Klov-Gartnereret Metafor (KGM) 2 Plambeck-edition

Da jeg skrev min blogpost om Klov-Garneret Metafor (= metafor der ufrivilligt sprækker bukserne i en eller flere (knopskydende) dimensioner) havde jeg planlagt en del 2  om U-præcision med udgangspunkt i et digt af Dy Plambeck til Prins Henrik i Euroman, et udsnit, 2 metaforer i sekvens:

Skyerne driver så højt over rapsmarkerne
og lyset
trænger ind gennem gardinet
i stuen som skindet
der brister på frugt.
Har De nogensinde most et jordbær i  i Deres hånd
og set den røde saft dryppe ned i græsset. 
Den tomhed man kan føle ved det
som en buk der tømmes
for sine indvolde på jagten
jægeren
der starter snittet ved halsem
så han kan komme ind til struben

I begge tilfælde er halter sammenligningen alvorligt, lige så snart man tænker nærmere over den: skind der brister på en frugt kan da næsten ikke være MINDRE som noget end som lys der trænger gennem et gardin, som jo netop IKKE brister, men osmotisk gennemtrænges, ligesom en buk, der med et omhyggeligt snit ved halsen tømmes for indvolde, næsten ikke kan være MINDRE som noget end som som et jordbær, der bliver uomhyggeligt mast i hånden; jeg ved godt, det er følelsen af tomhed, der bliver sammenlignet, men den kan da også svært være den samme: hvor jordbærrets spiselighed bliver spoleret ved masningen, sker det omvendte ved opsnitningen af bukken, hvorved jo nemlig spiselighed forbedres. 

- i sin anmeldelse, den eneste for alvor kritiske, i Information af Dy Plambecks roman Mikael kom Tue Andersen Nexø mig i forkøbet: 

Den er så også bedst, når den ikke er smittet af Klougartitis, dvs. sær glæde ved sære koloner og outrerede metaforer.
Det lyder godt i forbifarten, det billedsprog, men smuldrer for forstanden, når man standser op som læser. Prøv at se her: »Granater slog ned i jorden ude i ørknen. Deres larmende nedslag lød voldsomme midt i stilheden, der hang over Bridzar, mens jeg foldede min sovepose ud og krøb ned i den. Feltsengen føltes som at ligge på en båre. Fanen i teltet og en helikopters brummen på himlen gled sammen og bankede som et fjendtligt hjerte.« Et er, at lejren i Bridzar 25 sider længere henne beskrives som et sted, hvor der næsten aldrig er stille; jeg forstår simpelthen ikke, hvordan helikopterbrummen kan blive til hjerteslag.Men det lyder jo storladent.