), ingen brug af det og den: alle konkreter og navne gentages altid ord til andet, (og som bemæket af Lilian) brugen af 'person' i stedet for menneske, kvinde, mand.