ANG. PRÆK Pablo
Lambías er både skarp og vidtløftig, når han vejleder præster i at prædike med
den rette, passionerede præcision
Hun har en
prædikestol
Pablo Llambìas:
Standardprædikenen. 106 sider, 170 kr. Forlaget Aros
Avantgardeforfatter
og Forfatterskolerektor Pablo Llambías har de seneste år haft en halvhemmelig
nebengesjæft som underviser i prædikenskrivning på Pastoralseminariet. Med
udgivelsen af den lille, livlige bog med den tunge titel Standardprædikenen på forlaget Aros (et af Religionspædagogisk
Centers mange forlag) er denne aktivitet nu blevet halvoffentlig omsider.
Bogen er en slags essayistisk vejledning i og
diskussion af at skrive prædikener, direkte henvendt til prædikenskriverne, den
danske folkekirkes præster; undertitel plus genrebetegnelse: ”Om at skrive
prædiken – en personlig refleksion”.
Det
kan vel næsten ikke blive mere målrettet snævert, hvad såvel emne som målgruppe
angår: Om prædikener for præster. Men på trods eller på grund af denne eksakte snæverhed oplever jeg bogen som
højst inciterende og vedkommende.
Inciterende er bogen som intrikat Llambías-værk
i sin egen ret, parallelt med hybrid-hovedværket Rådhus og Suzanne Brøgger-omskrivningen Kærlighedens veje og vildveje, der begge praktiserer læsning (af
henholdsvis rådhuse og Brøgger) som indblanding og sammenblanding; den nøgternt konverserende tone undgår ikke her og dér at
nærme sig det salvelsesfulde eller bare ”prædikenagtige” og måske endda med
vilje.
Vedkommende er bogen som eksemplarisk, tænksom
genre-undersøgelse på empirisk grundlag: Hvordan ser de tekster, der er
prædikener, ud? Hvordan ser de ud som svagest og som bedst?
Det er her det (bevidst) håbløse titel-begreb
kommer ind: Alle prædikenskrivende præster forholder sig til en usynlig standardprædiken:
Parafrase (af dagens tekst), udlægning, forkyndelse. I stedet for at skjule
eller omgå dette standard-format – en udbredt tendens er at springe parafrasen
over og gå direkte til udlægningen – bør præsten tage det på sig, mener
Llambías, og kvalificere det, som en skærpelse i tre etaper (med såkaldte
”broer” imellem) af en vinkling på dagens tekst.
Lambías går ind for den ensporede prædiken,
der ikke skifter spor undervejs eller bliver til flere prædikener i én, som det
åbenbart ofte er tilfældet, men holder sig til det, der for præsten brænder på
(bogens centrale metafor) i teksten. Og bliver den brand først klar til sidst,
må prædikenen skrives forfra derfra.
Bogen selv begynder, meget lidt ensporet, i
en række tøvende, cirklende diskussioner af sprog og stil og Llambías’ egne
(tvivlsomme) kvalifikationer og trosforhold, som kom han direkte fra sine tre
kæmpebind med bekendelses-sonetter, hvilket han forfatterskabsmæssigt jo også
gør: At sætte sig i autoritet via dirrende virren – vedkendt virren! Der spøjst
nok klinger mere personligt og dermed effektivt, når fokus ikke eksklusivt er
personen PL.
Hånd i hånd med fad livstils-moralisme er akkurat
falsk autoritet yndlingsofferet blandt prædiken-skødesynder; Lambías er nådsløs
i sin sproglige afklædning af
forlorne attituder:
””Altså” er en kølle, som man kan slå andre
mennesker i hovedet med. Det samme er ”jo” og ”bare”, der tilsyneladende er underspillende
biord, men som i virkeligheden har til formål at få éns argument til at virke mindre end det er, således at modparten
ikke kan tillade sig at stille noget op med det.”
Budskabet er, at det er god stil at være sig
selv og god form at brænde igennem. Og en god idé at varme op med god
gammeldags, surrealistisk automatskrift. Til det kan denne lige så troløse
anmelder kun sige: Amen!
- her står Pablo sammen med en præst og kigger i en kirkelig bog, der er skrevet på tysk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar