Janus' fuldfede onkler in memoriam

I den danske onkel-poesi, præ-Avuncular, er (i det litterære miljø total usynlige (lige siden den karaffel ca.!?))) Janus Kodals herlige, 90'er-dekadente nyklassiker Fyrsten Zibebes bekendelse central, den flyder over med onkler, bl.a disse:

Vi øjne stimlede sammen i parken
med vores chokoladesodavand
vel vidende at der nok af risici at løbe
på sådan en dag med lilla solskin
og oprereret ind i onklerne
vinkede hænder praktisk goddag
Vi var forsamlet i denne nød
udenom dampede krydsene af ofre.

Vi blev som drømme den aften
men det er egentlig ikke det vi helst ville.
Så hellere et varmt måltid på onkels knæ
under de gyngende lamper.
Så var der fart på livet,
så nåede vi om det.


JK som onkel!?