BREAKING: Jørgen Leth filmer med sin mobil og ved ikke hvad han skal bruge det til

Jeg købte Politiken i dag, og det viste sig at være fordi, Simon Staho og Jørgen Leth taler sammen om, hvor misundelig Staho er på Leths kompromisløshed; Staho er virkelig god til at rose Leth, og det er Leth god til at være glad for, men bedst er de til sammen at tale ondt om alle de andres lort:

STAHO: Nøjes med det, der er. Eller man kunne sige: ' Der er ikke andet end det, der er', som du har skrevet. Et nøglecitat, jeg fandt i min undersøgelse af din lyrik. Det er væsentligt. Som en tilgang til at turde livet og til det at skabe. Lad os se på tingene og gå til livet, som det er, og ikke som det burde være. Ikke det udenom. Ikke på alt det, der ikke forbinder du og jeg.

LETH: Ja, ikke noget af det der ' burde'. Jeg bliver mere og mere fremmed over for alt det moralske præk. I litteratur og film og ja, også i Dagbladet Politiken. Det er kraftedeme utroligt, at der skal være så mange referencer til, at man skal opføre sig ordentligt. Det er dødsens sygt.

STAHO: Det ' burde' har også sneget sig ind i den kreative proces. Helt fra første færd bliver der spurgt - og man spørger sig selv: Hvordan passer ideen ind i i treaktsmodellen? Hvordan er udviklingen i forhold til modellen?

LETH: Hvad skal vi fortælle ..

STAHO ... Hvad skal publikum føle..

LETH:... Hvad skal gives videre ... hvad er godt for samfundet ... pis og lort!

STAHO: Hvordan skal filmen sælges? Hvornår ... til hvem ... til hvor mange?!

LETH: Det er en latterlig tanke!  (...)

STAHO: Du har som en femte kolonne lavet film, der er langt mere radikale end dem, vi laver i dag. Du har ingen strygere. Du har intet føleri. Du har ingen leflen for publikum. Du bruger ikke alle de kendte kneb, der får folk til at føle noget bestemt. Vi gør sentimentaliteten til gud og regner ud, hvad der kan manipulere publikum et bestemt sted hen.

LETH: Susanne Bier-effekten: Den beregnende sentimentalitet.

STAHO: En af de største komplimenter, jeg selv har fået, var en svensker, der sagde: »Jeg følte slet ingenting, da jeg så din film«. Jeg tænkte: Hvor fantastisk. Så er der renhed.

LETH: Mente han det som en kompliment?

 STAHO: Nej, jeg tror, han havde forventet at blive dybt berørt. Men jeg tænkte: Når man ser på et maleri, står man jo ikke med et lommetørklæde. Kunne det ikke være fint også i filmen at kunne have æstetiske oplevelser uden at blive berørt på netop den måde? (...)

LETH: Måske skal vi tilbage til undergrunden. Frigøre os fra hele systemet og lave film uden støtte. Uden distributionsapparatet.Måske skal vi vise filmene på kunstgallerier i stedet for i biograferne? Pointen er at respektere det publikum, der er. Også selv om det er 300 mennesker. 300 har også værdi. Men 300, 3.000 og selv 30.000 er foragtelige tal i filmbranchen. Men hvorfor egentlig? Kun sammenlignet med, at 300.000 er fastsat som det rigtige publikumstal for et kunstværk. Hvorfor?

STAHO: Måske valget efterhånden står mellem de små projekter eller helt at lade være. Det er i hvert fald for hårdt at se sine børn blive kvalt.

LETH: Det skal nok komme. Jeg er begyndt at filme på min telefon. Uden at vide, hvad det skal blive til, eller hvor det skal vises. Men det kræver en ny struktur. Det kræver, at kunstnerne selv bliver producenter. Igen. Det var de jo i 1970' erne. Jeg var selv producent på en halv snes film, på 'Det gode og det onde', på ' En forårsdag i helvede', på ' 66 scener fra Amerika'.

STAHO: Instruktøren skal til at ligne digteren.



 -  billede af claus ejner, netop lagt på Facebook, illustrerer interviewet meget fint