(reportagefotografi: Martin Glaz Serup)
Niels Frank holdt en hel traktat som takketale for Kritikerprisen, der opstillede musicalen som det radikale subversive alternativ til realismen og foeslog genrebetegnelsen syngespil til Nellies bog, og selvfølgelig kan den læses på Promenaden, her et klip - og hvor skriver jeg under (uden at skrive under på, at jeg skal overvære faktiske musicals! jeg foretrækker de metaforiske og principielle musicals; tror jeg, jeg ved det jo ikke!):
Når personerne i en musical pludselig bryder ud i sang, opstår der en virkning, der minder om god gammel Verfremdung, en fremmedgørende effekt eller med et bedre ord: en bevidstgørelse. Sangen perverterer helheden, vender den om: hvad der før var alvor er nu ironi, hvad der før var forførelse er nu fremmedgørelse. I fortællingen virkeliggjorde personerne sig, men i sangen fantaserer de, drømmer sig væk eller hen til, ind til, op til, ud til.
Sangen får tiden til at standse, fortællingen går i stå, personerne træder ud af deres roller ved at ’genopføre’ dem i sang, strukturen vender bagsiden udad, det naturlige forekommer pludselig konstrueret. Man ser op under skørterne. På den måde underminerer sangen den realistiske fortælling eller destabiliserer den, og den får fortællingen til at miste autoritet og seriøsitet.
Sangen underløber dermed realismens selvfølgelighed og selvindlysende karakter, den nedgør realismen indefra, som et mytteri, og det gør den ved at nægte at tage sig selv alvorligt og blive taget alvorligt. Alvor tilhører jo realismen, her er sjældent meget at grine over, men når først sangen bryder løs og skråler i vilden sky, bliver alle de ellers så seriøse sociale identiteter hos dens personer forvandlet til roller, alle former for autenticitet bliver forvandlet til iscenesættelse, al lidelse og moral bliver forvandlet til komik, og al ophøjelse bliver forvandlet til ironi, et lille blink med øjet.
Musicalen kan ikke holde masken, når fortællingen bliver tragisk og betragter sig selv med ophøjet alvor. Her er det tragiske ikke knugende eller knusende, musicalen trækker smerten ud af det tragiske, ikke for at underkende tragedien eller overhovedet nægte, at den findes, men for at skabe et rum, hvor det er muligt at holde smerten ud.
Det kunne minde om Oscar Wildes ord om en person hos Charles Dickens: ”One must have a heart of stone to read the death of Little Nell without laughing” (bemærk i øvrigt navneligheden mellem Nell og Nellie). Den forvandlede, perverterede, tragik er ikke længere bare noget rent destruktivt, den er også noget produktivt, den bliver udtryk for stor menneskelig udfoldelse og opfindsomhed og overlevelsesevne.
Jeg har ikke før tænkt på navneligheden mellem det hyper-uskyldige barn i Dickens måske grovest sentimentale - og musicalagtige! - roman The Old Curiosity Shop og Nellie (og det havde Frank, fortale han mig, heller ikke). Men lige så ægte pur Lille Nell er , lige så kunstfærdigt skabagtig er bogens fabelagtig skurk, Quilp, en dværg, der grimasserer som en gal for st skræmme alt og alle, inklusive sin stakkels kone. Her har Lille Nell afleveret et brev til Quilp - og en nem allegorisk læsning er selvfølgelig forfatteren, der venter på krtikerens dom:
Little Nell stood timidly by, with her eyes raised to the countenance of Mr Quilp as he read the letter, plainly showing by her loos that while she entertained some fear and distrust of the little man, she was much inclined to laugh at his uncouth appearance and grotesque attitude. And yet there was visible on the part of the cild a panful anxiety for his reply, and consciousnees of his power to render it disagreeable or distresseing which was strongly at variance with this impulse and restrained it more effectually than she could possibly have done by any efforts of ther own.
That Mr Quilp was himself perplexed, and that in no small degree, by the contents of the letter, was sufficiently obvious. Before he had got through the first two og three lines he began to open his eyes wide and to frown most horribly, the next two or three caused him to scratch his head in an uncommonly vicious manner, and when he came to the conclusion he gave a long dismal whistle indicative of suprise and dismay. After folding and laying it down beside him, he bit the nails of alle of his ten fingers with extreme voracity; and taking it up sharply, read it again. The second perusal eas to alle appearance as unsatisfactory as the first, and plunged him into a profound reverie from which he awakened to anothe assualt upon his nails and a long stare at the child, who with her eyes turned towards the ground awaited his further pleasure,
Quilp skændes med en hund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar