Om at anmelde metropassagerer æstetisk

”Det eneste man kan gøre som anmelder er jo bare at forsøge at møde bogen, nøgent og bevidst og først og fremmest møde den som sprog og ikke som erfaring – det er jo ikke en anden person. Hvis jeg opførte mig sådan overfor mine medmennesker nede i metroen eller til et eller andet møde, som jeg gør over for bøger, så ville jeg jo være en bøf, fordi jeg ville bare tage stilling til om folk var smukke eller grimme eller sådan noget.”

”Men det er meget svært at tale om, fordi, årh, hvad fanden skal jeg stille op med en bog andet end at læse den og holde mig åben over for den.”

Godkendte citater der ikke kom med i den lille, glimrende artikel i netmagasinet Atlas om hvidhedsdebatten i almindelighed og paneldebatten i Nordatlantens Brygge i særdeleshed, citat fra artiklen; jeg lyder meget autentisk ude af flippen:

»Jeg sad der på Nordatlantens Brygge og skingert og desperat råbte ud i luften til mine meddebattører, som insisterede på, at det gjorde en forskel i min læsning, at jeg var hvid og mand og heteroseksuel,« fortæller Lars Bukdahl, anmelder for Weekendavisen, om paneldebatten om hvidhed på litteraturfestivalen txt.ville.
Telefonen skratter lidt, når han sætter ekstra tryk på et ord. Han taler energisk, også når han fortæller om, at hvidhedsdebatten har gjort ham bange for at læse. Og at han, selvom han nu er mere bevidst om sin position, stadig ikke kan se, hvad han skal bruge det hele til.
»De kan ikke beskylde mig for ikke at være bevidst om at være hvid og mand og heteroseksuel nu. Det er jeg jo fuldstændig åndssvagt bevidst om. Jeg har bare svært ved at finde ud af, hvad jeg skal stille op med den bevidsthed.«
Lars Bukdahl ville på en måde ønske at debatten ikke havde fundet sted. Den giver ham hovedpine, som han siger. Fordi den nærmest har gjort ham »overbevidst« om den position, han skriver fra. Og fordi der pludselig er en masse ting, han føler, at han skal passe på med. Som han formulerede det på txt.ville. »Det sætter mig i en umulig position.«

Derefter udtaler Kamilla Löfström og Tue Andersen Nexø sig anderledes roligt og fornuftigt, her Tue:

»Pointen er ikke, at Lars ikke skal gøre det. Pointen er, at selvfølgelig skal man opponere, hvis man synes, det er upræcist eller krænkende eller et eller andet. Ud fra devisen om, at man ikke har ret til selv at bestemme, hvordan man bliver defineret, men man har ret til at protestere, hvis man synes definitionerne er krænkende.« Tue Andersen Nexø mener, at forestillingen om, at man som minoritet skal »sætte navn på sig selv« er forfejlet. »Det afgørende er ikke, om man definerer sig selv. Det afgørende er, at man har rum til at protestere over de billeder, man bliver påduttet.«

(NB artiklen er lidt hemmeligt på 2 sider)