Aldrig har en anmelder taget så meget fejl

som da Niels Lyngsø anmeldte Ursula Andkjær Olsens debutbog Lulus sange og taler i Politiken; jeg skulle bruge bogen, fordi jeg skrev på en artikel om debutanter og ville fremhæve de mest overrumplende, jeg har oplevet af slagsen, herunder Lars Frost og Ursula AO i 2000, og udklippet lå inde i bogen, og jeg læste det og tænkte, det er sgu godt nok utroligt fejllæst og på den mest forbryderiske måde, litteraturideologisk reduktion af lysende talent til litteraturideologi, Jesu Kristus, hvor et skræmmeeksempel til evig tid (fx er der jo ingen andre end NL der kalder bogen for eksperimenterende litteratur, definitionen af hvilken er hans helt egen):

Monoton polyfoni

Hvad er eksperimenterende litteratur? Umiddelbart synes en særlig gruppe af tekster at kvalificere sig til denne betegnelse. F.eks. tekster som er polyfone dvs. blander forskellige stemmer og genrer; tekster som er fragemnterede; tekster som er negative i den forstand at de (skeptisk, ironisk) nedbryder betydning snarere end at opbygge den; eller tekster som er metabevidste dvs. gør opmærksom på at de er sprog og måske reflekterer over sproget og litteraturen. Hvis dette er kriterierne, må man sige at Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) debuterer med et stykke gevaldigt eksperimenterende litteratur. 'Lulus sange og taler' præsenterer sig som en polyfon bog: Forskellige rolle-jeg'er (Lulu, Salomé, Ursula Ursprung m.fl.) kommer til orde på forskellige sprog - ikke bare med sange og taler som titlen lover, men også med foredrag, essays, syllogismer, vrøvlevers, vitser, notater, aforismer osv. Bogen er desuden fragmentarisk De forskellige teksttyper er hverken formelt eller tematisk komponeret til nogen form for helhed, men kommer hulter til bulter. Den er tillige negativ for så vidt som den ofte ironiserer, navnlig over kærlighedens og den kvindelige identitets klicheer. Og endelig er den metabevidst i en sådan grad at sproget hører til blandt bogens hovedtemaer. 'Lulus sange og taler' vidner således om en stærk vilje til at eksperimentere, men heller ikke om meget mere. Eksperimenterne er nemlig ikke særlig vellykkede. Det er f.eks. en ret monoton polyfoni: Alle jeg'erne taler med stort set samme begrebstyngede, umusikalske og villede vilde stemme. Derfor er det også så som så med det fragmenterede. For hvis man med en fragmentarisk strategi vil opnå en flimrende, springende virkning, kræver det jo at det enkelte fragment står frem med en vis skarphed og prægnans. Ellers kan læseren ikke mærke springet fra det ene fragment til det andet, og teksten bliver i stedet - som hos Andkjær Olsen - en lind strøm. Heller ikke det negative eller kritiske lykkes. For den skeptiske og hektiske fræsen som foregiver at nedbryde konventionerne, er selv en konvention: Andkjær Olsen overtager en række gammelmodernistiske teser om u-autentisk identitet, usammenhængende verden og opløst jeg. Sådanne teser synes for Andkjær Olsen at være ubetvivlelige dogmer, og ikke noget man forholder sig f.eks. eksperimenterende til. Også metabevidstheden turneres trivielt. Sprogrefleksionerne er tunge og uoriginale, og der henvises helt efter bogen til kanoniserede avantgardister som John Cage og Gertrude Stein og til den evindelige Wittgenstein. Det der mangler, er således først og fremmest intensitet, nerve. Trods alle påstande om »panik« og »ild i hjernen«, kan i det mindste denne læser ikke mærke at det brænder på nogle steder. Teksterne er som oftest søgte, udvendige og uden dét personlige særpræg som f.eks. kunne have optrådt i form af prægnante formuleringer, øjenåbnende sproglige billeder eller musikalitet. Den slags finder man ikke hos Andkjær Olsen, hvor det snarere er studentikose manerer, manglende præcision og klodset sprogbrug, der falder i øjnene, f.eks.: »Salomé og den skaldede sangerinde går i parken/ spørgende hinanden til råds om påtagetheden«. Derfor må 'Lulus sange og taler' betegnes som et mislykket eksperiment: Den forsøger at være polyfon, fragmenteret, ironisk og meta-bevidst, men ingen af delene lykkes rigtigt. Dertil kommer at disse stiltræk slet ikke har eksperimentets karakter nu om dage hvor de kan findes i enhver musikvideo eller reklame. En klog mand har i øvrigt sagt at det er meningsløst at udnævne en særlig gruppe af tekster til at være eksperimenterende, eftersom al litteratur - og al kunst i øvrigt - per definition er eksperimenterende: Det er simpelthen et kriterium for at noget kan kaldes kunst. For hvis man omvendt forestiller sig et værk som uden personligt særpræg gentager velkendte temaer og teknikker fra traditionen, og måske oven i købet forfladiger dem, ja, så vil man slet ikke kalde det kunst, men kitsch. I Andkjær Olsens tilfælde: avantgardistisk kitsch.