De hemmelige benspænd 1 & 2

Min samvittighed (og du) byder mig at afsløre 2 anmeldelsers skjulte benspænd, nu den sidste af dem omsider er kommet i avisen.

Det er fordi, da Anna Libak fik nyt job og havde 4 uger tilbage som redaktør af Weekendavisen Bøger, gav jeg hende 4 ønsker, 1 pr. uge.

1. ønske var en anmeldelse kun i hovedsætninger. Det blev så tilfældigvis - men jeg ville nok ikke have udsat en bog, jeg decideret ikke brød om, for eksperimentet (uden at afsløre det) - anmeldelsen af Katrine Marie Guldagers digtsamling Et sted i verden - jeg snød så meget jeg kunne uden at snyde, masser af indskud, men ingen deciderede xtrasætninger, indskudte, bi- eller relativ-, mellem punktummer. Her begyndelsen:

Jeg kan ikke anmelde Katrine Marie Guldagers nye digtsamling retfærdigt. Jeg er for sentimentalt glad for hendes to seneste, 13 og 19 år gamle digtsamlinger, Styrt, 1995, og Ankomst, Husumgade, 2001, og deres turbulente og rasende firkanter. Digtene i den nye bog, ligner digte, højremargen-flossede en halv til tre kvart side lange, og ligner digtene i debutbogen Dagene skifter hænder,1994, og ligner måske mest - og lyder nu da også som - digtene i Søren Ulrik Thomsens bestseller Rystet spejl.

   I min anmeldelse i sin tid af debutbogen kunne jeg godt hører ekkoer af både Thomsen og især Henrik Nordbrandt. Styrt imidlertid lød, rundt og rundt i vaskemaskinens dødsdrom, som ingen andre end Guldager. Aldrig har jeg følt så generations-broderlig en forbindelse til en bog. Aldrig har jeg været så jaloux på en bog. Den bog burde jeg have skrevet!

  Seks år senere globaliserede og politiserede Guldager sit fart og tempo i Ankomst, Husumgade. Så tudsegammel er den såkaldt ”nye” politiske/etiske digtning. Derpå stod den på prosa atter prosa, noveller og romaner og romanserie, med stadig mindre turbo og stadig mere alviden. Efter sin Kritikerpris-belønnede første novellesamling, København, 2004, udtalte digteren til denne avis:

2. ønske var endnu hårdere og smertfuldere en anmeldelse uden adjektiver (undtagen krimi-anmeldelses-adjektivet spændende), og smart nok havde jeg lige fået fingre i koncept-coole Lydia Davis' Can't and Won't, som ikke burde have noget imod at stå for skud (den bog var jeg så også endnu meget gladere for), og det blev til rigtig mange og tunge substantiveringer selvfølgelig. Begyndelsen medsamt trompet/underrubrik/rubrik:

LYDIA-NETIK Lydia Davis formår at gøre køernes koreografi og vaskemaskinens messen dødspændende

Nekrologers topfart

Lydia Davis: Can’t and Won’t. 289 sider, 190 kr. i Politikens Boghal. Hamish Hamilton

Selvfølgelig er min yndlingstekst i mester-kortprosaisten Lydia Davis’ samling Can’t and Won’t (kan ikke og vil ikke) den, der på dansk ville hedde ”Tingene i husets sprog”, og som begynder sådan her (jeg oversætter halvt, det kan ikke oversættes helt, undtagen måske af James Joyce, der ikke er til rådighed):
  ”Vaskemaskinen centrifugerende: ”Pakistani, Pakistani.”/ Vaskemaskinen agiteret (langsomt): ”Firfighter, firefighter, firefighter, firefighter.”// Tallerkener raslende i opvaskemaskinen: ”Neglected”
  Og sådan fortsætter det gennem ikke færre end seks sider, med stumper af et hus-tings-sprogs-essay i kursiv; dette er de tre slut-notationer:
  ”Fugl: ”Marguerite!”/ Fugl: ”Hey, Frederika!”/ Suppeskål på disken: ”Fabrizio!”.

  Omhuen og præcisionen, med hvilken tingenes sprog er fremlyttet, både imponerer og fryder og foruroliger.

  Som oftest går Davis stik modsat til værks imidlertid, aflytter vaskemaskine- og fuglelydene, der midt inde i sprogets orden signalerer absurditet og følsomhed, paradoksalitet og sammenbrud.
- og så vidt jeg kan overskue, har ingen læsere bidt mærke i, at der var noget lusket på færde i de 2 tekster - bortset fra at en enkelt på FB roste Guldberg-anmeldelsens ekstraordinære koncentration og mårettethed - tilfredsstillende og skuffende nok!

3. ønske var en anmeldelse af en Melodi Grand Prix-bog af Jørgen de Mylius.

4. ønske nåede aldrig at blive formuleret, og jeg vurderer, at det nu er uhjælpeligt for sent.



- en fotograf forsøger at spænde ben for en anden Lars