Fra anmeldelse i Weekendavisen af Birgitte Hesselaas Det dramatiske gennembrud. Om nybruddet i dansk dramatik fra 1990'erne til i dag, 2009:
I hovedsagen består hendes bog af to dele. En gennemgang af seks
dramatiske forfatterskaber: Astrid Saalbach, Morti Vizki, Nikoline
Werdelin, Jokum Rohde, Line Knutzon og Peter Asmussen. Hver
af gennemgangene er opbygget på den måde, at hun giver en ultrakort
biografi af de pågældende, hvorefter hun refererer og analyserer et
udvalg af deres værker. Denne gennemgang er så efterfulgt af en
perspektivering, hvor den nyere, danske dramatik sættes i forhold til
sin samtid og diskuteres ud fra en række samfundsvidenskabelige
forfatterskaber.
Hvad jeg nu skriver, er på ingen måde en kritik af Birgitte Hesselaa.
For med visse forbehold - der dog peger på noget mere principielt - har
hun skrevet en virkelig god og informativ bog. Men hold da lige op,
hvor er de seks dramatikere, med undtagelse af Nikoline Werdelin, dog
fulde af den slags fordomme og banaliteter, Søren Ulrik Thomsen
beskriver.
Og hvor forekommer de problemer, de sætter til debat, derfor
banale og røvkedelige.Jeg mener: Er der
noget nyt i at diskutere, hvordan teknologien går amok i det
kapitalistiske samfund? Er det ikke bare et dannet standard-synspunkt,
man kan fodre svin med? Er det ikke hamrende banalt at påvise, hvordan
den borgerlige kernefamilie begrænser individet? Er det ikke dødsens
kedsommeligt og allerede vist hundrede gange på scenen og lærredet, at
under den småborgerlige normalitet lurer der vold og incest og
unævnelige perversioner? Er det
efterhånden ikke et temmelig fortærsket paradoks, at i et sygt samfund
må det nødvendigvis være sådan, at de gale er normale, mens de normale
er splittergale? Og helt ærligt: Hvad Fanden kan almindelige mennesker i
det hele taget lære af at se på nogle grimme, dumme, ulækre og
afvigende karakterer, de ikke har en skid til fælles med? Fuck, hvor det
bare en langgaber. Og hvor har sådan nogle stykker fortjent at blive
taget af plakaten efter at have spillet fem dage for de få mennesker,
der ikke kan se, hvor kliché- og fordomsfuldt den slags modernistisk
kitsch i grunden er. Det kan godt tænkes,
at stykkerne virker ganske anderledes, når de bliver opført, end når
man læser dem i Birgitte Hesselaas referat. Det kan også være, at
Birgitte Hesselaa er dårlig til at
referere. Men begge dele er vanskelige at tro. Derfor er det nødvendigt
at spørge videre i Søren Ulrik Thomsens ånd: Hvor kan alle fordommene
komme fra? Og hvorfor er der ingen, der forsøger at sætte en stopper for
klichéerne?
(...) jeg (undrer) mig over manglen på radikal kritik. Det fremgår
under gennemgangen af flere af forfatterskaberne, at deres dramatik
minder ikke så lidt om Samuel Beckett eller Harold Pinter eller Eugene
Ionesco. Det synes jeg også, ud fra referaterne - og med det forbehold,
at jeg er absolut lægmand. Men hvordan kan man tale om et »nybrud«
(ordet indgår oven i købet i bogens titel), hvis mange af dramatikerne
fortsætter en tradition, der navnlig blomstrede i halvtredserne eller
tresserne? Det ville jo, inden for mit
eget fag, svare til, at nogen bare kørte videre på traditionen fra
Roland Barthes eller Michel Foucault. Der er ikke noget i vejen med
dette - jeg kunne bare ikke drømme om at kalde det et nybrud. Kort og
godt vækker den tilsyneladende traditionalisme blandt nyere danske
dramatikere min nysgerrighed - men jeg finder desværre ikke svar hos
Birgitte Hesselaa.
- over én bank hånes 4 førende danske dramatikeres produktion for at være "modernistisk kitsch", selvom ikke 1 stykke er læst eller set - go, go, go, anmelderetik!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar