Spørgeskema med bonustracks

Lørdag svarede jeg på udvalgte læsespørgsmål i Information, link her. Jeg troede jeg svarede rigeligt, men i avisen var der næsten en hel spalte til overs, og det ærgrer mig selvfølgelig: jeg hader tomne rum i avisen. Så her svarer jeg på de spørgsmål, jeg sprang over i første omgang

(jeg vil også gerne udvide et enkelt svar:

Hvem ser du mest op til i livet?

Improvisatorer. Fra Peter Laugesen over Robert Altman til David Letterman (håber han vil skrive digte i sit otium, Letterman, og at Laugesen omsider får sit talkshow, Late Morning, og at Altman slet ikke er død, men i hemmelighed har skudt en 507 episoder lang tv-serie om en elevator i New York):

-->

Top 3 guilty pleasures?

En gammel én: Thomas Helmig (hørte ham for fuld volumen når jeg skrev universitetsopgaver), en, jeg er kommet alt for sent til: Paradise Hotel, og så har jeg svært ved at finde på en tredje; jeg er virkelig dårlig til at skamme mig, især litterært, en væsentligt formål med min litteraturkritik er at afskamme og kvalificere alt, der fornøjer, fra Bjarne Reuter (den første forfatter jeg oplevede live) til Maria Helleberg.

Er du bedst til at digte eller anmelde?

Jeg er bedst til at skrive tekster, og det ser ud som om, de tekster, der har kritik- eller anmeldelsesform, foreløbig har haft bedre held til at til at ligne mig og sig selv optimalt karakterfuldt end de tekster, der har poesiform.

-->

Tænker du over, at du har en magtposition, som en der kan dømme en bog ind på bestsellerlisten eller ud i glemslen?

Jeg tror ikke, at en bog kan blive forhindret i at blive en bestseller, fordi jeg anmelder den dårligt. Jeg tror heller ikke, at det kan forhindre en bog i at blive en kritisk succes, at jeg anmelder den dårligt, hvis alle eller de fleste andre roser den til skyerne, to nylige eksempler: Josefine Klougarts Om mørke og Peder Frederik Jensens Banedanmark. Jeg tror jeg kan medvirke til at en bog bliver en kritisk succes, og at det kan medvirke til, men yderst sjældent udgøre hovedårsagen til, at en bog blive en bestseller. I et enkelt tilfælde tror jeg, at min opgejlede (sektionsforside)anmeldelse (meget meta-agtig, sjovt nok: dette burde af gode grunde blive en bestseller!) MÅSKE havde en katapulteffekt i bestsellerprocessen, i tilfældet Hundehoved af Morten Ramsland nemlig, MÅSKE.

Har du nogen sinde slettet noget i skriveprocessen, fordi du tænkte: Det er for groft?

Muligvis, men så har det nok være fordi, det var for groft personligt, for det er og bliver jo bogen, der skal fornærmes.

Er der en anmeldelse, du fortryder i dag?

Ja, min begejstrede anmeldelse som purung af Søren Ulrik Thomsens Hjemfalden, fordi den ikke var ærlig overfor min reelle lunkenhed, det var en burde-begejstring, og sådan en bør man holde sig for god til. 

Hvilket parti stemmer du på?

The After Party. 

Hvad har du imod Josefine Klougart?

Jeg har ikke noget imod Josefine Klougart, hun virker aldeles sympatisk. Jeg har det problem med hendes bøger, at de ikke siger mig alverden.

Hvad er meningen med at give navngivne kolleger, forfattere osv. tæsk på din blog?

Jeg kan ikke lade være at forholde mig til, hvad folk siger og skriver af og om litteratur, både når de siger og skriver noget smukt og noget fornuftigt, og når de siger og skriver noget juks og noget vrøvl, og de folk har navne, og det er meningsløst ikke at nævne de navne, for så bliver det abstrakt ros og kritik og polemik, og det kan ingen bruge til noget (jf. Niels Franks gamle ulyksalige Promenaden-post om kvindelige forfattere). 

Hvis du skrev en fantastisk digtsamling, ville den så kunne få en fair chance blandt dine kritikerkolleger, tror du?

Hos nogle og ikke hos andre, sandsynligvis, men det ville jo være fuldstændig lige meget, hvis jeg rent faktisk og omsider havde skrevet en fantastisk digtsamling, det ville være alt, alt for fantastisk i sig selv.

Har du en hobby?

Nej, men jeg ved så heller ikke, om jeg har et job.

Hvordan har du det med, at Henrik Dahl anmelder skønlitteratur i samme avis som dig?

Halvskidt! Jeg synes jo ikke, der er nogen, der på forhånd ikke må anmelde skønlitteratur, bare fordi de er idioter eller sociologer eller begge dele, men at anmelde skønlitteratur kræver sans for og viden om skønlitteratur, og i Dahls skønlitterære anmeldelser har jeg ikke fået øje på hverken eller. Så: Halvskidt!

Hvad synes du selv om jer litteraters debatkultur på Facebook?

Den er alt andet lige i orden i al sin uorden, og til tider forbilledligt dynamisk dialogisk. Mit største problem er den uigennemskuelige, relative lukkethed (som en blog ikke lider under: den er pivåben for alle): Hvem kan egentlig læse med?

Har du en hofret?

Lagkage og rødvin.

Påstand: Der hersker en bestemt konsensus om, hvad der er god litteratur i dagbladskritikken, som er mere baseret på anmeldernes præferencer end på litteraturvidenskabelighed. Hvad mener du om det? 

Jeg ved ikke, hvordan en koncensus baseret på litteraturvidenskabelighed skulle se ud; mon ikke den ville se meget uhyggelig ud: teoriapplicerbar fortolkelighed eller noget i den stil. Og selvfølgelig er anmeldernes kriterier for god litteratur baseret på deres præferencer (et kritisk (og kreativt) forpligtende mellemværende med litteratur vil altid have sit udspring i læsningen af DEN og DEN tekst og DET og DET forfatterskab, der gjorde fanden til forskel), og naturligvis skal anmelderen bestræbe sig på at få øje på kvaliteterne i litteratur, der ligger ham og hende fjernt, for god litteratur kan ske hvorsomhelst, paranoidt nok! Men eftersom kriterierne er baseret på præferencer, eksisterer der ingen monolitisk koncensus heldigvis.

Når du skal anmelde et værk, hvad gør du så? Sådan helt lavpraktisk? 

Læser bogen, læser måske bogen igen, og måske endda en gang til. Og skriver anmeldelsen.