for i dag udkommer Caspar Erics 7/11 og stupid-hypeningen er allerede i gang - Politikens forsidehenvisning til Carsten Andersen glimrende nok interview: "Hans digte sætter ord på en selfie-generation (what does that even MEAN?) - hvilket digteren sikkert ikke er utilfreds med, men burde han ikke være det, bare en smule? I hvert fald bliver JEG træt i hovedet og hjertet (det råbte taxachaufføren i nat meget op om: du skal lytte til din hjerne OG til dit hjerte, hvilket vistnok handlede om at hans kone administrerede hans hvide penge og han selv sine sorte), når poesi skal fedtes ind i generationsdiagnostik (de eneste generationer jeg går ind for er jo sgu da nemlig litterære generationer, fuck samfundmæssige, livstilsstilistiske generationer) - Lilian Munk Rösings glade, inspirerede 4 hjerter-anmeldelse i Politiken (som jeg er ret misundelig på, hun får elegant og præcist foldet digtsamlingen ud (fra sin selfiie-istiske optik)) og Peter Stein Larsens helt jammerligt dårligt læsende og sansende nedhegling i Kristeligt Dagblad (der ikke er så kriminel som Niels Lyngsøs Politiken-nedhegling af Ursula Andkjærs debut i sin tid, men det er derhenad) er fælles om lade alt det Twitter og MacBook og Vanilla Coka og Babybites, bogen flyder over med, definere Caspars poesi og poetik, og gu fanden gør det da ej, som jeg forsøger at gøre klart i min klumpede anmeldelse i WA i morgen.
Rosværdigt Munk Rösing-klip:
Caspar Eric (f. 1987) skriver for så vidt fra en veletableret digterposition,
ung mand vil have damer og identitet, og anvender klassiske poetiske figurer
som besjæling, apostrofe, metafor, poetisk du og lyrisk jeg (hvert af de
tyve pænt lange digte starter med ordet jeg i fedskrift).
Men det er MacBooken, der besjæles (»macbooken vil være ked af det«), det er
downloadprogrammet, der apostroferes (»kære lille downloadprogram/ jeg vil
bare gerne se samtlige afsnit af girls (2014)«), det er cyperspace,
der leverer metaforer for følelses- og sanselivet (man kan »hacke« sit eget
humør og »downloade« kunst i kroppen), og det poetiske du er »en person der
gerne vil instagrammes/ foran 7/11 efter en bytur«. (...)
Digtsamlingens titel, ’7/11’, signalerer døgnåben hverdag i butikskædens lys
frem for den skelsættende historiske begivenhed, der samtidig spilles på:
9/11. 7-Eleven gives sin egen poesi i nogle fine vers:
»og du sagde at 7/11/ kunne give en følelse/ af at alt også bare var en lang
dag/ og at det betyder/ at det også kan føles som en ny dag/ hver gang du
går ind i en 7/11/ og kommer ud igen/ med babybites i hænderne«.
Her bliver butikskædens potentielt infernalske altid-åbent-og-altid-det-samme
til en kur, der kan forlænge og forny dagen, så selv ordet babybites
pludselig klinger af ømt og nyt liv.
Skammeligt Stein-klip:
Caspar Eric debuterer med denne
digtsamling, der kan beskrives som en blanding af 1970' ernes Dan Turèll
og de seneste års norske digterstjerne, Audun Mortensen. Fra Turèll har
Eric tendensen til at ophobe " og"-konstruktioner i endeløse sætninger,
hvor der registreres alle mulige ting fra jegets liv i storbyen.
Der
gøres som hos Turèll en del ud af at fortælle, at alt, hvad der
tilhører den såkaldte finkultur - for eksempel digtere og
kunstudstillinger - er noget bras, og at jeget, hvad materielle ting
angår, mest er optaget af forhold som at få pizza og burger hos justeat.
dk og 7/11, samt hvad der står på hans T-shirt.Fra Audun Mortensen har Caspar Eric den
voldsomme brug af referencer fra Facebook, YouTube, iPhone, mp3,
MacBook, Twitter, Netflix, musikvideoer og internetsider - en
medievirkelighed, der angiveligt omfatter hele digterjegets verden, når
man ser bort fra en forelskelse i en pige. Den
nævnte Turèll-Mortensen-cocktail kan for eksempel lyde således: " Jeg
vil suckerpunche macbookens webcam/ jeg vil bodyslamme macbookens
webcam/ og tvinge det ind i hukommelsen/ jeg vil drikke gin og tonic
alene/ og vælte rundt og ryge cigaretter/ og synge med på medinatekster/
og spilde gin og tonic i tastaturet/ og macbooken vil blive helt
fuckd". Man kan naturligvis lovprise de smarte slangudtryk, men jeg
indrømmer gerne, at jeg ikke aner, hvordan man suckerpuncher en macbook,
og at jeg heller ikke bliver videre nysgerrig efter at vide det ved at
læse Caspar Erics tekst. Hertil er teksten simpelthen for manieret i sit
rasende, opremsende flow, hvor der er alt for få stemnings-og
intensitetsskift.
- jeg ved godt, hvordan man suckerpuncher en MacBook, og jeg vil gerne lære poesi-professor Peter det ved lejlighed, for jeg synes, han har brug for det.
kære lars. jeg prøver at acceptere de fleste begreber og så finde en balance med den melankoli det er ikke at kunne styre sit eget billede. så jeg ved ikke om jeg er utilfreds. jeg er klar over at der er nogle 'præmisser'. men nu lige med peter stein larsen anmeldelsen tænker jeg at jeg lige vil sige nogle ting her - fordi du citerer den. og fordi jeg synes det er noget fuck at man ikke må tale imod men samtidigt heller ikke gider fylde min facebookprofil med lange udreddende 'intellektuelle' statusser. altså:
SvarSlet- jeg accepterer audun mortensen og dan turell referencerne. men de er også meget nemme synes jeg, og jeg nævner selv eksplicit audun mortensen i allerførste digt (men det er auduns tone der interesserer mig). samtidig synes jeg der er verdener til forskel på os. hvis et argument er at man minder om nogen fordi man anvender samme inventar (jeg har en inventarliste som ironiserer over det også) så prøv lige at anvend den logik på litteraturhistorien allesammen.
- der gøres ikke noget sted i bogen nogen del ud af at fortælle at finkultur er noget bras - og slet ikke digtere og kunstudstillinger. der står at jeg gerne vil være 'kunstner' men så er der en polemik omkring den form for identiteter. (kunstudstillingen jeg vil lave i bogen er selvfølgelig et miskmask af nogle andre kunstneres instruktions tekster fra bogen 'do it'). udover det er jeg ikke sikker på hvad finkulturelt betyder. min bog er jo poesi.
- medievirkeligheden omslutter hele jegets verden kan man sige - dette gælder netop også forelskelsen. medievirkeligheden er bare virkeligheden.
- man kan ikke lovprise de smarte slangudtryk for der er faktisk ikke slang med i bogen. der er derimod engelske udtryk med. og nogle steder når det handler om stoffer.
- manieret og rasende lyder godt. det bekymrer mig hvis det skulle betyde en særlig eksklusion af nysgerrighed (eller brug af google). i øvrigt er det jo ikke svært at forstå at suckerpunch og bodyslam nok er noget med vold. og at det er en vold mod den macbook som er en af de 'materielle ting'.
- der er ikke noget sted en optagethed af hvad der står på en tshirt. der er en tshirt som er en yndlings-tshirt som jeget har fået af en ven og der er en tshirt med en elefantpik som jeget får tilbage af sin ekskæreste og så er der en tshirt som man gerne vil have sit ansigt på.
- derudover er resten af anmeldelsen så værdidomme over følelser som er fx 'usympatiske' eller 'umodne' (som om litteraturen skal være moden og sympatisk), hvilket er en måde at sanktionere følelser på og lave kategoriseringer som bogen prøver at forholde sig til. (fx hvad her i verden der er vægtigt).
på den måde er peter stein larsen den ultimative anti-hyldest. men derfor synes jeg stadig at man som en af få offentlige læsere har et ansvar for i det mindste at prøve ikke at beskrive kunst mere eller mindre 'forkert' i det omfang at det begreb kan findes inden for en kunst-sfære. jeg håber at nogen ser denne her kommentar.
jeg håber også at nogen gider at sætte mig op med peter stein larsen. så kan vi lige tale om på hvilke måder man kan læse litteratur. ok men det var bare lige det. hejhej.
set
SvarSletNu har jeg læst alle digtene, og har virkelig prøvet at analysere dem til dybde, men jeg gror fast. Jeg kan simpelthen ikke kringle digtene nok til en analyse. Jo det handler om identitet, men er der dybere mening? Og hvad med det stilistiske? Er det en bestemt idé bag opbygningen af digtene?
SvarSletOg "mere youghurt?" jeg forstår det simpelthen ikke, men måske er jeg bare for uvidende til at forstå Caspars digte.