Min kære kollega og nu og da reserveredaktør Bo Bjørnvig har skrevet en ikke alt for inspireret Blæksprutte i dagens WA i anledning af krimimessen, der starter sådan her:
Weekendens krimimesse i Horsens - i det gamle stemningsfulde
statsfængsel - løber af stablen uden helt samme flagrende vimpler og
trompetfanfarer, som bliver Bogmessen i efteråret til del. Der lurer en
slet skjult irritation, som giver sig mange udslag.
Kritikeren og kollegaen Lars Bukdahl bryder
sig ikke om genren, og han har således beklaget, at Dan Turèll spildte
så meget af sit talent på at skrive krimier. Han skulle hellere have
været seriøs, skulle han.
DET HAR JEG ALDRIG SAGT! Jeg elsker og elskede Dan Turélls kriiminalromaner, slugte dem straks de udkom tilbage i 80'erne. En af mine faste anekdoter handler om dengang, jeg som purung i Kristeligt Dagblad anmeldte en Turèll-digtsamling totalt patroniserende: kunne han holde op med sin langsludren og miniature-finurlighed og skrive rigtige "seriøse" digte, men fortrød bitterligt, lige så snart jeg så avisen - den fortrydelse var en vigtig sten på vejen til at blive mig selv som oplyst postmodernistisk og fordomsfri attituderelativistisk anmelder AMEN!
Ligesom jeg heller ikke kunne finde på at sige eller mene, at jeg ikke bryder mig om krimigenren; jeg har læst alle mulige fremragende romaner, der mere eller mindre genrerent var eller kaldte sig kriminalromaner og er en stor fan af både Poe, Conan Doyle, Hammett og Chandler, af Susanne Staun, Dorph/Pasternak og Henning Mortensen - men jeg er MISTÆNKSOM overfor det danske/nordiske krimiboom; jeg har stikprøvelæst virkelig, virkelig slet skrevne kriminalromaner af krimiforfattere, der både sælger og blive anmeldelsesrost og har undret mig såre.
Sjovt nok holdt jeg i dag foredrag om deadlines og tvangsinspiration, under titlen: "Weekenden begynder aldrig - findes der andre livliner end deadlines", på Krogerup Højskoles Weekendavis-kursus og hyldede Dan Turèll som en af tvangsinspirationens mestre, lige netop i hans I Byen-klumme og kriminalromaner; i krimierne optræder de skønne (af vistnok mig såkaldte) Sorte Satorier, der uendeligt træt besværger altings gentagelse og meningsløshed, og som altid også bare er en tvangsinspirerede klagesange over tvangsinspirationens hårde vilkår: JEG GIDER IKKE SKRIVE ENDNU EN FORPULET KRIMINALROMAN, MEN DER ER INGEN VEJ UDENOM; jeg citerede på Krogerup fra et sort satori i Mord på medierne, 1988:
Morgenen efter kom endnu én af samme slags dage rullende gennem det tålmodige himmelske transportbånd. Alt gentog sig med den bedøvende trancelignende autonomitet alt efter en vis levet tid har. Bad, barebering, påklædning, post, aviser, kaffe.
Visse dage er man født zombie. Man gør det hele - når alt kommer til alt har man øvet sig på det i årevis og det burde heller ikke være så svært heller - men man har en ubehagelig fornemmelse af, at man er der ikke. Et eller andet andet væsen har bemægtiget sig éns jakke, skjorte, benklæder, sko, checkhæfte, cigaretter og yderligere aggregater og vader rundt med dem. De lader til at passe vedkommende fortræffeligt, de bemærker ikke forskellen og der er ikke andet at gøre end bare at vente roligt på at man selv vender tilbage til denne verden. Ganske som et syretrip, hvad samme Verden til forveksling kan minde om.
- FORDI forfatteren ikke orker at skrive denne passage heller (satorien fortsætter en sides penge endnu) bliver dens sorthed så fin og fed.
Jeg er enig i, at det er en fremragende DT-passage. Og at hans krimier er rigtig gode. Dog kunne de nok være blevet endnu bedre, hvis han havde været mere optaget af sine plots. Og lige interessen for og glæden ved plots er vel det punkt, der adskiller dig fra 'rigtige' krimilæsere (undskyld at jeg overhovedet bruger ordet 'rigtig' i denne sammenhæng). Men du har jævnthen en meget kritisk holdning til plots, så kritisk, at den til tider kan virke nedladende. Det virker som om du ikke mener, det er noget, forfatteren bør gå så højt op i. Men mon ikke både Dorph/Pasternak og Staun arbejder seriøst og hårdt med deres plots - og at de netop kan levere godt sprog, fordi plottet også fungerer? Det tror jeg bestemt, de gør. Ligesom de tv-serier, du beundrer, også er hårdt plottede, selv 'Friends'. Derudover er jeg enig i, at mange af bøgerne i den nye, snart gamle, krimibølge er dårligt skrevet. Og at ikke al litteratur behøver være plotbårent. Læser fx. dine beskrivelser af digressioner i ikke-krimiromaner med stor fornøjelse.
SvarSlet