Du er gurlesque, jeg er bare grotesk

Den, lad os kalde hende, fremstormende (tjek også den milde, men skarpsynede Mikkel Brixvold-anmeldelse) unge kritiker Linea Maja Ernst har en herligt nysgerrigt læsende artikel i dag i Information, "Det perverse pigeblik", om noget-nær-en-TENDENS, hun har set blinke fra tre yngste digtere, Cecilie Lind, Ninette Larsen, Signe Gjessing:

En digterven spurgte mig for nylig, om jeg havde lagt mærke til en tendens til ornamentik blandt helt unge forfattere, til snirklede sætninger, tekster fulde af skønne ting: perler, stjerner, guldværk?
Der er noget om det. Uden at ville insistere på et generationstræk synes jeg, at man hos 1990’erfødte digtere som Cecilie Lind, Ninette Larsen og Signe Gjessing finder en tilbøjelighed til udsmykning, til anrettethed.
I Sverige har forfattere og litterater i nogle år talt om ’det gurleska’. Begrebet kommer af amerikansk gurlesque, en sammenskrivning af girl og grotesque/burlesque/carnivalesque, og kan forstås som en performet pigethed, en valgt overdrivelse eller pervertering af det yndige.
Det gurleske kan forstås som en feministisk gestus, at tage det lillepigede på sig og destabilisere det indefra. (...)
Kan det gurleske anvendes som en nøgle til nye læsninger af unge, danske litterære forfatterskaber?
Den danske digter Cecilie Lind (født 1991), bidrog sidste år til et gurlesk-temanummer af det svenske, litterære nettidsskrift Et lysande namn med digtteksten »Okay på græs«, hvori det sødtøsede blandes op med en selvbevidst sexethed. (...)
»Som perler på en snor bærer renvaskede trusser blafrer i brise fastgjort med klemme et blonderet stof at lægge mærke til sarte klæders æggende karakter pirrer mig med løfte om artigt at sexe skød op i aftenrøden en nedgangssol at sysle sin melankoli kælen under observation er jeg til stadighed en bitch.«

Også formen leger med det lillepigede og rablende, der er ingen tegnsætning og ingen gennemgående fortælling, men en legesyg ordkarrusel.
»Min måde at skrive på,« forklarer Lind, »kommer jo af en inderlig, ren fascination af det yndige sammen med bevidstheden om, at det yndige kværker en, så snart det bliver for meget. Lige så fascineret man er af det pigede, lige så interesseret er man i det svulstige, i for-meget-heden. Nysselighed er jo netop ikke rod, kaos, men så snart det nysselige nips ophobes, bliver det vulgært og væmmeligt: en kæntret bunke nips. Så snart du har mere end fem pynteting – muslingeskaller og duftlys – er de ikke længere smukke, men hysteriske.«
Man kender det fra filmsproget: Hvis en karakter har en eller flere porcelænsdukker stående, er hun sandsynligvis seriemorder.

- Signe Gjessing er ikke helt med på gurlesque-iciteten, hun taler for en konesque i stedet:

Signe Gjessing pointerer, at det æstetiske hos hende ikke er pynt: »Det æstetiske er ikke en skønhed, der lægges til tingene, men en måde at sanse og nå tingene i verden. Jeg bruger f.eks. ikke adjektiver. Jeg forbinder mig ikke med det pigede – hvis det endelig skal være, er det mere det konede: den konede forsigtighed og bekymrede stemme i digtsamlingen. Det konede hænger sammen med interiøret, med værelset, hjemmet: verdensrummet i et inderum.«
Cecilie Lind fortæller, at hun godt kan se nogle forbindelser mellem Gjessings skrift og sin egen, selvom deres digteriske temperamenter er vidt forskellige, og det gurleske f.eks. ikke spiller nogen rolle hos Gjessing.
»Det er,« siger Lind, »som om Signe Gjessings digte nærmere kommer fra stjernerne end har noget begær efter at eje stjernerne.«
Selvom måderne, hvorpå Lind, Larsen og Gjessing arbejder med et element af yndighed, er forskellige, så er de fælles om en ornamentering af teksten, der har været ret fraværende blandt de lidt ældre, men stadig unge, forfattere (født en eller anden gang i 1980’erne), som er debuteret de seneste par år. Her har der i stedet været fokus på intensitet, på kroppen og kønnet, det autobiografiske, en vis rå autenticitet.