Dinodiorama

Ovenover Rasmus Rosengaard og Marie Søndergaard Lolks strenge (RR), let psykedelisk boblende (MSL) udstilling i Overgaden hænger Alexander Tovborgs kulørte, hyggeligt uhyggelige dinosaurus-sengetæpper, som han sammen med Nikolaj Zeuthen har skrevet et kosteligt skabagtigt interview-skuespil om, her 3. scene:

Scene IIIBocca Baciata 1. sal på Overgaden Institut for Samtidskunst

Alexander Tovborg: billedkunstner
Torben Zenth: interviewer
Nikolaj Zeuthen: forfatter og musiker 

Alexander Tovborg: Jeg kan ikke mere. (kigger rundt i udstillingen og fortsætter)
Jeg har lavet et hovedværk.
Jeg har sejret over Rothko!
(Danser rundt i den mørke total installation af hans 29meter lange vægmaleri, stopper op med et sæt, og ligger sig brat midt i rummet og hvæser) Giotto smiler til mig hånligt. Jeg har ydmyget ham og vanæret popkulturens romantisering af dinosaurerne. Jeg har bevist at kødæderen er en han og planteæderen er en hun!
(Alexander mimer en dinosaur der græder og græder selv)

Torben Zenth:
(Prøver samtidigt at rejse Alexander  fra gulvet uden nytte)

Nikolaj Zeuthen:
(Ligger sig ved siden af Alexander på gulvet)

Alexander Tovborg: Kommer de til at forstå det her, Nikolaj?

Nikolaj Zeuthen: Mon ikke. Nogen vil.

Alexander Tovborg: Men vil jeg vide om de gør det. Jeg kan jo ikke se ind i deres hoveder.

Nikolaj Zeuthen: Har du ikke en hjemmeside eller sådan noget? Så kan du se hvor mange visninger der kommer.

Alexander Tovborg: Åh! (ruller om på siden og tager sig til hovedet)

Torben Zenth: Jeg havde helt glemt denne her gave jeg har til dig.
(Fremviser en lille plysdino)
Se, man kan stikke hånden ind i den.
(Bevæger den lille dukke og siger med dinostemme)
jeg er glad for at du har sat mig fri, Alexander.

Alexander Tovborg: Tak. Tak, Torben.

Dino: (Kigger rundt) jeg har så mange venner her.

Alexander Tovborg: Ja?

Dino: Og jeg forstår hvorfor de græder alle sammen. Men jeg kan ikke sige det. Ikke på jeres sprog.

Nikolaj Zeuthen: Er øllerne gratis, egentlig?

Alexander Tovborg: Aj, vær lige stille. Dinoen prøver at sige noget.

Dino: Ja, prøv at hør
(begynder at brøle. Først svagt, men det stiger langsomt til et frygteligt brøl og alle dinoerne på vægmaleriet stemmer i. Den kraftige lyd får rummet til at gå i svingninger. Alle holder sig for ørerne.)

Torben, Alexander og Nikolaj i kor: Aaaaaarrrrh. Stoooop. Aaaarh.

(Men dinoerne bliver ved. De brøler højere og højere. Deres kraftige ånde står i rummet som tyk og hidsigt bølgende tåge og utydeliggør alt. Langsomt blæses kødet af de unge mænds knogler. Og Scarlett-buketten går i brand.)

(Nede på Christianshavn torv står Fanny Cornforth stadig og sælger blomster. Hun ser op mod Ovengadens bygninger hvor et heftigt astralblåt lys står i stolper ud fra vinduerne).

Fanny Cornforth: SYG NOK FEST I DET MINDSTE, TJJJ

SLUT